Det bedste vi læste i januar

Christine har læst: et sød historie - med hunde

Jeg har læst flere af Lucy Dillons bøger, og denne her er min favorit: "Vejen tilbage til lykken". Den handler om Juliet, der har mistet sin mand Ben, idet han faldt om af et hjerteslag. Man møder også resten af Juliets familie, som gør alt, hvad de kan for at tage sig af hende i den meget svære tid efter dødsfaldet. Juliets nye naboer, den støjende, rodede og hyggelige familien Kelly samt deres ven Lorcan, bliver også en del af Juliets nye hverdag. Som altid i Lucy Dillons bøger er der også hunde med. Masser af hunde, og de er grunden til, at det lykkes at få Juliet ud af huset, da hun skal gå tur med sin hund Minton samt sine forældres hund. Det er på en gang en let og sød historie og samtidig sørgelig og følelsesladet.

Jeg synes, Lucy Dillon er virkelig god til at skildre de forskellige personers op og nedture gennem historien, og den er rigtig godt strikket sammen. Den kan varmt anbefales.

Jette har læst: en iskold spændingsroman

John Kåre Raake debuterede som romanforfatter med "Isen" i 2022, som er første bind i serien om den tidligere elitesoldat, Anna Aune. ”Dybet” er anden bog i serien, som fortsætter de spændende takter.

I bind et deltog Anna i et forskningsprojekt på Nordpolen. Et nødsignal fra en kinesisk base førte dem dog ind i et internationalt drama om ulovlig minedrift og en forsvunden russisk ubåd.

”Dybet” starter umiddelbart efter disse begivenheder. Anna befinder sig i Sibirien og er ved at komme sig ovenpå de dramatiske begivenheder. Før hun kan rejse hjem, bliver hun opsøgt af FSB, det føderale sikkerhedsbureau, der vil have hendes hjælp til at lokalisere vraget af ubåden, hun fandt. Den er blevet identificeret som KS-2, der forsvandt i 1962, og nu vil man bringe ligene af de døde sømænd hjem til Rusland. Som ekspeditionen skrider frem, går det dog op for Anna, at der foregår meget mere bag kulisserne end en simpel bjærgningsaktion. Og hvem trækker egentligt i trådene?

Ind i mellem kapitlerne med Annas oplevelser, springer vi tilbage i tiden til den sovjetiske forsker Czarina Blum, der var ombord på ubåden, da den sank. Desuden følger vi løbende en navnløs russisk general, der igennem alle årene har vogtet på Sovjetunionens hemmeligheder og ikke skyr nogen midler for at bevare dem.

Jeg var rigtig godt underholdt af ”Isen”, og ”Dybet” lever helt op til første bind. Her er tale om en vellykket blanding af hårdtslående action med et fascinerende indblik i Den Kolde Krigs hemmeligheder. John Kåre Raakes fortid som manuskriptforfatter på flere katastrofefilm viser sig tydeligt i hans sans for at orkestrere et dramatisk plot med et højt tempo. Alene lokationen næsten 4000 meter under havets overflade giver lige et ekstra adrenalinkick.

En iskold anbefaling herfra

Lene har læst: to bøger

Januar har budt på flere gode læseoplevelser, og jeg har svært ved at begrænse mig. Så jeg har snydt og har valgt 2 titler. Begge er barske fortællinger, men også vigtige historier.

Jeg har læst ”Nærmest fri”, hvor jeg genbesøgte Daniel Ryes grusomme oplevelser i Syrien, men bogen kunne meget mere. For her får vi også hørt, hvordan tiden efter har påvirket Daniel Rye. Kan han sætte sig selv fri, og samtidig se på hvordan hans valg påvirker de nærmeste? Og mange har bidraget til løsesummen, som fik ham løsladt, så hvordan betaler han tilbage? Hvilke forventninger har folk?

En anden bog som har sat sig fast i hovedet på mig er ”Gudrun og det hvide snit - en familiekrønike om krigeriske kvinder og kirurgiske indgreb”. Janne Aagaard har taget udgangspunkt i sin egen families historie og lavet en grundig gennemgang af familiens forhold, men tager os også til Portugal, hvor vi møder Det Hvide Snits fader, nobelpristageren Egas Moniz. Der er grumme beskrivelser af, hvordan man udførte Det Hvide Snit,  og jeg var chokeret over at læse, at det sidste snit i Danmark blev foretaget i 1983. Janne Aagaard kunne du i øvrigt møde på Krimimessen, som løb af stablen d. 15. og 16. marts.

Thomas har læst: en overraskende mesterlig roman

Jeg har læst Per Pettersons "Ud og stjæle heste", og jeg må indrømme at al den hype omkring bogen, som på dansk udkom tilbage i 2004, er ganske korrekt. Det er en fantastisk bog - en stille fortælling fra en ældre herre, der sidder i en træhytte og ser tilbage på sit liv. Især forholdet til faderen udpensles på en skæbnesvanger måde. Man fornemmer forbundetheden, overleveringen, modningen, smerten og indsigten, som kun langsomt kommer til overfladen. Det er præcis og underspillet litteratur fortalt gennem små dryp af historien, mesterligt og mageløst.

Janus har læst: om gale videnskabsfolk

Jeg har været heldig og været lidt på forkant - jeg faldt nemlig over Benjamin Labatuts "The Maniac" i boghandleren og kunne ikke holde fingrene fra den. Labatut har tidligere skrevet "Når vi ikke længere forstår verden", der er en mesterlig samling af korte historier, der er en forunderlig blanding af autobiografi og fiktion over hændelser i videnskabens historie. I denne udgivelse - der er en mere almindelig roman - fortsætter han i samme gænge, idet fokus her er på John von Neumann, der var et geni, på både godt og ondt. For der inddrages masser af andre matematikere, og fællesnævneren synes her at være, at de alle sammen bliver sindssyge af at stirre for længe ind i matematikkens tusmørkeland.

Labatut skifter synsvinkel mellem et kor af mennesker, der kendte von Neumann eller blot kom i kontakt med ham og blev forandrede. Det er en fascinerende malstrøm at havne i som læser, for han trækkes ind, men føler måske også lidt uro ved at komme ALT for tæt på. Er man til videnskabshistorie, virkeligt langt ude matematik, Oppenheimer eller overraskende litteratur, er det her sagen. Den danske udgave hedder ligeledes "Maniac".