Bogtyven af Markus Zusak
”Når døden fortæller, skal man virkelig lytte”. Ligene hober sig op i koncentrationslejrene, og fortælleren, som er Døden selv, bærer sjælene væk.
Af Jette Holst
Anmeldt af Nina Wegner
Liesel er kun 9 år da hun mister sin lillebror. Liesel er sammen med sin mor og lillebror på togrejse gennem Tyskland i begyndelsen af 2. verdenskrig. Moderen er tvunget af omstændighederne – Liesels far var kommunist - nødt til at overlade sine børn til en plejefamilie. På rejsen dør lillebroderen og de begraver ham undervejs. Ved begravelsen gør Liesel sig til bogtyv for første gang, da hun stjæler bogen ”Håndbog for kirkegårdsgravere”.
Nu kunne man jo godt tro, at historien ville udvikle sig som en slags hjerteskærende Dickens-fortælling, hvor de onde plejeforældre mishandler og udnytter det stakkels plejebarn. Men nej, nej. Selv om Liesels plejemor Rosa er meget grov i munden og skælder meget ud, så har pigen fået et kærligt par plejeforældre. Liesels plejefar er det varmeste og mest omsorgsfulde menneske man kan tænke sig. Han sidder hver nat hos den traumatiserede pige når mareridtene tager over, og han lærer hende at læse med udgangspunkt i den bog hun stjal ved sin brors begravelse. Altså bogen ”Håndbog for kirkegårdsgravere”.
Romanen kan godt føles lidt langsom at få hul på, og med døden som fortæller får romanen en helt speciel komposition. Det er en stor roman på 566 sider, men den er trykt med stor, åben typografi. Romanen kan læses af både store børn, unge og voksne. Det er en rigtig familieroman, som nok er historisk realisme, men alligevel ren magi.
