Barselslæseklub

Barselslæseklubben er for dig, der har lyst til at dele dine læseoplevelser med andre mødre og fædre på barsel.

Vi læser eller lytter korte romaner
I denne læseklub fokuserer vi på samtalen om korte romaner eller noveller, som bibliotekets formidlere har udvalgt. Alle værkerne kan også lånes og lyttes via eReolen.dk. Der er plads og rum til, at I som mødre og fædre kan tale med andre voksne om litteratur, samtidig med at jeres babyer selvfølgelig er velkomne, og må fylde det, de nu gør.

Det praktiske
Læseklubben mødes tirsdage kl. 10 til 11 i mødelokalet Birken på 2. sal på Horsens Bibliotek. Foruden borde og stole er der lænestole og højstole i lokalet, samt puslefaciliteter, elkedel og mikroovn lige i nærheden. 

Det er gratis at deltage, du skal blot være registreret som låner på Horsens Kommunes Biblioteker.
Bøgerne til brug i læseklubben står klar på Horsens Bibliotek fire uger før mødet. Du skal blot henvende dig i informationen.  

Der er plads til 10 deltagere i læseklubben. Tilmeld dig ved at sende en mail til formidler Marie Hastrup Sørensen: mhaso@horsens.dk.

Jeg glæder mig til gode bogsnakke!  
Venlig hilsen
Marie Hastrup Sørensen, formidler på Horsens Bibliotek

I foråret 2022 læser vi

Tirsdag den 8. februar kl. 10 -11
”Min mor siger” af Stine Pilgaard.
Romanen er på 168 sider.  Lydbogen er indlæst af Helle Bøgeskov Mortensen og varer 2 timer og 54 minutter.

Tirsdag den 8. marts kl. 10-11
”Døgnkioskmennesket” af Sayaka Murata.
Romanen er på 150 sider. Lydbogen er indlæst af Anne Merete Storm-Olsen og varer 3 timer og 17 minutter.

Tirsdag den 12. april kl. 10-11
”Mus og mænd” af John Steinbeck. Romanen er på 123 sider.
Lydbogen er indlæst af Paul Becker og varer 3 timer og 11 minutter.

Tirsdag den 10. maj kl. 10-11
”Hvis det er” af Helle Helle.
Romanen er på 144 sider. Lydbogen er indlæst af Helle Helle og varer 3 timer og 18 minutter.