Interview: Palle Schmidt

Hvordan opstod idéen til at skrive serien om Hauge?

Det var oprindeligt ikke ment som en serie. Min debut som krimiforfatter var en ambitiøs roman med fem hovedpersoner og da jeg gik i gang med at skrive en ny bog, var det en kæmpe lettelse kun at have en!

"De efterladte" er jo nærmest en western, der foregår på den jyske vestkyst, hvor en fremmed kommer til byen og rager uklar med nærmest alle i jagten på sandheden. Jeg havde en fest med at skrive Hauge, der jo virkelig kan være et fantastisk røvhul og ikke er bange for konflikter. De fleste normale mennesker ville jo løbe, hvis der kom et tæskehold imod dem, men Hauge går dem i møde og siger kækt: "Er det bare jer tre?" Det er jo en gave for en forfatter, der bruger rigtig mange kræfter og krumspring på at placere sine hovedpersoner i dramatiske situationer!

Mens jeg skrev "De efterladte" fik jeg pludselig den tanke, at Hauge jo ofte er i spjældet, så hvis jeg nogensinde skulle skrive en to'er, skulle den udelukkende foregå i fængslet. Og ret hurtigt fik jeg så en idé til en tre'er, hvor Hauge var bartender. Den blev så en fem'er, men det er en anden historie...

Hauge er ikke en typisk hovedperson i en krimi med sin kriminelle baggrund og voldelige adfærd. Undervejs i serien udvikler han sig dog og er langt fra den samme i bind et som i bind fem. Hvorfor? Og hvordan har den proces været at skrive?

Nu skriver jeg jo i første person, altså en jeg-fortæller. Det var en udfordring især i den første, fordi Hauge jo ikke er bevidst om mange af sine egne følelser og handlemønstre - men det skulle helst være til at forstå for læseren. I "De efterladte" bliver der låst op for noget i Hauge, både gennem sagen, hvor han opdager et vist talent for at regne ting ud, og gennem hans møde med Kirstine. Bøgerne kan læses selvstændigt, men Hauge er ikke en statisk karakter. Han bliver påvirket af de ting han bliver udsat for, bliver klogere på sig selv og de dæmoner, han slæber rundt på.

Hvis man kigger nøje efter, vil man opdage at sproget faktisk også udvikler sig gennem serien, fra et sparsomt og enkelt sprog til et mere floromvundent og reflekterende sprog i de senere. Med en jeg-fortæller, er forfatteren jo nødt til at holde sig til hovedpersonens perspektiv og ikke bruge ord eller referencer, som han ikke ville kende!

Du har nævnt, at det oprindeligt skulle være en trilogi, men det udviklede sig til femlinger i stedet. Hvorfor?

At have en detektiv, med et ben indenfor i den kriminelle verden, er en gave, der bliver ved med at give. Der er så mange historier og karakterer at udforske og en fundamental spænding i spørgsmålet: Hvor langt vil Hauge gå? Så efter "Ulv blandt ulve" følte jeg, at der var mere at fortælle om det miljø og "Blod ved daggry" skrev næsten sig selv. "EXIT" viste sig at være noget sværere, både med hensyn til research om rockermiljøet, men det var også en længere rejse for Hauge - både mentalt og fysisk. Plottet voksede hele tiden og der kom flere og flere karakterer og bankede på. Jeg har længe tiden vidst, hvor jeg ville ende historien for Hauge, men vejen blev lidt længere end oprindeligt tænkt. Han skulle på en måde længere ind i mørket, for at at komme helet ud på den anden side.

Undervejs har du researchet en masse. I ”Ulv blandt ulve” var du fx i kontakt med tidligere indsatte, og her i ”Sidste omgang” talte du blandt andet med en skuespillerinde. Hvor meget betyder det i forhold til at skabe karaktererne?

For mig betyder det nok mindre i selve skabelsen, de fleste af mine karakterer dukker ligesom op af sig selv. Det samme gælder for en stor del plottet. Men jeg vil jo gerne lave den bedste og mest troværdige historie, så undervejs i skriveprocessen, er det mig bydende nødvendigt at be- eller afkræfte min mavefornemmelse. Og når jeg får detaljer og historier forærende fra første hånd, kommer der tit en ny gennemskrivning.

At læse Hauge-serien har været som at se en god tv-serie. Tror du det har været en fordel for dig at have kendskab til at lave tegneserier, mens du skrev?

Tak for de pæne ord. Nu nævner du selv tv-serier, og jeg er nok mere formet af film og tv end af tegneserier. Jeg tænker meget visuelt, men er ikke til de lange, maleriske beskrivelser. Måske er det fordi jeg er vant til at kunne tegne mig ud af det, at jeg ofte kæmper med den del, ha ha.

Hvad har været det sjoveste, og hvad har været det sværeste ved at skrive Hauge-serien?

At skrive romaner, er jo lidt ligesom at bygge en gigantisk Storm P maskine, med lodder og trisser og snor og stearinlys. Hvis man rykker noget et sted, så påvirker det hele maskineriet! Så det er nok det sværeste; at holde styr på plottet og alle delene. Det sjoveste er helt klart at skrive dialog. Hvis jeg kan lave en rigtig god one-liner, en replik der lander som en syngende lussing, så er jeg meget, meget glad. På Krimimessen snakkede vi lidt om en scene i "Sidste omgang," hvor Hauge ønsker god bedring til en influencer, fordi han ikke ved hvad det er og tror, vedkommende har influenza. Eller da han siger om en af sine stamkunder: "Preben har ikke været ædru siden Danmark vandt EM i '92." Den slags små dumme vitser, som jeg selv finder på, bliver ved med at være sjove. I hvert fald for mig!

Til slut – til alle os der kommer til at savne Hauge, har du nogle forslag til andre krimier, vi kan kaste os over nu?

Hvis jeg skulle sende nogen til kilden, så vil jeg jo til enhver tid anbefale Raymond Chandler. Jeg har læst alt, indtil flere gange, det er den tone jeg er formet af. Her på det seneste er jeg desuden vendt tilbage til James Lee Burke, som især er stærk på sine poetiske og præcise beskrivelser. Det er mest amerikanere, jeg har læst og er fan af. Hvis jeg må anbefale noget andet end bøger, så er tv-serien Top Boy, som ligger på Netflix, noget af det bedste jeg har set om nutidigt gangstermiljø. Serien foregår i London slummen, med Jamaicanske immigranter som omdrejningspunkt og den er netop afsluttet. Det er stærk kost, men holder hele vejen.