Linda og Valentin vil altid være blandt mine yndlingstegneseriehelte, også selvom de skuffer mig lidt denne gang. Det positive først. Albummet er som sædvanlig flot tegnet, og det er en fornøjelse at følge agenternes færd ud i universets afkroge. Med humor og ironi spiddes bl.a. politikere, uddannelsessystemet og medierne, især tv-serier. Problemet er, at der ikke rigtig er en selvstændig historie her. Albummet føles som en (for lang) afslutning af Ultralummets gidsler (1997). I det ellers udmærkede album, som var en hyldest til Hergé og en parallel til Tintin-albummet Det sorte guld (senest 1995), fik Linda og Valentin en lille fræk og irriterende kalif-søn på slæb. Ham slæber de stadig rundt på, mens de forsøger at finde en egnet skole til ham, skarpt forfulgt af en bande lejemordere og dusørjægere. Det er dog ikke nok til et helt album, og tomgangen truer. Desuden er Lindas moderlige følelser for kaliffens søn absolut ikke logiske, for han har i dette album meget få (om nogen) forsonende træk. Ærgerligt, når det ellers er den serie, der efter min mening, tidligere har leveret nogle af de bedste tegneseriealbums overhovedet til unge og voksne tegneserielæsere