Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

At Magda er et både fornøjeligt og sødt bekendtskab har mange børn og voksne allerede opdaget. Her er stof til fine samtaler om hverdagens små dramaer i de moderne familier. For 4-7-årige børn og deres voksne oplæsere

Beskrivelse

I denne fjerde bog om det mageløse delebarn Magda er Magda og far i gang med at pakke til ugen hos mor. Far skal huske Magdas cykelhjem, flere strømper og en fin kjole til Mormors fødselsdag, det har mor sagt - men kan Magda mon overbevise ham om at badedyrene og den gode spegepølse også skal med? Og hvad med gulvtæppet, der er så blødt under tæerne; kan det ikke også komme med hjem til Mor, når nu Magda skal? Magda må undersøge, hvor fars grænse går

Vurdering

Endnu en skøn billedbog om den charmerende Magda, der rigtigt forstår at snøre mor og far. Både børn og voksne får noget at grine af, og bogen sætter fokus på nogen af de finurlige situationer og spørgsmål, der opstår, når et barn har to hjem. Sira Stampes skønne og farverige illustrationer af den moderne familie går godt i tråd med bogens handling

Andre bøger om samme emne

Der er skrevet en del billedbøger med fokus på skilsmisse- og delebørns hverdag, blandt andet Jeg bor i to huse og Mila har to senge. Magdas narrestreger kan du læse mere om i Hjemme hos mor får jeg altid sushi, Magda vil selv bestemme og Far spørger, om du vil tage flødeboller med