Bogtips

Hvor lyset er af Malene Ravn

Medrivende romanbiografi om maleren Carl Fischer, som levede fra 1892-1962

Af Jette Holst

Carl Fischer var en anerkendt maler i sin samtid. Han levede fra 1892-1962, og er forfatterens ”sviger-oldefar”. Malene Ravn har skrevet en medrivende romanbiografi om Carl Fischer, og fortæller samtidig en danmarkshistorie hvor den store lockout i 1899, kvindelig valgret i 1915, Første verdenskrig og den pandemien den spanske syge, som hærgede i Danmark fra 1918-1920, bliver rammen om fortællingen.

Carl er et følsomt barn, og han mister sin mor allerede som 5-årig. Hans far er en usympatisk børste, og han forstår slet ikke Carl, som allerede meget tidligt – mens moderen stadig levede udviklede en passion for maleriet og kunsten. Han kommer ind på kunstakademiet, og som 26-årig forelsker han sig fuldstændig i Ely, en smuk 18-årig, som sidder model for ham. Ely sværmer for filmbranchen, og vil gerne være skuespiller. Den altopslugende kærlighed får selvfølgelig konsekvenser, og Ely bliver gravid. Carl Fischer nægter at have et barn i sit liv, og Ely accepterer at lade drengen vokse op hos en plejefamilie.

Det eneste der interesserer Carl er maleriet og de kunstneriske udfoldelser. Dagliglivets besværligheder som at skaffe mad på bordet og betale husleje blive helt og aldeles Elys hovedpine. Carls kæmper i lange perioder med en dyb depression, som gør ham ude af stand til at arbejde.

Pludselig en dag står plejefaderens uden for døren med drengen Hans i hånden og beder dem om at tage vare på deres søn. Plejemoderen er netop død af den spanske syge, og han er ude af stand til selv at drage omsorg for drengen. Sundhedsmyndighederne og deres egen læge anbefaler dem at sætte drengen i 14 dages karantæne. Det er en forfærdeligt hjerteskærende og uempatisk modtagelse, som den 5-årigt dreng bliver mødt med. De valgte ham fra ved fødslen, og nu sidder han isoleret helt uden kontakt på et værelse og får kun leveret med uden kontakt til andre mennesker.

Malene Ravn har skrevet en fremragende medrivende letlæst og bredt favnende roman om en narcissistisk kunstner. Han er svær at holde af, ham Carl. Kan man skille kunsten fra mennesket, spørger Malene Ravn i romanen. Kan vi lytte til Michael Jacksons musik uden at føle ubehag, kan vi se, beundre og respektere Polanskis og Woody Allans film uden at tænke på de pædofile anklager som har fulgt dem i mange år?

Malene Ravn brød igennem med romanen ”I dine øjne”, som bl.a. handler om Eriks opvækst i 30’erne og 40’erne. Eriks far var en af de kinesere, som blev udstillet i Tivoli i slutningen af 1800-tallet. Og så vil jeg også gerne slå en slag for romanen ”Mia”, som er en ganske lille roman om to søstres opvækst og forhold.

"Hvor lyset er" var nomineret til DRs romanpris 2021.

(anmeldt af Nina Wegner)