Lektørudtalelse

Forfatter: Søren Brunbech

Anvendelse/målgruppe/niveau

Den omfattende biografi over en af musikhistoriens største komponister henvender sig til publikummet for klassisk musik

Beskrivelse

Lewis Lockwood er professor emeritus i musik fra Harvard University. En vigtig kilde til dokumentationen af Beethovens liv og virke har været de skitsebøger over hans musikalske idéer, han førte livet igennem og passede omhyggeligt på. Som person var Beethoven præget af misantropi og stædighed, til dels forklaret med hans tiltagende døvhed, og hans forhold til kvinder var elendigt. På trods af modgangen forfulgte Beethoven med overmenneskelig energi sin kunstneriske bane og skabte den udødelige musik, som han selv må have anset som essensen i sit liv. I den kronologiske fremstilling er der udførlige gennemgange af mange af hans værker. Enkelte er ledsaget af nodeeksempler, men generelt kan de læses uden særligt kendskab til noder og terminologi. Bagest omfattende noter og henvisninger til engelsk- og tysksproget litteratur, tidstavle, værkfortegnelse og navneregister

Sammenligning

Bogen, der udkom på engelsk i 2003, udfylder et hul i den danske musiklitteratur, for så vidt man skal helt tilbage til Joseph Schmidt-Görg og Hans Schmidt Ludwig van Beethoven, 1970 for at finde en større dansksproget Beethoven-biografi

Samlet konklusion

Det er et standardværk om komponisten Ludwig van Beethovens liv og virke, der her er blevet oversat til dansk. Bogen viser, hvordan han parallelt med sit brydsomme liv, præget af den tiltagende døvhed, udvikler sig kunstnerisk og skaber sin uforglemmelige musik