Jonas Kleinschmidt: Jeg kan huske, at han ofte begyndte at græde, når han fortalte om det.

Den 21. marts 1945 blev Den Franske Skole på Frederiksberg Allé i København ved en fejl ramt af en regn af britiske bomber. En del børn og voksne omkom dén dag. Den tragiske episode er omdrejningspunktet i forfatter Jonas Kleinschmidts seneste roman - "Englene over København". Bogen er delvist baseret på forfatterens morfars fortællinger om bombningen og besættelsen.

Men, hvordan er det at grave ned i familiens fortid? Og hvordan håndterer man historisk data i fiktionens verden?

Vi har taget en snak med forfatteren. 

”Englene over København” er din tredje roman, hvor du, som jeg forstår det, har valgt at skrive en semifaktuel historie med udgangspunkt i din morfars liv. Eller rettere en specifik episode. Kan du starte med at fortælle om bogen og om, hvad der satte dig i gang med den?

Jonas: "Jeg skrev den første scene i bogen for tre år siden. Faktisk lige omkring at jeg skrev min debutroman. Idéen var denne: en ung dreng, Johannes, er på hospitalet med sine forældre og yngre søskende for at se sin farfar en sidste gang. Farfaren er død, og det er Johannes’ første rigtige møde med døden. Hvad der derefter skulle ske, vidste jeg ikke, men jeg vidste, at jeg på en eller anden måde ville lade Johannes og hans farfar mødes og igennem det venskab skulle Johannes lære at acceptere døden som en del af livet. Efter jeg havde udgivet min anden roman Drengene fandt jeg scenen frem igen. Jeg havde nærmest glemt alt om den, men der var noget i stemningen, som jeg kunne bygge videre på, og derfra opstod idéen til historien om Johannes, der på forunderlig og magisk vis pludselig befinder sig tilbage i tiden og møder sin elskede farfar. Samtidig var jeg begyndt at interessere mig for tiden omkring 2. verdenskrig, og langsomt blev det også til en bog om livet under besættelsen og særligt fejlbombningen af Den Franske Skole, som min egen morfar oplevede på nært hold".

Du nævner et sted, at din morfar aldrig talte meget om episoden. Hvad har din morfars fortid og de fragmenter du har haft kendskab til betydet for dig i din opvækst? Hvordan husker du dem?

Jonas: "Jeg husker, at han fortalte om sit liv under besættelsen. Blandt andet at ham og hans venner samlede gamle cigaretskodder fra gaden og lavede deres egne cigaretter. Det var jeg fuldstændig vild med. Han fortalte også, hvordan ham og en af hans venner fægtede med kæppe nede i gården, og hvordan hans ven ikke kendte de korrekte regler for den slags og derfor glemte at sige “en garde!” og bare slog min morfar i hovedet med en kæp. Den historie elskede jeg også. Min morfar vidste udmærket, at man sagde "en garde", det havde han læst i Alexandre Dumas’ bøger om De tre musketerer. Begge historier er havnet i bogen. Min morfar fortalte også om bombningen af Den Franske Skole, men jeg kan bare huske, at jeg ikke fattede noget som helst af det. Jeg kan ikke have været særligt gammel. Men jeg kan huske, at han ofte begyndte at græde, når han fortalte om det. Og at det blev meget ukonkret. For et par år siden læste jeg så nogle erindringer, han havde skrevet, og deri bliver han lidt mere konkret, men ikke meget. Og derfra gik jeg selv i gang med at læse op på, hvad der egentlig var sket den dag. Og i det hele taget, hvordan det var at leve under besættelsen".

Du nævnte i vores sidste interview, at din næste bog (Englene…) krævede en del mere research end dine tidligere. Hvordan har du båret dig ad i processen?

Jonas: "Jeg har læst både fiktion og fakta. En masse Klaus Rifbjerg selvfølgelig. Mest for at få datidens slang på plads. Der er jo så mange fede og selvfølgelig bedagede udtryk, men jeg havde en fest med at flette dem ind i teksten. Papand og klokkefår. Den slags. Og så kalder Janus faktisk også Tore for gangster i "Den kroniske uskyld". Og de siger najs. Det er virkelig nice. Derudover var jeg naturligvis inspireret af "Drengene fra Sct. Petri". Men den bog jeg har brugt mest konkret er "Turen går til besættelsestidens København". Jeg bor selv på Nørrebro, og den bog åbnede byen op for mig på en helt ny måde. Det var næsten som at gå rundt i en anden verden med den bog i hånden, eller som om jeg pludselig havde et vindue ind til en parallel virkelighed. Jeg syntes pludselig, jeg helt konkret kunne mærke historiens vingesus, når jeg gik rundt i byen og opsøgte forskellige steder, der havde spillet en særlig rolle under krigen. Det er den stemning og følelse, jeg har forsøgt at skrive ind i bogen, at tiden på en måde er elastisk, men ikke bare i teorien, tiden er helt konkret elastisk, der er en særlig energi visse steder. Man kan jo bare tage ud i Mindelunden og gå hen til henrettelsespladsen og stå i ti sekunder med lukkede øjne. Så mærker man det. Det skete lige her!".

Du skriver fiktivt om en faktuel begivenhed og oveni købet med en personlig historie som afsæt. Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til fordelingen/balancen altså forholdet mellem fiktion/fakta?

Jonas: "Det historiske er forsøgt beskrevet så korrekt som muligt. Jeg har virkelig nørklet med at de forskellige tidstypiske detaljer er korrekte og specifikke. Det er de historiske omstændigheder, der dikterer hvordan handlingen forløber, ikke omvendt. Men historien om Johannes og hans venskab med Raf er naturligvis 100 procent fiktion. Og så alligevel ikke, for Raf er ret direkte baseret på min egen morfar. Flere af de historier, han fortæller, og de ting, de oplever, er noget, min morfar fortæller om i sine erindringer".

Du har tidligere udgivet ungdomsromanerne ”Dig, mig og Zlatan” og ”Drengene”. Fælles for bøgerne er teenagetiden. Og netop denne formative periode i livet fungerer igen som et anker i ”Englene over København”. Hvad er det dén alder kan – som fortællegreb, men også i livet som alder?

Jonas: "Det er jo bare en helt særlig tid, hvor alting sker for første gang. Og så er det kontrasternes tid. Man er usikker, selvforelsket, verdensfjern, drømmende og angst på én gang. Og så husker jeg perioden ret godt. Der er så mange oplevelser fra dengang, der har sat sig fast, så mange følelser, der er gode at skrive på. Jeg er slet ikke færdig med at skrive om den tid". 

Hvad vil du gerne have, at de unge læsere af din bog tager med sig når sidste side er læst og bogen lukket i?

Jonas: "At det var en spændende og god historie". 

Dette er din tredje ungdomsroman. Hvordan har det været at skrive denne bog i forhold til de foregående to? 

Jonas: "Det har været den klart sværeste bog at skrive, fordi den krævede så meget research, før jeg kunne begynde at skrive. Jeg kan normalt slet ikke holde ud, at man skal researche, før man kan skrive, jeg vil bare i gang, men her skulle jeg først brug et halvt år på at læse op på perioden. Og igen og igen måtte jeg stoppe skrivningen og vende tilbage til historiebøgerne. Men det var en sjov og spændende udfordring, som har skabt en bog, der adskiller sig en del fra mine to andre, synes jeg".

”Englene over København” er også en ungdomsroman ligesom dine foregående bøger, men nu med historisk tyngde. Hvad bliver det næste vi ser fra din hånd?

Jonas: "Jeg kan godt lide det der med at man giver sig selv en udfordring hver gang, søger uset land og kaster sig ud i noget, man umiddelbart ikke ved noget om eller kan finde ud af. Og så kan jeg godt lide, at hver roman er en ny genre. "Dig og mig og Zlatan" var en klassisk coming-of-age roman. "Drengene" var en kollektiv roman. "Englene over København" er en historisk roman. Så nu pønser jeg lidt på at skrive en sci-fi. Jeg er overhovedet ikke vild med den genre, i hvert fald ikke i traditionel forstand, men i de seneste par år er jeg stødt på værker, der bøjer sci-fi genren i nogle retninger, som jeg ikke vidste, man kunne. For eksempel Olga Ravns "De Ansatte". Det har været meget inspirerende at læse den slags".

Kan du anbefale et par gode læseoplevelser, hvis man nu er glad for dine bøger og elsker den periode i livet, du beskæftiger dig med?

Jonas: "Så vil jeg anbefale klassikere som "Den kroniske uskyld", "Griberen i rugen" og "Drengene fra Sct. Petri". Men også nyere bøger som "Cremasterrefleksen" af Laura Ringo og "Nielsine" af Ina Munch Christensen nailer den der ungdomsfølelse sindssygt godt. Og "Min kamp" af Karl Ove Knausgård selvfølgelig. Han skriver helt genialt om at være et famlende, selvoptaget ungt menneske". 

Jonas Kleinschmidt

Jonas Kleinschmidt (født 1982) er cand.mag. i dansk og kulturformidling fra Københavns Universitet og arbejder som musikredaktør.

Han har tidligere skrevet anmeldelser og artikler til musikmagasinet Soundvenue. Paneldeltager og musikekspert i Politikens Poptillæg, P6 Beat, Radio24syv og TV2 NEWS. Har desuden skrevet debatindlæg, kommentarer og kronikker til Politiken, Berlingske og Jyllandsposten.

Ungdomsromanen Dig og mig og Zlatan er hans debut. En coming-of-age historie om venskab, sorg, fodbold og musik. Siden er den anmelderroste ungdomsroman “Drengene” kommet til. Han blev nomineret til Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomsbøger 2019 med “Drengene.”

Forfatterskabet udvikler sig hele tiden, og nu skriver han også børnebøger. (forfatterbeskrivelsen er lånt fra forlaget Turbine)

Om "Englene over København"

Vi står som forstenede og kigger på flyet, der langsomt kommer nærmere. Det kan ikke være meget mere end 50 meter væk.
– Det styrter ned, siger han. 

Den 21. marts er det 75 år siden, at Den Franske Skole på Frederiksberg blev ramt af bomber fra allierede fly, der forvekslede skolen og Shellhuset, som var missionens egentlige mål. 86 børn og 18 voksne døde.

Englene over København er en rørende og barsk fortælling om livet under besættelsen, om kærlighed på tværs af generationer – og om en af de mest dramatiske og tragiske begivenheder i nyere danmarkshistorie.

Læs også...

Her finder du vores interview med forfatteren om debuten "Dig, mig og Zlatan".

Her finder du vores interview med forfatteren om romanen "Drengene".