Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Langkilde

Kort om bogen

Historien om Danmarks første heavyband med international succes, Pretty Maids, fortalt af Ronnie Atkins og Ken Hammer, der har været bandets bærende medlemmer gennem 40 år. For voksne og unge læsere af musikbiografier

Beskrivelse

Knud fra Vejle og Kenneth fra Horsens mødtes som store teenagere og dannede heavybandet Pretty Maids, der var blandt de første danske bands, der opnåede international opmærksomhed. Som Ronnie Atkins og Ken Hammer har de gennem 40 år været en del af den europæiske heavyscene, og de fortæller bandets historie uden filter. Om stoffer, alkohol og groupies, og oplevelser som supportnavn for genrens største navne. Men også om gruppens vedvarende kamp for overlevelse, og deres nuværende situation, hvor Atkins kæmper mod alvorlig kræftsygdom. Indeholder desuden en lang række fotos fra bandets karriere

Vurdering

Veldisponeret og underholdende musikbiografi. Atkins og Hammer fortæller om deres livsværk med lige dele glæde og fortrydelse. Især beskrivelserne af bandets nedture og dårlige forretningsbeslutninger hæver sig over den gængse selvforherligende musikbiografi. Det resulterer i en nærværende fortælling om drømmen om succes, og kampen for at opnå den. Bogens afsluttende kapitel forholder sig nøgternt og pragmatisk til Atkins kræftsygdom, og bandets usikre fremtid

Andre bøger om samme emne

Filmen The story of Anvil fortæller ligeledes historien om et band, der var tæt på et internationalt gennembrud, men som af forskellige grunde aldrig opnåede det