Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

Spændende og uhyre velskrevet krimi, fyldt med humor og et underfundigt persongalleri. Ikke kun for krimifans, men for alle der sætter pris på en velskrevet og ofte humoristisk læseoplevelse

Beskrivelse

Jenny Lund Madsen (f. 1983) har i årrække arbejdet som manuskriptforfatter på serier som bl.a. "Rita" og "Bedrag" og har desuden skrevet manuskriptet til teaterstykket "Audition" fra 2019. I hendes debutroman stifter vi bekendtskab med den snobbede, skriveblokerede og lettere alkoholiske forfatter Hannah, som får sin sag for, da hun udfordres til at skrive en krimi på 30 dage. Hun rejser til en lille by på Island for at få inspiration, og den får hun til fulde, da man finder et lig på stranden. Hun begynder sin egen opklaring af mysteriet, sideløbende med at hun bruger sagen som drivkraft i sin bog. Det skal dog vise sig at der er mange hemmeligheder begravet i den islandske sne, og sagen tvinger Hannah til at tage sit liv op til revision

Vurdering

Velkomponeret blanding af udviklingshistorie, drama, krimi og især humor. Som læser griner man ofte højt, når den bramfri Hannah ytrer sig om alt fra populære forfattere til børneopdragelse. Bogen er fyldt med sjove optrin og iagttagelser, og er en fornøjelse at læse. Forfatterens baggrund som manuskriptforfatter fornægter sig i øvrigt ikke, og man kunne sagtens forestille sig historien omsat til tv

Andre bøger om samme emne

Et underfundigt miks af Dorthe Nors og Stine Pilgaards kvindelige protagonister, tilsat lidt krimi a la Anne Mette Hancock