Jelne af Henriette E. Møller
Der er en helt speciel sprogtone i romanen, en afdæmpet intens lyd, som en skæbnefortælling. Det er både en traditionel dannelsesroman og samtidig en historie om ensomhed og omsorgssvigt.
Af Jette Holst
Anmeldt af Nina Wegner
"Hun læner sig ud ad det åbne vindue, det er Jelne, der læner sig ud af det åbne vindue fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar. Hun står og lyser op i den røde trøje, Jelne står i den røde trøje og læner sig ud ad vinduet i lejligheden på Nørrebrogade. Hun står med en kasse i hænderne, hun løfter den ud ad vinduet, kassen, hendes arme er strakt ud, hun vender den med bunden opad. Kassen bliver tømt".
Gennem fire år har Jelne og Kasper været kærester, men nu er det slut. Jelne pakker sin kuffert og rejser ud i verden, for nu er hun igen alene. Hun rejser til Møn, hvor hun som barn mistede sin mor. Jenny, som er hendes rigtige navn, går i moderens fodspor for at finde sine rødder og sig selv.
Der er en helt speciel sprogtone i romanen, en afdæmpet intens lyd, som en skæbnefortælling. Det er både en traditionel dannelsesroman og samtidig en historie om ensomhed og omsorgssvigt.
Henriette E. Møller er debutant og romanen blev modtaget af anmelderne med stor begejstring. Så stor at Henriette E. Møller allerede nu her den 2. maj modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendiat på 840.000 kr. Det lover godt for fremtiden, for jeg ser med forventningsfuld glæde frem til den næste udgivelse fra forfatterens hånd.
