Hjertet er en ensom vandrer af Carson McCullers
Fremragende sydstatsklassiker, - Ninas allerbedste sommer læseoplevelse
Af Jette Holst
Denne sommers mest intense og fremragende læseoplevelse har for mig været sydstatsklassikeren ”Hjertet er en ensom vandrer” af Carson McCullers. Romanen udkom i 1940, da forfatteren var bare 23 år.
I en mellemstor varm, støvet by i Georgia bor Mick, en hvid 12-årig gæv musikalsk drengepige. Hendes forældre er fattige og driver et pensionat hvor den døvstumme John Singer har lejet et værelse. John Singer lever med den store sorg at hans allerbedste ven, den tykke småtbegavede ligeledes døvstumme græker ved navn Antonapoulos er blevet indlagt på en sindssygeanstalt.
Biff ejer den lokale bar, The New York Café, og han har sit hyr med at få betaling fra en nytilkommen kunde ved navn Jake Blount. Og så er der den idealistiske sorte læge Copeland, hvis datter arbejder i pensionatet. Gennem disse meget forskellige utilpassede personer tegner forfatteren et billede af en sydstatsby i 30’erne.
Fælles for personerne er en ensomheden og kampen for forståelse og anerkendelse. Mick drømmer om at få en musikalsk karriere. Hun lytter til al den klassiske musik, hun kan snige sig til at høre fra naboernes åbne vinduer. Hun komponerer musik i fantasien, men har aldrig haft mulighed for at røre et rigtigt instrument. Jake er stærkt alkoholiseret, men drømmer om at udbrede marxistisk lære til alle arbejdere, og døvstumme John Singer, som kan mundaflæse, ”lægger øre” til alle deres drømme og fortællinger. Det eneste John Singer selv er interesseret i, er at være sammen med Antonapoulos. Et ensidigt kærlighedsforhold, som også gør John Singer til en ensom vandrer.
Det er en på en gang stillestående og dramatisk roman. Racismen i sydstaterne ligger som et fasttømret tæppe under alle personernes handlinger og holdninger, og bla. derfor er romanen stadig aktuel. Carson McCullers forfatterskab kan omtales i lige linje med Cormac McCarthy, Flannery O’Connor, Tennessee Williams, Truman Capote og William Faulkner.
Forfatteren døde alt for ung af en hjerneblødning i en alder af kun 50 år. Hun var et musikalsk vidunderbarn, men fik i en alder af 15 år gigtfeber, en sygdom som ødelagde hendes helbred og umuliggjorde en musikalsk karriere.
Bogen kan lånes på eReolen både ebog og lydbog. Jeg lyttede til romanen, som er indlæst efter Lindhardt og Ringhofs 4. udgave af Anne Kjær. En rigtig fin indlæsning
Anmeldt af Nina Wegner