10 fantastiske ungdomsbøger
I forbindelse med Horsens Biblioteks jubilæum blev jeg spurgt, om jeg ville lave en artikel om de 10 bedste ungdomsbøger fra de sidste 150 år. GISP!
Af Jonas Sandager Brammer Møller
Selvom jeg har læst og stadig læser en del ungdomsbøger, syntes jeg, det var en svær opgave. Dels fordi der selvfølgelig udkommer rigtig mange ungdomsbøger og dels fordi ungdomsbogen jo er forsøgt skrevet ind i unges sprog og liv og derfor er et spejl af den tid, den foregår i. Og det betyder, at den moderne ungdomsbog ret hurtigt bliver sprogligt umoderne og for at sige det på godt jysk, så kan den derfor blive rigtig træls at læse på trods af en god historie. Ikke desto mindre sagde jeg ja til at lave listen og så er der jo ingen vej udenom.
Bøgerne på denne liste er relativt nye, for først i kølvandet på ungdomskulturens opståen i 1950erne opstod ungdomsbogen, som vi kender den i dag. Og selvom der blev skrevet bøger for målgruppen tidligere var det i en langt mere moraliserende og opdragende tone. Dem har jeg valgt ikke at tage med her. Derudover har jeg valgt udelukkende at have fokus på de danske ungdomsbøger. Den danske ungdomsbog udmærker sig, efter min mening, ved at gribe fat i unges problemstillinger uden omsvøb, noget der gør dem ret unikke sammenlignet med andre landes ungdomsbøger. Her er plads til både sorte og lyse tanker, kærlighed -også sex- og tvivl og søgen i forhold til ens egen selvudvikling og identitet.
Så her er min liste over de 10 bedste danske ungdomsbøger. Måske er du er helt uenig og det er jo fuldstændig, som det skal være, for vi er forskellige, du og jeg og lægger vægt på noget helt forskelligt og læser derfor også bøger helt forskelligt.
1: Katamaranen af Bent Haller (1976)
Thomas og Peter beslutter sig for at flygte til Sverige i en gammel katamaran, som protest mod de voksnes verden. Jeg var meget i tvivl om Katamaranen skulle med på denne liste, da jeg ikke selv var meget begejstret for den, da jeg læste den for nogle år siden. Når jeg alligevel har taget den med, er det pga. den debat, der fulgte i kølvandet på udgivelsen -fordi den var så samfundskritisk, som den var. Og det er da fantastisk, at en ungdomsbog kan skabe så meget røre. Man snakkede rigtigt meget om, at man skulle kunne ane lys for enden af tunnellen -et håb- ellers var den netop ikke for børn og unge. Min forgænger på Skanderborg Bibliotek gav mig nogle udklip fra debatten i den lokale avis, en debat som hun selv deltog flittigt i… mod Katamaranen. Tiden var en anden og det var nyt med den type litteratur, fortalte hun mig smilende for ca. 15 år siden, da vi snakkede om den.
2: Zappa af Bjarne Reuter (1977)
Historien om Bjørn, Mulle og Uffe -alle drenge fra arbejderhjem i Brønshøj i 60erne- og deres bekendtskab med velhaverdrengen Sten. Bogen leverer et stykke tidstypisk historie om klasseskel og ungdom i 60ernes Danmark. Sproget er noget anderledes og man skal lige holde tungen lige i munden, når man læser den. Bogen er del af Månen over Bella Bio. Zappa er filmatiseret.
3: Kærlighed ved første hik af Dennis Jürgensen (1981)
Humoristisk fortælling om den 17årige Viktor, der falder pladask for en pige i skolen. Sproget er ret tidstypisk for 80erne, til den lidt dårlige side synes jeg, men historien er fantastisk sjov og har helt sikkert været inspiration til mange andre ungdomsbøger i den muntre ende. Lydbogsversionen er indtalt af skuespiller Per Pallesen og det virker også ret godt, så den er absolut også værd at lytte til. Kærlighed ved første hik er filmatiseret.
4: Liv og Alexander af Tine Bryld (1982 ff)
Trilogi om pigen Liv, der tager til København og forelsker sig stormende i storbydrengen og BZeren Alexander. Jeg var faktisk i tvivl om historien var til at læse her mange år efter, men jeg har snakket med flere unge piger, der fortæller, at det er en af de bedste serier, de har læst. Tine Bryld var socialrådgiver og vært på radioungdomsprogrammet Tværs og en stor del af historien om Liv er baseret på hendes snakke med unge i dette program.
5: Martin og Victoria af Klaus Lynggaard (1985)
Om Martins store forelskelse i overklassepigen Victoria i starten af 70erne. Han bliver drillet og hånet for sin forelskelse, men Martin ruller alle tricks ud for at få fat i den vidunderlige Victoria. Et tidsbillede med masser af rockmusik, fester, hash og knallerter, men allermest en stor historie om forelskelse og kærlighed.
6: Intet af Janne Teller (2000)
Pierre Anton går ud af skolen, for som han siger: ”Der er intet der betyder noget […]. Det har jeg vidst i lang tid. Så det er ikke værd at gøre noget. Det har jeg lige fundet ud af.” Pierre Anton flytter op i et blommetræ, hvorfra han proklamerer det samme igen igen. Det skaber angst og utryghed blandt klassens øvrige elever og deres forsøg på at overbevise ham om, at der er noget der betyder noget og at få ham ned, er på mange måder en meget mærkelig og til tider uhyggelig rejse.
7: Stjerneskælv af Anders Johansen (2008)
”Jeg er Liv, men jeg kunne lige så godt være død.” Livs søster dør i en ulykke. Følelsen af skyld er medvirkende til, at Liv forsøger at tage stadig mere kontrol over sit eget liv og ender i alvorlig spiseforstyrrelse og overtræning. Det er en barsk og rørende historie, som går lige i hjertet på en. Sproget er nærværende og skærer sig ind i en, mens man læser.
8: Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved (2013)
To unge mennesker hopper ud fra Limfjordsbroen. Hvorfor? De to forfattere har skrevet Dig og mig ved daggry, fordi de undrede sig over, hvad der kunne få to unge mennesker til at begå selvmord på denne måde. Det er en stærk og sørgelig historie om kærlighed og hvad der kan ske, når man tager nogle uheldige valg i livet og krydrer det med misforståelser og svigt. Gyldendal lavede en booktrailer til bogen og den er ganske rammende for stemningen.
9: Pragtfuldt Pragtfuldt af Kim Fupz Aakeson(2015)
Kim Fupz Aakeson skriver til alle målgrupper og over mange forskellige genrer og emner. Pragtfuld pragtfuldt handler om Morten, der bor sammen med sin far og Polak, farens polske medhjælper i værkstedet. Moren er død af druk og vi følger Mortens liv og tanker med to alkoholiserede forældre. En på én gang både pragtfuld og grum bog skrevet i et let tilgængeligt sprog.
10: North Dakota: dér starter vi forfra af Nikolaj Jesper Christiansen (2016)
Historien handler om Jonas, der flytter til Taastrup sammen med sin mor og papfar for at starte på en frisk efter en voldsdom. Jonas kæmper med tabet af sin far og får afløb for sine følelser ved at slås. Og han er god til at slås. Han er så god, at han begynder at tjene penge på det. Men fortiden og følelserne trænger sig på og slåskampe er heller ikke forenelige med det at have en kæreste. North Dakota er en stærk bog, hvor man nærmest kan mærke både den smerte Jonas forsøger at tøjle og ikke mindst fornemmelsen af slag og blod.