Morten Pape: "Når jeg skriver har jeg en fornemmelse af fuld kontrol og autonomi."

Interview med Morten Pape om at skrive, lade sig inspirere og betale for at optræde i en roman.

Morten Pape brød igennem med "Planen" i 2015 - og i 2018 udkom han med "Guds bedste børn". Vi har stillet ham et par spørgsmål om at skrive og fortælle.

Hvad satte dig i gang med at skrive?
Da jeg var teenager sagde jeg engang til min mor, at jeg gerne ville skrive, men at jeg ikke vidste hvilke fortællinger jeg ville ud med. Så sagde hun at hun syntes jeg skulle en dag skrive om hvordan det er at vokse op i et stigmatiseret minisamfund med bøller i skolen og en maniodepressiv mor der ligger på sofaen og græder. For det syntes hun ville være det mest ærlige. Så den sætning fra min mor ekkoer hele tiden i mig. Derudover er der tale om en nødvendighed og for at undslippe fornemmelsen af at blive kvalt ganske langsomt. Det hjælper skriveriet mig med. Senere har jeg opdaget at det også er et slags middel til at skabe min egen indre orden i skikkelse af historier og karakterer jeg selv holder styr på, fordi meget udenfor romanens tilblivelse i mit private liv godt kan være lidt tumultarisk og hvor jeg ikke altid føler jeg har styr på tingene eller mig selv. Men når jeg skriver har jeg en fornemmelse af fuld kontrol og autonomi, selvom det også langt hen ad vejen er en rejse gennem veltilrettelagte tilfældigheder og kærkomment kaos.
 
Du modtog Bogforums Debutantpris, 2015. for Planen. Hvad betød det for dig at modtage den pris ?
Det gav jo hele mit forfatterskab et kæmpeboost. Jeg udkom om mandagen og fik Debutantprisen om fredagen - og siden da har intet rigtig været det samme for mig rent professionelt. Det betød at Planen solgte utrolig mange eksemplarer og kom på alles læber, og at jeg deraf nu lige siden har kunne leve af at være forfatter. Så jeg tror den pris gjorde en kæmpe positiv forskel. Det gjorde mig i hvert fald til en forfatter i en utrolig priviligeret position.
 
Hvilke andre forfattere inspirerer dig ?
Kim Leine, Cormac McCarthy, Tove Ditlevsen, blandt mange andre.
 
Du har en uddannelse som manuskriptforfatter. Kan du bruge din erfaring derfra, når du skriver dine romaner ?
Det tror jeg bestemt jeg kan. Jeg tænker meget i scener, flow og fortællestruktur takket være min baggrund som manuskriptforfatter, og det tror jeg kun er gavnligt for læseoplevelsen. Jeg påskønner enormt meget romanens ubegrænsede fortælleformer og narrative muligheder, men jeg tror læserne i højere grad påskønner en fortælling der fanger dem med nogle karakterer de kan mærke. Som manusforfatter lærer man stort set ikke andet end at være opmærksom på dette. Det er ekstremt modtager-baseret.

Du  betalte mange penge for at få dit navn i Solo – Jesper Stein nye krimi om Axel Steen ('Luk røven, Morten fucking Pape!' ) Hvorfor det?
Det startede lidt som en vittig, practical joke der løb af sporet for mig, og det blev også væsentligt dyrere end jeg havde regnet med. Men jeg havde ligesom lovet mig selv at den auktion skulle jeg fandme vinde, og så blev jeg stædig på aftenen. Men jeg synes samtidig det var et enormt sympatisk projekt Jesper havde gang i med den indsamling. Og jeg har fået den fedeste rolle i hans nye krimi. Så jeg synes det var en god sag og en god "investering".

Hvorfor, tror du, vores sociale bevidsthed om den del af Danmark du skriver om er nærmest ikke-eksisterende?
Det skyldes mange ting. Det skyldes bl.a. at vi lever i forskellige habitater og klasseopdelte områder, selv i et lille land som Danmark. Det skyldes bl.a. at den øvre middelklasses pseudo-problemer med caféamning og skoleintra får alt for meget spalteplads qua deres talegaver og dermed har overtaget den sociale indignationsplatform der førhen "tilhørte" arbejderklassen. Det skyldes bl.a. at der foregår en dæmonisering fra vores mest magtfulde ledere mod de svageste, der i årevis nu blot har fået at vide at de skal tage sig sammen, for de stærke gider ikke længere betale skat til dovne udskud, som selv er udenom det. Og det skyldes nok også at der ikke eksisterer så mange stemmer og fortællinger fra de laveste sociale lag i dette land.  Jeg ser ikke mig selv som en repræsentant for disse mennesker, men mine to romaner hidtil er i høj grad skabt ud af en indignation over manglen på dem.

 

 

Materialer