"Katastrofen lurer under overfladen"

I sensommeren ´ 17 udgav forfatter Jonas Kleinschmidt sin debutroman "Dig, mig og Zlatan". En slags coming of age- roman om dybe venskaber i de stærke teenageår. Vi interviewede Jonas dengang bogen netop var komme fra trykken og var på nippet til få sine formative år blandt læserne . Du kan læse hele interviewet ved at klikke her.

Nu er han aktuel med "Drengene" som er en gribende ungdomsroman om en drengefloks opvækst fra skolestart til den skæbnesvangre afslutning. Bogen er udkommet på forlaget Turbine.  Vi har igen taget en snak med Jonas - om "Drengene", ungdomsklassikere og den skæve teenagetid.

Det er næsten præcist et år siden, at vi sidst skrev sammen. Nemlig i forbindelse med udgivelsen af din debutroman ”Dig, mig og Zlatan”, som handler om, ja fodbold, men også om de dybe venskaber og relationer man skaber og får i teenagealderen – ens måske mest formative år.

Hvordan har det sidste år været for dig og hvordan er bogen blevet taget imod?

Bogen har fået gode anmeldelser, hvilket selvfølgelig er vildt dejligt. Samtidig modtog jeg et arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Begge dele har været med til at give mig mere blod på tanden og lysten og energien til at skrive videre.

Kan du fortælle lidt om, hvad ”Drengene” er for en bog?

Det er en bog, der handler om, hvor galt det kan gå, når man er ung. Og måske især når man er en ung dreng. Der hersker en gruppedynamik i flere drengegrupper, i hvert fald i mange af de drengegrupper, jeg har været en del af. Ofte går det godt, det er sjov og ballade, men katastrofen ligger hele tiden og lurer under overfladen i de år, fordi man er så ung og dum og har jord i hovedet. Det har man jo virkelig. Man er ikke rigtigt færdigudviklet, hverken på den ene eller den anden måde, og i bogen havde jeg lyst til at udforske, hvad der sker, når gruppedynamikken tager over og får fatale konsekvenser. Samtidig havde jeg lyst til at skrive om det helt specielle sammenhold, der kan være i sådan en drengegruppe.

Der er mange typer af drenge med forskellige baggrunde, styrker, svagheder osv. repræsenteret i ”Drengene”. Findes der en ægte person derude for hver af dine drenge? Og hvorfra har du hentet byggeklodserne til dine karakterer?

Bogen er fiktion, men jeg er inspireret af oplevelser og personer fra mit eget liv. I bogen får drengene en lærervikar, der fuldstændig vender op og ned på deres liv. Sådan en lærervikar havde vi også, men heldigvis gik det ikke så galt, som det gør i bogen.

Den beskrivelse du giver af ungdomskulturen er jo egentlig uden tid og noget de fleste kan forholde sig til. Også de mange (inklusiv mig selv) der med et nostalgisk blik i øjnene af og til siger til de yngre generationer: ”Dengang jeg var dreng…”. En udtalelse ofte møntet på unges digitale ”sprog” og færden på sociale medier mm.

Men har vi drenge egentlig ændret os fundamentalt fra det vi var for 30 år siden eller tror du det sker?

Ja, heldigvis ændrer de fleste sig jo fra den person de var, da de var teenagere. Dumheden og usikkerheden er virkelig altoverskyggende i de år, og forhåbentlig kommer de fleste videre og bliver lidt mere fornuftige med alderen. Men der er nok altid en rest af den der dumme, umodne dreng et eller andet sted derinde. Og det gør ikke noget. Det skal der være plads til, synes jeg. I forhold til om det at være dreng har ændret sig fra dengang til nu, så er der jo selvfølgelig forskellige ydre omstændigheder, der har ændret sig, men det er de samme ting, man går igennem. De samme problemer man slås med.  

Sidst vi talte sammen nævnte du et citat fra filmatiseringen af Stephen Kings coming of age venskabsklassiker ”Stand by me”: “I never had any friends later on like the ones I had when I was twelve”. Du siger selv, at det gælder nærmest alle.

Hvorfor tror du at det forholder sig sådan? Hvad er det, der gør perioden så intens og særlig for mange?

De venskaber, man knytter i de år, er bare noget særligt. Det var de i hvert fald for mig. Det kan da godt være, at man får venner senere hen i livet, som man har mere til fælles med, men man har ikke været drenge sammen, man har ikke været unge sammen, man har ikke været ufornuftige sammen. Man er jo hudløs i de år, famler sig frem og aner ikke, hvem man selv er. Det er i virkeligheden en ret ubehagelig periode, men der kan altså opstå nogle venskaber, som aldrig ruster. Så står man der 20 eller 30 år efter, og har måske i virkeligheden ikke så meget til fælles mere, men det har man jo så alligevel. Jeg er dybt taknemmelig for de venskaber.

Du er selv vokset op med ungdomsklassikere som bl.a. Susan Hintons ”The Outsiders”, J. D. Salingers ”Griberen i rugen” og ”Liv og Alexander” af Trine Bryld. Bøger som har givet dig noget ”værdifuldt” med videre i livet.

Hvad skal en ungdomsroman kunne i dag? Og hvad vil du selv gerne give videre med lige præcis ”Drengene”?

Jeg synes en god ungdomsroman skal fortælle en gribende historie om at være ung. Dengang som nu. Jeg har for nylig genlæst to af klassikerne inden for genren, Griberen i rugen og Den kroniske uskyld. Og altså, de holder i den grad stadig. Det er jo eviggyldige temaer, de beskæftiger sig med. Med Drengene ville jeg gerne skildre nutidens unge drenge og give potentielle læsere en følelse af at blive set.  

Er ”Drengene” også for piger?

Ja i den grad. Jeg tror ikke på drengebøger og pigerbøger. Altså jeg ved godt, at opdelingen findes, sådan er branchen jo indrettet, bøger om romantisk kærlighed med pink forside til pigerne og bøger om fodbold, vold og hash til drengene. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Drenge vil da også gerne læse om kærlighed. Jeg slugte Hanne-Vibeke Holst' Louise-trilogi, da jeg var teenager. Og vis mig en bedre ungdomsfilm end Fucking Åmål.

Hvis du kunne rejse tilbage og give dit ”teenage-jeg” gode råd og fortælle om det liv du har levet hidtil, hvordan skulle det så lyde?

Så vil jeg give det samme råd, som min yndlingsforfatter Bo hr. Hansen engang gav i Politiken, da han blev interviewet om sin selvbiografiske digtsamling knæk.idiot.eik. Han sagde, at det nok skulle gå. Det er et enkelt og godt råd. Ro på!

Skriver du på noget pt?

Ja, det gør jeg. Jeg vil gerne skrive en historisk roman, men det kræver lidt mere research, end jeg har været vant til. Det er en god udfordring.

Læs hele interviewet om "Dig, mig og Zlatan" ved at klikke her.

Indsat billede herover af Jonas Kleinschmidt. Jonas Kleinschmidt er født i 1982 i Sorgenfri, hvor han også er opvokset. Han er uddannet cand.mag. i dansk og kulturformidling fra Københavns Universitet og arbejder som musikredaktør og -journalist.

Han er bidt af at skrive, og ikke mindst af musik og fodbold. To områder som spiller en væsentlig rolle i ungdomsdebutromanen Dig, Mig og Zlatan, som udkom i sensommeren 2017.