Nye stemmer - et kig ind i Skriveskolen

Alfred og Meera fortæller om Skriveskolen, yndlingsbøger, japansk jazz og Henrik Pontoppidan - og så kan du høre en læseprøve på en helt ny tekst!

Skriveskolen i Horsens er et nyt samarbejde mellem Horsens Ungdomsskole og Horsens Kommunes Biblioteker: 9 unge fra 13-18 år skriver én gang om ugen på Horsens Bibliotek, hvor de løbende får undervisning og feedback af den roste forfatter Julie M. Day. Selv om vi har været i gang siden september, er Skriveskolen stadig så ny, at vi ikke er helt sikre på hvor den ender - måske i en oplæsning, måske i en samling tekster? Men uanset hvad, så består lige nu af 9 engagerede unge mennesker, der holder af at skrive - og to af dem kan du møde lige her. 

Kort om Alfred...

...som for nyligt har udgivet novellen "Meng og Dragebjerget" i antologien "Tror Du På Magi?" hos Forlaget Klippe, men ikke kun skriver fantasy. Alfred lytter til japansk jazz, spiller klaver  og drømmer om at stå med sin færdige roman... Alfred er 18 år gammel og studerer på Rudolf Steiner-skolen i Skanderborg.  Læs mere herunder.

10 spørgsmål til Alfred, Skriveskolen

Hvad hedder du og hvor gammel er du?
Jeg hedder Alfred Vallø og er 18 år gammel.

Hvad laver du til daglig?
Jeg studerer på Rudolf Steiner-skolen i Skanderborg og går på mit sidste år, 3. videregående. Jeg arbejder samtidigt på min første roman, og prøver så vidt muligt at skrive hver dag. 

Hvad laver du i din fritid?
Jeg elsker selvfølgelig at skrive - men ellers spiller jeg klaver og elsker japansk jazz - og synthesizermusik fra 70’erne. 

Hvor længe har du skrevet og har du udgivet noget?
Jeg har altid elsket danskfaget, og begyndte at skrive fra omkring tredje klasse. Siden er jeg blevet mere ambitiøs med min skrivning og kan ikke stoppe! Jeg har for nyligt udgivet novellen Meng og Dragebjerget i antologien Tror Du På Magi? hos Forlaget Klippe - det var første gang, jeg udgav, og det var mega-fedt.

Hvad fik dig i gang med at skrive?
Jeg kan ikke huske, hvad der fik mig til at skrive i første omgang. Men sådan skulle det altså være. Jeg har vel nedskrevet historier fra mit hoved da jeg var yngre, og siden har jeg ikke villet slippe skrivningen. Heldigvis har den fået lov til at udvikle sig i årevis, efterhånden!

"At skrive for mig er et pusterum, en nødvendighed. Det giver mig en følelse af den bedste form for udfordring - som når man løser et puslespil."

Hvorfor er det fedt at skrive, hvad oplever du, når du skriver?
At skrive for mig er et pusterum, en nødvendighed. Det giver mig en følelse af den bedste form for udfordring - som når man løser et puslespil. Det er den perfekte måde at stå ansigt til ansigt med hvadend, der måtte være i tankerne, og så er det jo en kunstart. Det er fedt at skabe noget ved at skrive. 

Skriveskolen 2020 - Alfred Vallø læser op af "Uhimmel"


Skriver du en bestemt genre eller flere forskellige?
Jeg tror ikke, jeg har fundet min yndlingsgenre endnu. Dog fylder fantasy-genren meget, da min roman, jeg arbejder på, er i denne kategori. Men jeg elsker også at skrive i realistiske genre - det kommer vel an på mit humør! Jeg skriver også poesi.


Er der en bog du drømmer om at skrive – eller en bog du ville ønske, du havde skrevet?
Jeg drømmer om at stå med min færdige roman (og derefter stå med flere færdige romaner!). Så jeg har tænkt mig at fortsætte det gode skrive-arbejde. 


SKRIVESKOLEN: Klik her for at læse mere om Skriveskolen 

Hvilke bøger læser du – har du en yndlingsbog og hvor finder du ellers inspiration?
Jeg læser ikke forfærdeligt meget - indtil videre. Om ikke andet elsker jeg de gode gamle Harry-Potter bøger. Jeg læser mest en dels poesi og kortere skønlitteratur, da det simpelthen tager kortere tid (men kvaliteten er aldrig af den grund ringere). Min yndlingsbog er dog indtil videre Lykkelige Kristoffer af Martin A. Hansen, som jeg blev præsenteret for i skolen. Det var ikke handlingen, der i Lykkelige Kristoffer fangede mig, det var sproget. Ja, man kan lære mange, mange nye ord ved at læse Lykkelige Kristoffer! Desuden er jeg for nyligt blevet optaget af Henrik Pontoppidans tekster. 

"Det er fedt at få lov til at nørde og nørkle med ord og skrivning sammen med andre unge, der har samme interesse."

Hvordan er det at være en del af Skriveskolen?
I Skriveskolen er det super nice! Det er fedt at få lov til at nørde og nørkle med ord og skrivning sammen med andre unge, der har samme interesse. Vi har i forløbet skabt et hyggeligt rum, hvor vi, uden på forhånd at kende hinanden, kan dele tanker og ideer. Det er fedt, for der er ingen fordomme og noget, der er forkert, for alle har deres egen skrivestil og egne præferencer i forhold til genre osv. Så, det handler hverken om at være god til at skrive på forhånd eller om at konkurrere - det handler om at komme, som man er, og bare skrive og hygge med andre, der også har lyst til at skrive!

Kort om Meera... 

...der har skrevet siden hun var 11, gerne vil skrive på engelsk, har idéer til science fiction, rescearcher på nettet, læser engelske ungdomsbøger og elsker at undervisningen på Skriveskolen får hende til at udfordre sig selv - og at man må skrive på tysk, hvis man vil det! Meera er 16 år gammel og går i 1.g på Horsens Gymnasium STX. Læs mere herunder.

10 spørgsmål til Meera, Skriveskolen

Hvad hedder du og hvor gammel er du?
Jeg hedder Meera og er 16 år gammel

Hvad laver du til daglig?
Til daglig går jeg i 1 g på Horsens Gymnasium STX

Hvad laver du i din fritid?
Jeg kan godt lige at læse bøger, se nogle film eller serie, spille computerspil eller lytte til musik. Dog laver jeg også lektier.

Hvor længe har du skrevet og har du udgivet noget?
Jeg begyndte at skrive da jeg var 11 år og har ikke udgivet noget indtil videre. Min skrivning har dog været on og off, da jeg har lagt ideer bag mig og holdt pauser med at skrive.

"Det var nok på grund af alle de ideer jeg begyndte at få som blev påvirket af det jeg så, hørte eller gjorde." 

Hvad fik dig i gang med at skrive?
Det var nok på grund af alle de ideer jeg begyndte at få som blev påvirket af det jeg så, hørte eller gjorde. Men også det her med at jeg gerne vil blive bedre til at skrive og især på engelsk.

JULIE M. DAY: Klik her for et interview med Skriveskolens underviser

Hvorfor er det fedt at skrive, hvad oplever du, når du skriver?
Jeg synes det er fedt at skrive fordi man kan komme ud med sin ide og udvikle den, så det er ikke bare i hovedet, men en tekst. Det jeg så nogle gange oplever er, når man skal tage nogle valg i forhold til historien og hvilken retning den skal gå i, at det nogle gange stopper mig, mens andre gange skriver jeg bare derudad.

Skriver du en bestemt genre eller flere forskellige?
Det jeg oftest har skrevet i af genre, er ungdomsbøger med fantasy eller realisme. Men jeg har også nogle ideer til noget science fiction.

Er der en bog du drømmer om at skrive – eller en bog du ville ønske, du havde skrevet?
Der er ikke rigtigt en bog som jeg vil ønske jeg har skrevet, men jeg vil ønske at jeg havde forfatterens berømmelse til en vis størrelse. Jeg vil nemlig gerne på bog turner og til bogmesser for at kunne møde folk.

Hvilke bøger læser du – har du en yndlingsbog og hvor finder du ellers inspiration?
Jeg læser for det meste engelske ungdomsbøger, men er begyndt at læse nogle danske værker. Dog læser jeg hovedsageligt fantasy bøger, men har også læst realistiske fortællinger, science fiktion bøger og biografier. Jeg søger information fra det sted jeg fik min ide fra, men undersøger også på nettet eller i andre bøger for viden eller inspiration.

"Jeg elsker virkeligt at være en del af skriveskolen, da det er nogle fede mennesker som er her. Men også det her med at der er intet bestemt skriveniveau eller sprog." 

Hvordan er det at være en del af Skriveskolen?
Jeg elsker virkeligt at være en del af skriveskolen, da det er nogle fede mennesker som er her. Men også det her med at der er intet bestemt skriveniveau eller sprog. Hvis man vil skrive på tysk så gør du bare det. Det som også er godt, er at vi bliver undervist af en forfatter som er blevet udgivet og lærer os at udfordre os selv, om hvordan man plotter eller skriver et resume, men også meget mere!


Foto: Pexels