Filmvurdering

Forfatter: Frans Rasmussen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Holocaust er en tv-miniserie i 5 store afsnit og den første amerikanske film, der realistisk skildrer jødeforfølgelsen under 2. verdenskrig

Beskrivelse

Den polske emigrant Dr. Josef Weiss praktiserer og bor i 1935 i Berlin med sin kone Berta, hendes forældre og deres tre børn. En efter en mærker familiemedlemmerne de barske følger af antisemitismen. I disse tragiske skæbner indflettes historien om den ellers godhjertede Eric Dorf, der i sin kamp for familien og karrieren som advokat støtter nazipartiet og forvandles til kynisk massemorder

Sammenligning

Den 7 timer lange serie fik kæmpesucces ved sin fremkomst og er i dag en ligeså rystende film som man husker den. Siden er holocaust tematiseret i adskillige film, bl.a. i Spielbergs Schindler's list, 1993. Serien er på mange måder sammenlignelig med Rødder, der samlede en hel verdens tv-seere året før. Begge serier har et politisk budskab, familiesager, stort sat op og besat med samtidige og kommende store stjerner. Bl.a. blev Holocaust et gennembrud for Meryl Streep i rollen som Weiss' ældste søn Karls ariske hustru Inga

Samlet konklusion

Man kan næppe bruge ordet "god" i betydningen underholdende om en film, der med sin skildring af et så ufatteligt historisk forløb fuld af menneskeforagt mere kan betegnes som nødvendig. Den er grundig i skildringen af familiens skæbne. I billederne skånes man heldigvis for de mest rystende detaljer ved, at de kun antydes gennem en iagttagers øjne. En fremragende serie, man helst havde været fri for, at det er nødvendigt at se