Spotlight på: Claus Schjødt
Mød Claus Schjødt - journalist og forfatter til (indtil videre) to novellesamlinger og en roman. Romanen, "Talemåder til enhver lejlighed", udkom i 2022, og det er i anledning af den, vi har stillet ham et par spørgsmål - om bogen, om litteraturen og om Horsens.
Hvor og hvordan opstod spiren til "Talemåder til enhver lejlighed"?
Ideen opstod efter at jeg længe havde arbejdet på en stor roman, som endnu ikke er udkommet, men forhåbentlig gør det på et tidspunkt. Jeg var færdig og havde sendt den til et par forlag, og nu ventede jeg så på svar. De fleste forlag får rigtig mange manuskripter, og der går let to-tre måneder, ofte mere, inden man hører fra dem. Så jeg skulle i gang med noget nyt, og det var vigtigt for mig, at den nye roman blev forskellig fra den, jeg lige havde arbejdet på. For det er godt at ruske op i skriveprocessen, så man får ny energi og inspiration. Derfor traf jeg det valg, at den nye roman skulle være kort, fortalt i nutid, have en jeg-fortæller, have et lille persongalleri og en mand i hovedrollen. En ensom mand, der har isoleret sig fra omverdenen. Og det betød så, at Alexander dukkede op. Den her 37-årige enspænder, som bor med sin mor i en gammel villa i Marselisborgkvarteret i Aarhus, hvor han bruger det meste af sin tid i kælderen, optaget af at bygge på sin modeljernbane. En mand, der som en del andre mænd på hans alder, har meget få sociale relationer og af samme grund får det svært, da moren begynder at blive dement, og han må ansætte Vivi som hjælper. For hvordan klarer man lige at få en ung kvinde ind i huset, når man er som Alexander? Og når hun så ovenikøbet kommer slæbende med en tiårig datter?
Hvad vil du gerne have, læseren tager med sig fra din bog?
Håb. En idé om og en tro på, at livet kan ændre sig til det bedre. Det kan godt ske, du har det rigtig svært, har mødt stor modgang. Men det kan ændre sig. For der findes stor venlighed og kærlighed derude. Og man kan være heldig at finde begge dele, hvis man tør forlade sit sikre sted. Vover sig ud af skallen. Giver sig selv lov til at tro og håbe. Er man åben for den mulighed, at noget godt kan ske, så sker der måske faktisk noget godt.
Hvad er din tilknytning til Horsens?
Da jeg var barn, kørte vi altid til Horsens, når vi ikke kunne få det, vi havde brug for, i Hornsyld, hvor jeg er født. Først sammen med min mor med rutebilen til busstationen, der lå i Gl. Jernbanegade. Senere i bil for at parkere ved Schou-Epa, som Løvbjerg hed dengang, og spise frokost i cafeteriaet. Som voksen boede jeg på Sønderbro og arbejdede som pædagogmedhjælper i flere daginstitutioner. Så blev jeg journalist, og arbejdede i en del år på Radio Horsens og Horsens Folkeblad. Nu bor min kone og jeg i Hansted, og jeg cykler tit ind til Casa Arena, for at se AC Horsens spille. Jeg holder meget af at se fodbold på stadion, har i flere år haft sæsonkort og er – må jeg nok indrømme – en af de mere højtråbende på Nordtribunen.
Er der et sted i Horsens, som betyder noget særligt for dig?
Nordre Kirkegård. Hver gang jeg tager ind til byen og går tur med min hund, William, går vi gennem Nordre Kirkegård. Det er et meget smukt og stemningsfuldt sted, et åndehul midt i byen. Lige denne kirkegård er speciel, fordi terrænet skråner så kraftigt, og der er mange store, smukke træer. Men jeg holder i det hele taget meget af kirkegårde, især dem af en vis alder. Det er fredfyldte steder, hvor man kan blive meget inspireret som forfatter. Hvert gravsted rummer en idé til en historie.
Hvad er det, litteraturen kan for dig? – og er der et værk eller to (udover dit eget), du vil anbefale andre at læse?
At læse skønlitteratur er et studie i psykologi og menneskelig adfærd. En erfaringsudveksling, hvor man på én gang bliver klogere på andre og sig selv. Hvordan opfatter andre verden, hvad tænker de, hvorfor gør de det? Hvad gør dem glade, hvilke problemer slås de med, hvordan kommer man over en sorg? Skønlitteratur viser os, hvor forskelligt livet kan leves. Hvor forskellige og ens vi mennesker er. At læse litteratur er at diskutere livet med sig selv.
Et par meget fine bøger er ”Ar” af islandske Audur Ava Olafsdottir og ”Døgnkioskmennesket” af japanske Sayaka Murata. De er letlæste og byder begge på en velfortalt historie. Tænksomme, rørende, enkle fortællinger om mennesker, der forsøger at finde sig til rette i livet.
Vil du vide mere?