Interview med Kim Leine - "I litteraturen kan man tale med de døde"

Af Thomas Behrmann, formidler

Vi har taget en snak med forfatter Kim Leine om bl.a. bibliotekets betydning, venskab med døde forfattere og om bøger som en sirenesang. Er du vokset op med at gå på biblioteket? Og/eller gør du det i dit voksenliv? 

- Biblioteket var et helle for mig som barn, et fredfyldt, spirituelt sted, hvor jeg mødtes med mine vennner, Tolstoj, Dumas, Lindgren osv. Biblioteket var min kirke, et sted hvor jeg ikke var bange. Jeg får stadig denne følelse af ro og velvilje, når jeg nærmer mig et bibliotek i en provinsby, enten det er i Norge eller Danmark. Der er et helt særligt lys i vinduerne i bibliotekerne, der kan
ses på lang afstand. Og der er en helt særlig lugt, når man træder indenfor, en skarp lugt af lim og cellulose, som jeg forbinder med gamle bøger. Nu besøger jeg mest bibliotekerne for at holde foredrag. Man kan sige, at tingene er vendt på hovedet, og at jeg er blevet en del af biblioteket, som andre søger hen til. Jeg har kort sagt fundet min plads i livet, klemt inde mellem kolleger
og venner på en bogreol. 

Hvad er dit første minde fra dit lokale bibliotek?

- Jeg kommer fra en norsk bygd, Seljord, hvor der var et lille bibliotek, der var åbent nogle timer to dage om ugen. Bag skranken sad der en kvinde uden onde hensigter klar med sine stempler. Det var altid spændende at gå forbi hende og ind i rummet bagved, hvor bøgerne befandt sig. Her kunne alt ske, jordomrejser (Verne), krige (Tolstoj), fængselshistorier (Charriere), indisk road novel (Kipling), svensk landsbyidyl (Lindgren). Jeg tog en tilfældig bog, fik et blåt stempel med dato for tilbagelevering bag i bogen, gik hjem og læste dem. 

Bøgerne blev for mig det, jeg ikke havde i mit liv, fornuftige voksenrelationer. Dumas, Tolstoj, Kipling blev venner, og at de var døde for længe siden, betød ingenting, for i litteraturen kan man tale med de døde. Og jeg oplevede min første alvorlige forelskelse: Pippi Langstrømpe. 

Hvilken bog var din første store læseoplevelse?

- Hector Malots Frændeløs. Jeg må af en eller anden grund have fået en dansk udgave, for jeg kan tydeligt huske, at titlen var stavet med ”æ”. Det var den første rigtige bog, jeg læste fra ende til anden. Jeg må have været ti år. Derefter gik det slag i slag.
Bøgerne blev en sirenesang, der kaldte på mig, når jeg lavede noget andet. Når jeg var i skole, når jeg var sammen med naboungerne, når jeg var til møde i Rigssalen (Jehovas Vidner), lød sirenesangen: Den tid, du bruger på det her, kunne du bruge bedre ved at komme og læse mig. Og sådan har jeg det stadig. 

Hvilken bog har samlet set gjort størst indtryk på dig?

- Umuligt at svare på. For almindelige læsere, dvs. læsere der ikke er forfattere, er det måske nemt nok. Men en forfatter, i hvert fald denne, læser bøger kontinuerligt og nok med indstillingen: Gad vide, hvordan den her er skruet sammen? Jeg finder min læseglæde i en god komposition, overraskende sprogfigurer, en stærk stemme og sjældent eller aldrig i eksistentielt eller filosofisk
indhold. Er der en bog, der har ændret mig på en eller anden måde? Nej. Men samlet set har alle de bøger, jeg nogensinde har læst, formet mig til den, jeg er. Så overordnet kan man sige, at bøgernes komplette masse har haft en vigtig eksistentiel betydning for mig. 

Er der en bestemt bog, person eller begivenhed, der har været medvirkende til, at du ville være forfatter?

- Det har vel været de bøger, jeg læste som ung, dem jeg har nævnt ovenfor. Greven af Monte Christo (Dumas) og Krig og Fred (Tolstoj), Kim (Kipling) og andre. Men det var snarere verdslige (dvs. ikke-litterære) begivenheder, der fik mig til at tænke på at være forfatter. Jeg arbejdede med en murer, da jeg var teenager. Hårdt og sundhedsskadeligt arbejde. Mester, der var ældste i vores menighed, var altid tavs og sammenbidt. Jeg kunne mærke, det altid kogte af indestængt vrede i ham. En dag forårsagede jeg, at han faldt på røven ned i en trillebør med cement, som jeg havde stillet bag ham. Han sprang op - og murede videre,
uden et ord. Jeg var bange for ham, og det var en af de lange dage, hvor vi murede en eller anden grundmur eller garage, at jeg tænkte: Jeg vil være forfatter. Jeg vil være min egen chef. 

Hvornår følte du dig som forfatter?

- Måske har jeg altid følt mig som forfatter. I hvert fald vidste jeg meget tidligt, at jeg ikke var en almindelig læser, for når andre talte om bøger, de havde læst, syntes jeg, det lød banalt og pinligt, og at de fokuserede på nogle ting, som jeg var ligeglad med. Da jeg begyndte at skrive, gjorde jeg det skjult. Jeg fortalte ikke nogen, at jeg ville være forfatter. Jeg skammede mig over det. Men da jeg arbejdede som stationssygeplejerske i bygden Kulusuk i Grønland, sad jeg nogle timer hver dag på sygeplejestationen og skrev målrettet. Det blev til tre bøger. Og jeg vidste, at de ikke duede. Senere, efter at jeg røg til bunds i misbrug og kom ud af det i live, skrev jeg det, der blev til min debutroman, Kalak. Jeg mærkede, at nu fungerede det. Men jeg følte ikke,
jeg kunne kalde mig forfatter. Først efter at jeg havde udgivet min fjerde roman, Profeterne i Evighedsfjorden, der er helt løsrevet fra min egen historie, begyndte jeg at præsentere mig med ordene: Jeg er forfatter. 

Du har været på Krimimessen flere gange. Hvad har messen betydet for dig og dit forfatterskab?

- Krimimessens gæster er et særligt folkefærd. De er meget dedikerede, ofte nørdede, og de sidder og lytter til, hvad man siger, med stive ører og en notatblok. Efter min mening burde alle forfattere skrive mindst én krimi eller spændingsroman, for genren kræver et godt håndværk og en sproglig effektivitet, der kunne gavne mangen en ”seriøs” bog. Jeg bruger ellers ikke udtrykkene
”seriøs” og ”underholdning” for at skelne mellem krimier og anden litteratur, da jeg synes at al litteratur bør være begge dele, seriøs og underholdende. I stedet skelner jeg mellem langsom og hurtig litteratur. Mine historiske Grønlands-romaner er udpræget langsom litteratur, mens mine Karoline-bøger er hurtige. 

Hvilken bog vil du anbefale andre at læse? 

- Regel nummer ét: Læs klassikere, f.eks. Stormfulde højder, Middlemarch, Krig og fred. Klassikerne besidder nogle kernekvaliteter i litteraturen, der gør dem udødelige. Og så får de pulsen ned midt i nutidens jagen og masen. Regel nummer to: Læs af lyst.  Hvis en bog ikke vil dig, så læg den væk, for altid eller til senere. Lystlæsning er vigtig. Pligtlæsning duer ikke. Regel nummer tre: Glem regel nummer to. Læs noget, du ikke har lyst til at læse. Læs noget, du er bange for. Udfordr din egen smag.

Glæd dig til Krimimessen 2025

Glæd dig til årets krimibegivenhed, hvor du kan opleve dine favoritforfattere både på scenen og i messeområdet til salg og signering - og til en række spændende programpunkter, der går bag virkelighedens og fiktionens kriminalsager...