Lektørudtalelse

Forfatter: Else Kristensen

Denne spændingsroman foregår i København efteråret 1944. Politiet er sendt i koncentrationslejr, HIPO-folk har overtaget politiarbejdet, og lovløsheden hærger. For de skruppelløse og smarte er der hurtige penge at tjene. Der er mangel på alt, der tuskhandles med alt. Bogens hovedpersoner er medlemmer af den lille sabotagegruppe BB. Ret hurtigt bliver det klart, at der er en stikker i gruppen. Men hvem? De enkelte gruppemedlemmer stiller sig selv spørgsmålet: Hvem stoler du på? Det er en kvalitet ved bogen, at man som læser trækkes rundt i manegen og snart tror, det er den ene og snart den anden person. Mod slutningen samler trådene sig dog om en bestemt, og i bogens sidste replik: "Herein" er afsløringen helt på plads. Historien er veldrejet og let at læse. I 46 korte kapitler skiftes der synsvinkel mellem gruppens forskellige deltagere. Hvem de er, og hvad de står for oplever læseren på bedste vis gennem deres tanker, udtalelser og handlinger. Bogen henvender sig til voksne, men også til modne folkeskoleelever med interesse for emnet. Spændende læsning, der samtidig giver et godt billede af krigens sidste år i sabotagemiljøet