Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

Bog om og med tekster af den franske gejstlige François Timoléon de Choisy, der levede på solkongens tid. Choisy levede i dele af sit liv forklædt som kvinde og var dermed crossdresser i 1600-tallet. For voksne, intellektuelle læsere

Beskrivelse

Forfatteren Ditlev Tamm kaster sig i coronatiden ud i at oversætte Choisy på foranledning af en dekandent, fiktiv veninde kaldet P.F. Både Tamm og P.F. elsker at lege med køn, transvestitisme og crossdressing og er fascinerede af Choisys vilde historie, og ikke mindst af, at han var højt respekteret, til trods for at han klædte sig i dametøj. Bogen består af et forord skrevet af Tamm og en indledning skrevet af P.F. Derefter følger tekster skrevet af Choisy i Tamms oversættelse tilsat breve fra P.F. til Tamm, hvor hun fortolker teksten og skriver om sine egne private tanker om køn, mode, venskaber m.m. Bogen kredser meget om det dekandente og flamboyante, intellektuelle diskussioner og dyrt modetøj

Vurdering

Virkelig spændende udgivelse, hvor man skal stå på tæer som læser for at følge med. Ditlev Tamm er et meget belæst menneske, som er uhyre sprogkyndig, og det er fascinerende, som han får Choisy sat ind i en moderne kontekst. Choisys tekster er fængende, og læseren fanger til fulde, hvorfor Tamm ønsker at videregive viden om ham

Andre bøger om samme emne

Bogen er unik og svær at sammenligne med andet på dansk. Min kamp for at blive kvinde omhandler også mænds lyst til at agere som kvinde eller endda skifte køn