Fotograf: Lars Reese
Fotograf: Lars Reese

Spotlight på: Eva Buxbom

Mød Horsens-forfatteren Eva Buxbom i anledning af hendes debutspændingsroman.

Mød Eva Buxbom som har en uddannelsesmæssig baggrund inden for kommunikation og psykologi. Hun debuterede som forfatter med spændingsromanen ’Langt væk hjemmefra’ i 2022, og i den anledning har vi stillet hende et par spørgsmål - om bogen, om litteraturen og om Horsens.

Langt væk hjemmefra af Eva Buxbom

Hvor og hvordan opstod spiren til "Langt væk hjemmefra"?

Ideen om at følge to tvillinger gennem deres omtumlede og spændende opvækst kom til mig, da jeg læste Dean R. Koontz’ roman ’Når Lynet slår ned.’ Her ender hovedpersonen, en pige, på et tidspunkt på et børnehjem, hvor hun kommer til at bo sammen med to tvillingepiger. De bygger stærke bånd, der holder hele livet. Tvillingepigerne i Koontz’ roman er utroligt tætte på trods af store forskelligheder. Da den ene dør, er det en sorg den overlevende tvilling bærer på gennem resten af bogen, trods mange gode oplevelser. Jeg blev fascineret over, hvordan et så stærkt bånd mellem tvillinger kan være. 
Tanken om at skrive en roman med udgangspunkt i tvillinger begynde da at spire, men det var først da Sam og Samantha som er hovedpersonerne i ’Langt væk hjemmefra’ manifesterede sig i mine tanker, at handlingen begyndte at udvikle sig. Derefter måtte jeg bare skrive om deres liv.
 
Hvad vil du gerne have, læseren tager med sig fra din bog?

Når jeg skriver, gør jeg mit allerbedste for at læserens skal være underholdt. Deres følelser skal aktivers og fanges. Anmelderen Christina Røn skriver det så godt, at jeg blot vil gengive nogle af hendes ord: ”Jeg tog mig selv i at føle rigtig meget med tvillingerne og deres nære. Måske der trillede en lille tåre i fortællingen om Billy.” 

Mennesker kan være både gode og onde, og selv de bedste mennesker kan komme til at sætte onde handlinger i gang ubevidst. Når det uventede kommer, kan mod, sårbarhed, integritet og sammenhold gøre, at man ikke bare overlever, men også kan kende sig selv og lide sig selv når stormen lægger sig. Det er ikke alle kampe man vinder, men man har kæmpet og det gør det nemmere at leve med fortiden.   

Hvad er din tilknytning til Horsens?

Jeg blev forelsket i en horsensianer og er nu gift med ham på 12. år
 
Er der et sted i Horsens, som betyder noget særligt for dig?

Det må være vores hus. Min mand er VVS mand og har lavet så mange forbedringer, at det gør det til et meget unikt og personligt hjem.

Hvad er det, litteraturen kan for dig? – og er der et værk eller to (udover dit eget), du vil anbefale andre at læse?

Litteratur kan vise menneskelige kvaliteter, som går gennem alle tider og som ligger i os alle. Litteratur kan gengive det fantastiske i mennesket på en magisk måde, så vi som læser er mere åbne for det. Litteraturen kan få os til at tænke og måske handle i nye baner eller holde fast i det gode i os selv.

Kammerat Napoleon af George Orwell. Den er fantastisk velskrevet og dyrene er fantastisk beskrevet – som læser kan man genkende mange typer mennesker i dyrene. Den er rigtig sjov og den raske udvikling gennem bogen er perfekt. Den beskriver hvor farligt det er at underligge sig nye systemer og lade dem udvikle sig til det vanvittige uden at reagere eller bruge sin sunde fornuft. 

Jane Eyre af Charlotte Brontë. Denne roman er smukt, enkelt og ærligt skrevet med stærke hovedpersoner og mange gode bipersoner. Lige som Charles Dickens’ bøger får den beskrevet de skæve og livsafgørende levevilkår, der var mellem mennesker dengang, samt hvor afgørende det er at være født/giftet ind i en velhavende familie, uden at det går ud over kærlighedshistorien. Det er den ultimative kærlighedshistorie, hvor kærlighed næsten gør blind, hvor manden bestemt ikke er perfekt og hvor de begge hungrer efter kærlighed på alle planer. Jane Eyre får en til at se at kærligheden altid har været der gennem alle tider og den er størst af alt. Meget smuk fortælling med overraskende vendinger.

 

Materialer