Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Bråe Olesen

Kort om bogen

Billedbog om kroppens funktioner og kropsbevidsthed for børn på 3-6 år. Til begrebsdannelse og dialog med børn om deres egen krop

Beskrivelse

Bogens udgangspunkt er at alle mennesker har en krop, og at alle kroppe er forskellige. Der er store og små, tykke og tynde kroppe. Der er gamle og unge kroppe. Teksten med stor sats fortæller om billederne og stiller spørgsmål, som "Hvor på kroppen kan der vokse hår?". Blandt temaerne er: puberteten, og forskellene på drengenes og pigernes kroppe samt noget om kroppens lyde, fx prutter og lugte fra fx sved. Man bestemmer selv over sin krop fortæller bogen, og spørger: hvor er det fx i orden at røre hinanden? Der fortælles også om syge og trætte kroppe og hvordan man beskytter sin krop, fx med cykelhjelm. Der fortælles også om kropssprog: "Man kan se hvordan andre mennesker har det, når man ser deres ansigt og krop..."

Vurdering

Bogen dækker fint rigtig mange aspekter af emnet. I nogle situationer fungerer bogen bedst i udvalgte bidder, men den kan også bruges i sin helhed og give et vist overblik til dialog om emnet. Illustrationerne er enkle og tydeligt tegnede, og teksten er ligefrem og kortfattet

Andre bøger om samme emne

Der er mange billedbøger om kroppen, som fx Din fantastiske krop, som har samme indgangsvinkel og Dig & mig - vores krop, som er en løft og kig bog med flapper