5 ting, du ikke vidste om Karen Blixen

Det er snart tid til Blixenprisen igen - i den anledning har jeg kigget nærmere på Karen Christentze Dinesen. Der findes et hav af biografier om hende, og jeg har fundet fem historier, du måske ikke kendte (og de bøger, der fortæller dem).

1. Hun havde mange navne, og et af dem var Blomst

De fleste mennesker kan vel lide en smuk blomst - men Blixens forhold til de levende dekorationer var så stærkt, at der faktisk er skrevet flere bøger om det. En af dem er "Blomstersprog" af Kurt Rodahl Hoppe. Den indeholder smukke billeder af buketter af årstidens blomster fra Blixen have, krydret med citater fra hendes værker og beriget med tekster af bl.a. Naja Marie Aidt.
Marianne Wirenfeldt Asmussen, der er tidligere direktør for Karen Blixen Museet, fortæller i bogen om forfatterens specielle forhold til blomsterdekoration. Det er hende, der gengiver udtalelser fra et fransk interview fra 1961: Karen Blixen kunne ikke leve uden blomster - og det var så tydeligt, at de indfødte i Afrika gav hende et tilnavn, der oversat betød lige præcis det: Blomst.

"Hendes blomstersprog, kunne man kalde det, er et naturens sprog, der væver sig ind og ud af forfatterskabet og af den natur, der var udenfor vinduerne."

2. Svenskerne elskede hende

Meget kan man sige om arvefjenden Sverige, men de har smag for litteratur. Eller havde i al fald i Blixens levetid, for allerede fra første færd blev hun godt modtaget i broderlandet. Og i al fald på individplan var det gengældt, eftersom hun giftede sig med en svensker.

Faktisk var svenskerne så vilde med hende, at "Seven Gothic Tales" udkom på svensk, et år før danskerne fik en oversættelse. Dog havde forholdet en grænse: for selv om hun blev indstillet til den flere gange, modtog Blixen aldrig Nobelprisen.

Ikke desto mindre havde hun så mange og så stærke relationer til Sverige, at Grethe F. Rostbøll har skrevet en hel bog om emnet: "Karen Blixen og Sverige". Det er en bog for folk, der er ramt af Blixen-bakterien - "For Blixen-fans er Rostbølls bog fyldt med små vigtige oplysninger om diverse realia, citater fra relevante anmeldelser samt forlags-og udgivelseshistorier," skrev Kristeligt Dagblad ved udgivelsen.

3. Hun hed også Peter Lawless

Apropos de mange navne. De fleste ved nok, at visse af Blixens bøger blev udgivet under pseudonym - og vil tillige nikke genkendende til navnene Isak Dinesen og Pierre Andrézel. Faktisk blev navnet Isak Dinesen brugt på de fleste af de første udenlandske udgivelser af hendes bøger, mens Pierre kun udsmykkede forsiden på en enkelt bog, nemlig "Gengældelsens veje".
Men de to navne var ikke hendes eneste pseudonymer. Hendes første, anvendt ved udgivelsen af tegninger i et satirisk ugeblad i 1907/8, var Peter Lawless, og senere brugte hun også Osceola (navnet på en indianerhøvding), Karen Blixen-Finecke og Tania Blixen (i Tyskland).

Den oplysninger - og en god del flere - kan du hente i "Blixikon: Karen Blixen fra A til Å", der er en alfabetisk opstillet guide til forfatteren og hendes forfatterskab.

4. Hun skrev ikke "En aften i kolera-året"

Det troede du måske heller ikke, at hun gjorde - men det var der grund til i samtiden. Romanen udkom i 1953, og forlaget lagde op til, at forfatteren Alexis Hareng var et pseudonym for den store forfatterinde - hun benægtede godt nok selv, men det havde hun også gjort, da hun blev adspurgt om Pierre Andrézels "Gengældelsens veje", så adskillige aviser anmeldte den med hende i tankerne som ophav.

Blixen blev så vred, at hun svor aldrig at udkomme på dansk igen - men blev dog talt fra det af Thorkild Bjørnvig. Senere blev det afsløret, at den rigtige forfatter var den unge Kelvin Lindemann, der endda havde været gæst på Rungstedlund.

Historien fortælles i en af de mest omfattende biografier om Blixen, Judith Thurmans "Karen Blixen - en fortællers liv"; og hun fortæller også, hvordan Blixen senere fejrede udgivelsen af "Sidste fortællinger" ved at smide Lindemanns værk i Tiberen.

5. Allerede som barn holdt hendes historier folk vågne

Det der med blyant eller pen måtte vente, til motorikken var på plads omkring de 8-9 år, men allerede inden da var hun begyndt på at skabe lyslevende personer og spændende dramaer. Hendes søster Elle var modtageren for disse historier, når de gik i seng - hvilket var spændende nok, men mistede lidt af sin glans, når der blev ved med at komme nye historier, og man egentlig gerne ville sove.
Den historie - og mange flere - fortæller Blixens storebror Thomas Dinesen i bogen, der har titel efter det kælenavn, faderen havde givet hende: "Tanne". Bogen er naturligvis baseret på Thomas Dinesens egne oplevelser, men trækker også på en stor mængde breve, som han var i besiddelse af.