Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen er en usædvanlig historie om overlevelse, venskab og kærlighed, og henvender sig som sådan bredt, men den vil nok gøre sig bedst hos det kvindelige publikum

Beskrivelse

Lærerinden Anna er 30 år og står overfor en vigtig beslutning i sit liv. For at give sig selv en pause og tid til at tænke det hele igennem, tager hun jobbet som sommerlærer for den 16-årige TJ. TJ har lige været igennem en livstruende kræftsygdom og skal tilbringe sommeren på Maldiverne sammen med sin familie. Undervejs styrter deres fly ned med Anna og TJ som de eneste overlevende. De redder sig i land på en øde ø, og nu starter en kamp for overlevelse, indtil redningen kommer. Men der kommer ingen, og langsomt lærer de to at leve på øen, men TJ's kræftsygdoms tilbagevenden truer. Bogen er en usædvanlig fortælling om to menneskers kamp for overlevelse igennem flere år, og om kampen for at komme videre med livet, da redningen endelig kommer. Forfatteren udgav i første omgang bogen selv med stor succes, og bogen følges nu op af en kortroman, der udkommer på engelsk senere på året

Sammenligning

Det er oplagt at sammenligne med klassikeren Robinson Crusoe af Daniel Defoe. En anden usædvanlig bog om venskab og kærlighed er Mig før dig, 2012 af Jojo Moyes

Samlet konklusion

En usædvanlig og medrivende fortælling, som også fortæller historien, om hvad der sker efter, at redningen er kommet, og kampen tilbage til livet begynder. Kan varmt anbefales