Martin Jensens første roman er en en voldsom beretning fra den dramatiske periode i sidste halvdel af 1100 årene hvor tre konger Svend, Knud og Valdemar kæmpede om at samle landet under den samme krone. Det er en jegfortælling lagt i munden på den jyske stormand Henrik Arvidssøn, men den egentlige hovedperson er den historiske prins Buris, der af eftertiden er blevet knyttet sammen med Valdemar den Stores søster Kirsten. Med romanen fylder Jensen hullerne ud mellem de få spredte brokker af reel viden, vi har om perioden. Ikke kun enkeltbegivenheder, men også et solidt kendskab til byggeskik, landbrugsdrift m.m. giver en troværdig kulisse, og det er kun i persontegningen, det ikke helt lykkes at skabe en fornemmelse af middelalder. Tidens hotteste politiske spørgsmål: valgkongedømme kontra arvekongedømme, har en central placering. Ikke kun som element i en national debat, men også i forhold til spørgsmålet om Jyllands selvstændighed (på titelbladet er titlens miderste ord da også skrevet med helt små bogstaver!) Ikke uden patos hører vi om venskab og svig, troskab og forræderi og ikke mindst om kongers uendelige magtsyge. Historien er medrivende og spændende - lidt gammeldags. Men den jyske vinkel er "ny"