Filmvurdering

Forfatter: Christian Hundebøl Høj

Kort om filmen

En 15-årig romadreng ankommer alene til Danmark med en afrevet side fra en efterlyst og pædofilianklaget embedsmands pas. Og dét sender Carl Mørck og resten af Afdeling Q på sporet af en morderisk og korrupt sammenslutning, der svindler med ulandsbistand. For fans af gedigne, danske krimifilm og Afdeling Q

Beskrivelse

Vicekriminalkommissær Carl Mørck er tilbage ved Afdeling Q efter en traumatisk episode med en ung mand, der begik selvmord. Da en 15-årig dreng, Marco, findes i et tog i besiddelse af en afrevet side af et pas tilhørende William Stark, en efterlyst embedsmand, begynder Mørck og politiassistenten Assad at grave i sagen om Starks forsvinden, og begynder at optrævle en skandaløs konspiration

Vurdering

Om skiftet fra Zentropa til Nordisk Film i sidste ende vil vise sig at være det rigtige for Afdeling Q-serien, vil kun tiden vise, men foreløbigt er Ulrich Thomsen stærkt castet i rollen som mavesure Mørck, og rent visuelt er "Marco effekten" flot sat sammen med kølige og mørke farver. Men manuskriptet er meget tørt og replikkerne ofte så unødvendigt teatralske og klichéfyldte, at det tynger filmen ned, hvilket hverken skuespillere eller flotte billeder kan gøre meget for at redde

Andre film om samme emne

"Marco effekten" er markant mørkere i tone og billeder end de foregående filmatiseringer som Kvinden i buret, Fasandræberne, Flaskepost fra P og Journal 64. Instruktøren Martin Zandvliet er bl.a. kendt for det barske drama Under sandet