Lektørudtalelse

Forfatter: Elin Søborg

Steen Langstrup har siden sin debut med Kat i 1995 skrevet en række spændingsromaner med mange forskellige indfaldsvinkler og altid det psykologiske gys. Denne roman er som de tidligere for unge og voksne og foregår i København i slutningen af 1944, hvor modstandskampen er gået ind i sin sidste fase med sabotage af tyskervenlige foretagender og likvidering af stikkere og HIPO-folk. Vi følger skiftevis de enkelte medlemmer i den lille modstandsgruppe BB, der er i hastig opløsning, fordi der er en stikker iblandt eller omkring den. En for en lærer vi den så utroligt umage alliance at kende, vi kommer dybt ind under huden på dem og kender både deres fortid, det der driver dem og deres muligheder, og den overraskende slutning kommer også som lidt af en lettelse. På grund af den tætte kontakt til personerne bliver det en utroligt spændende historie, der også giver en masse både facts og stemninger fra besættelsens sidste måneder; der pilles lidt ved helteglorien, uden at den store indsats forklejnes. Fortalt i et medrivende, nutidigt sprog i korte, hektiske kapitler, der kan læses fra ca. 12 år, men indholds- og omslagsmæssigt peger den mere på læsere som de ældste unge fra ca. 15 år og op og voksne