Filmvurdering

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om filmen

Berlin, 1933. Anna er en kvik pige på 9, der som jøde må flygte med sin familie. Det er ikke let at omstille sig til landflygtighed og lære nye sprog og skikke, og efterhånden forstår hun at Hitler er ved at forandre alt. Familiedrama med autentisk baggrund for voksne, unge og modne børn fra ca. 9 år

Beskrivelse

Anna er yngste barn i Berliner-familien, hvor far er teateranmelder og mor pianist. Storebror forstår mere af situationens alvor end Anna, da familien forbereder sin flugt. Annas svære valg er at vælge hvilket tøjdyr der skal med på rejsen - deraf filmens titel. Familien tager ophold i Prag, de schweiziske alper og i Frankrig, mens den politiske udvikling udspiller sig i baggrunden. Filmens hovedtema er tilværelsen som flygtning, især set med barneøjne

Vurdering

Flot og vellykket førkrigsdrama, der primært med antydninger illustrerer de tidlige år med jødeforfølgelse i Tyskland og de ændrede livsvilkår for flygtningene. Både børn og voksne spiller glimrende, ikke mindst Anna spilles med gnist og stort nærvær

Andre film om samme emne

Filmen bygger på erindringsromanen Da Hitler stjal den lyserøde kanin, der med filmen får nyt liv. En oplagt pendant med flot, nutidig billedkvalitet til Anne Franks dagbog=The diary of Anne Frank fra 1959, der også findes i en nyere version, tv-serien Anne Franks dagbog=The diary of Anne Frank. Se også instruktørens Oscar-vinder Fortabt i Afrika=Nirgendwo in Afrika