Glenn Bech__Laerke_Posselt
Glenn Bech__Laerke_Posselt

Spotlight på: Glenn Bech

Mød Glenn Bech til fem hurtige spørgsmål om "Farskibet", litteraturens rolle i samfundet og Horsens.

Glenn Bech, født i Horsens 8. april 1991. Uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2017. Blev færdig på Forfatterskolen i 2019. Debuterede med ’Farskibet’ i 2021. Nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2021 og Montanaprisen 2021. Har modtaget Munch-Christensens Debutantpris 2021 og Albert Dams Mindelegat 2021.

Efter dette interview blev lavet har Glenn Bech udgivet manifestet "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" i 2022.

Glenn Bech_Farskibet

Hvor og hvordan opstod spiren til din roman, ’Farskibet’?

Jeg havde sjældent lyst til skrive bogen, jeg følte mig tvunget til det. Den var en lænke i mit liv. Det er jo sådan, det er med skam og fortielser. At blive forfatter er et frigørelsesprojekt. Først og fremmest skulle jeg selv slippes fri, mine nærmeste ligeledes, og med tiden er det håbet at frigøre stadigt flere. ’Farskibet’ var min personlige historie, men også en historie, der involverer os alle sammen.

Hvad vil du gerne have, læseren tager med sig fra din bog?

Troen på livet. Og en større klassebevidsthed. Vi har nogle skel i samfundet, hvor visse mennesker holdes nede og udenfor af alle mulige grunde. Vores børn har ikke samme forudsætninger for at begå sig. Det er efterhånden tydeligt, hvordan eliten accelerer fra folket på et hav af parametre, lige fra boligmarkedet til sundhed, dannelse osv.

Hvad er det, litteraturen kan for dig? – og er der et værk eller to (ud over dit eget), du vil anbefale andre at læse?

Jeg vil gerne anbefale fagbogen ’Rige børn leger bedst’.

Mit forfatterskab, som alle dage har været politisk, er i øjeblikket helt eksplicit hvad angår ståsted og kampgejst. Hvis litteraturen kan mobilisere, tænker jeg, den klarer sig udmærket.

Hvad er din tilknytning til Horsens?

Jeg er født og opvokset i Horsens, nærmere bestemt Torsted, hvor jeg boede, indtil jeg var 21 år, hvorefter jeg flyttede til Århus for at studere og også for at leve mit liv som homoseksuel, dvs. som hele mig selv, hvilket mildest talt forekom vanskeligt på handelsskolen, jeg gik på.

Er der et sted i Horsens, som betyder noget særligt for dig?

Alle steder i Horsens har en særlig betydning for mig. Jeg bryder mig ikke vildt meget om al nybyggeriet, især ikke der, hvor kontrakterne igen og igen sammenblander visse bygherrer med visse kommunalpolitikere. Men jeg holder meget af Bygholm Sø. Og skoven i retningen mod Juelsminde. De skjulte strande. Og så har jeg også utallige minder fra bænkene i Lunden, hvor jeg brugte meget af min ungdom på at filosofere over tilværelsen.

Materialer