Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Kort om bogen

Engang var det mørkt, og der var ingenting. Så blev universet og Jorden skabt. Få her historien om Jordens opståen og om, hvordan der kom dyr og mennesker. Billedbog fyldt med farverige billeder. Fra 4 år

Beskrivelse

Billedbog med farvede illustrationer på sort baggrund. Illustrationerne er ledsaget af hvid tekst, der fortæller den kronologiske historie om universets og Jordens tilblivelse. Historien begynder der, hvor der ud af ingenting opstod en stor eksplosion. Jorden blev dannet, og langsomt begyndte der at komme liv. Fiskene opstod, og nogle fik ben og krøb op på Jorden. Dinosaurerne opstod og forsvandt igen. Aberne blev til mennesker, og menneskene blev ved med at lære nye ting. Til sidst opstod den verden, vi kender i dag, hvor mennesket nu kan flyve til Månen

Vurdering

Flot illustreret billedbog, der fortæller om universets, Jordens og livets opståen ud fra et evolutionært synspunkt. Flotte tegninger, der i kronologisk rækkefølge fører børnene igennem Jordens historie, helt fra ingenting til vores moderne verden. Børn er nysgerrige på livets store spørgsmål, og denne giver udmærkede svar, samtidig med den er underholdende og flot illustreret

Andre bøger om samme emne

Der findes flere børnebøger om Jordens og livets opståen. Denne bogs force er, den kan formidles helt ned til børn i børnehavealderen. Kan sammenlignes med Historien om livet på Jorden fra 1999 og Sådan begyndte det fra 2004