Interview: "Venligboerne er en bevægelse, som minder os alle om, hvem vi egentlig gerne vil være"

12.06.17
Malene Fenger-Grøndahl har skrevet bogen om bevægelsen, der startede på Facebook, men lynhurtigt spredte sig til den virkelige verden.

Malene Fenger-Grøndahl, foto af Søren Kjeldgaard.

Malene Fenger-Grøndahl er journalist, forfatter og foredragsholder - og så rejser hun meget i Mellemøsten, Europa og Asien, hvilket afspejles i hendes bøger. Hun står som forfatter til både børn- og voksenbøger, hvoraf en del beskæftiger sig med integration og etniske minoriteter. Senest har hun udgivet bogen "Venligboerne - historien om en bevægelse".

Bevægelsen Venligboerne startede i Vendsyssel, men spredte sig hurtigt over hele Danmark. Bogen fortæller historien og tankerne bag bevægelsen samt dens udvikling, bl.a. med udgangspunkt i nogle af de mennesker, som har været med på vejen.

Vi har snakket med Malene Fenger-Grøndahl om bogen og arbejdet med den.

Kan du starte med at præsentere dig selv og bogen "Venligboerne - historien om en bevægelse"?

Bogen er et forsøg på at skrive historien om en meget ny og ung bevægelse, som i høj grad er skabt via og båret frem på sociale medier, men som også har fået en udbredt, konkret lokal forankring mange steder i Danmark. Det er en bevægelse, som til dels er tidstypisk og kan sammenlignes med lignende bevægelser andre steder i verden, men dels også er et eksempel på en nutidig videreførelse af en dansk tradition for lokalt engagement i flygtninge og sameksistens.

Når det blev mig, der fik lov at skrive denne bog, skyldes det især, at jeg som forfatter og journalist har skrevet bøger og artikler og lavet radio om netop integration, flygtninge, kulturmøder og sociale spørgsmål. Det begyndte jeg med, da jeg som en del af min uddannelse til journalist var i praktik på Dagbladet Information. Som min afsluttende opgave på Journalisthøjskolen skrev jeg første kapitel til en bog om flygtninge i Danmark fra 1950’erne op til 2004 og skitserede, hvordan resten af sådan en bog kunne se ud. Det føltes naturligt at lave bogen færdig, så det gjorde min mand (som er idehistoriker og i dag direktør på Aarhus Universitetsforlag) og jeg sammen. Siden har den ene bog og projekt ført videre til det næste, og jeg har skrevet og bidraget til en række bøger om bl.a. Mellemøsten, islam, integration og minoritetsspørgsmål. De seneste 15-20 år har jeg levet som freelance journalist og forfatter med speciale i netop disse temaer og har – sammen med min mand og med andre gode samarbejdspartnere samt alene – skrevet bøger, holdt foredrag, lavet radio og skrevet artikler. Meget af stoffet har jeg indsamlet på rejser især i Mellemøsten, men også Asien og Europa. Desuden har jeg de senere år skrevet børnebøger til både større og mindre børn, ikke mindst inspireret af mine egne børn, som i dag er henholdsvis 10 og 9 år og 14 dage.

Når man kigger på, hvilke bøger du tidligere har skrevet, er du kommet vidt omkring. Kan du fortælle, hvordan ideen til denne bog opstod?

Ideen opstod hos Bibelselskabets Forlag, hos forlagsredaktør Agnete Braad. Hun kontaktede mig for at høre, om jeg ville skrive en bog om Venligboerne. Hendes tanke var, at det her nye fænomen, som allerede var meget omtalt i medierne – både på sociale medier og efterhånden også i aviser og tv – fortjente en mere sammenhængende beskrivelse, som satte bevægelsen i perspektiv og dokumenterede dens opståen og udvikling. Min første tanke var, at det ikke kunne lade sig gøre at skrive historien om en så ung bevægelse.

Mange af mine andre bøger har haft et lidt mere historisk perspektiv; jeg har fx for nylig skrevet om en gårdsanger i tredje generation, som kombinerer skæbnefortælling med slægts- og kulturhistorie. Der er selvfølgelig et helt aktuelt perspektiv i den, men slægtshistorien og den brede kulturhistorie spiller også en stor rolle. Hvordan skulle jeg kunne skrive en bog om en så ny bevægelse, som tilførte beskrivelsen af Venligboerne noget andet end det, aviserne allerede havde været omkring? Samtidig var det en fantastisk mulighed at få for at fordybe mig i en bevægelse, som jeg hidtil havde opfattet lidt som en døgnflue eller et Facebook-fænomen, der næppe ville slå dybe rødder. Jeg havde fulgt Venligboerne på afstand og også tænkt, at der var elementer af bevægelsen, der mindede om det lokale, folkelige engagement, jeg var stødt på, da min mand og jeg skrev ”Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004” (Aarhus Universitetsforlag). Så jeg takkede ja til opgaven – med en vis bekymring for, om jeg kunne løse opgaven. Heldigvis fik jeg fantastisk hjælp undervejs af de to forlagsredaktører, der var involveret, Agnete Braad og Simon Hansen. De hjalp mig med at acceptere, at jeg ikke kunne få alting med, og at det i sagens natur er umuligt at være sikker på, at man får alt det med, som om 50 eller 100 år vil vise sig at være karakteristisk for Venligboerne. Historien vil fælde sin dom over bevægelsen og bogen :-).

Den første ’dom’ kan anmelderne og også bevægelsens medlemmer afsige, og den har heldigvis være meget positiv – mange venligboere har takket mig for, at de nu har fået deres egen historie og kan se sig selv skrevet ind i en større fortælling, som de ikke var opmærksomme på før – en fortælling, der båder handler om en tradition i Danmark og om nogle internationale tendenser til lokalt demokratisk og folkeligt engagement, der viser sig i nye former i de her år.

LÆS MERE: Børn på flugt

Hvad var det vigtigste, du selv lærte under arbejdet med bogen?

Det var nok, hvor enkelt det på sin vis kan være at skabe åbne fællesskaber, som nye medborgere og medlemmer af et samfund kan føle sig medansvarlige for og være md til at definere. Det slog mig, at vores forenings-Danmark, som har mange positive sider, i høj grad kan være et lukket land, når man kommer til Danmark udefra. Vi har mange både skrevne og uskrevne regler, som vi forventer, at nytilkomne overholder og forstår, før de for alvor kan blive en del af fællesskabet, og vi synes nok ofte, at vi har udviklet de helt rigtige måder og løsninger og glemmer at lære af andre. Vi tænker i stedet, at de nytilkomne, fx flygtninge, skal oplæres i vores tradition og skal ’passe ind’ i stedet for at tænke, at vi sammen kan bygge nye fællesskaber op.

Der har Venligboerne – fordi det er en løst struktureret og mere uformel bevægelse, som mange steder er skabt og udviklet af asylsøgere og flygtninge lige så meget som af gammeldanskere – en force, som jeg tror, at forenings-Danmark og vores samfund i øvrigt kan lære meget af. En af interviewpersonerne i bogen, Fawaz fra Syrien, siger meget klart, at værdierne i Venligboerne – nysgerrighed i mødet med andre og respekt for forskellighed – ikke er særligt danske; det er universelle værdier, som han havde med sig fra Syrien og derfor fandt det helt naturligt at leve ud også i Danmark. Så for ham var det logisk at etablere en lokal afdeling af Venligboerne, da han flyttede fra asylcentret i Hjørring – hvor han havde mødt Venligboerne – til Hobro.

Bogen bygger i høj grad på interviews med folk omkring Venligboerne. Hvordan udvalgte du de mennesker, der kommer til orde? Havde du en historie, du gerne ville fortælle fra starten, eller opstod den hen ad vejen?

Jeg havde nogle hypoteser og ideer, jeg afprøvede hen ad vejen, og nogle holdt, mens andre blev korrigeret. Så fortællingen lå ikke klar fra begyndelsen. Jeg var fx meget i tvivl om, hvorvidt Venligboerne for alvor havde et stærkt liv uden for Facebook, og det måtte jeg sande, at bevægelsen i høj grad har. Jeg var også i tvivl om, hvordan den splid og de konflikter, som de traditionelle medier havde beskrevet, at bevægelsen var præget af, skulle forstås. Der hjalp samfundsforsker og professor Birte Siim mig meget til at se konflikterne i Venligboerne både som et generelt og uundgåeligt fænomen i græsrodsbevægelser og samtidig som noget, der har fået en bestemt form hos Venligboerne, fordi de sociale medier kan forstærke konflikterne.

Er Venligboerne i dine øjne en unik bevægelse - eller et meget dansk fænomen?

Venligboerne er, som jeg ser det, både meget dansk og meget tidstypisk og har samtidig noget unikt over sig, som hverken er dansk eller universelt.
Det danske består bl.a. i, at Venligboerne – selv om mange af bevægelsens medlemmer ikke er bevidste om det – er en nutidig fortsættelse af og form for lokalt engagement i modtagelse af flygtninge, som har stået stærkt i Danmark langt tilbage. Et folkeligt engagement, der går hen over politiske uenigheder, og som i høj grad handler om at engagere sig i at skabe et stærkt lokalsamfund, hvor man tager ansvar for at byde nye medlemmer velkomne og – for alles skyld – overvinde fordomme og frygt og dermed skabe tryghed og tillid via nogle fælles aktiviteter. Det mere tidstypiske og transnationale består i, at det er sociale medier, som har drevet bevægelsens hurtige vækst og har muliggjort en lokal forankring omkring 100 steder i Danmark, uden at man har været nødt til at organisere sig med alle de formelle strukturer, som fx en traditionel forening kræver.

Det har helt klart tiltrukket mange mennesker til Venligboerne, som ellers ikke ville engagere sig i bestyrelsesarbejde i en forening eller lign. Det unikke består i, at Venligboerne har en enkelhed i sine grundprincipper, som gør, at bevægelsen appellerer utrolig bredt – og fx kan finde fodfæste i meget forskellige lokalsamfund. Det er slående, hvor forskellig bevægelsen er i fx København og i Nordjylland. De mentale og kulturelle forskelle på lokalsamfundene i Danmark er meget stor, og her er en bevægelse, som kan antage meget forskellige lokale former, fordi de samlende principper er så enkle.

LÆS MERE: Flere interviews med forfattere og forlag

Du har skrevet flere bøger om flygtninge i Danmark - Et stort emne med utroligt mange indgange til, og et der som oftest problematiseres i medierne. Har du selv et billede af det - er du urolig eller fortrøstningsfuld?

Det er stort spørgsmål, som egentlig ikke kan besvares kort. Men skal jeg alligevel forsøge det, vil jeg sige, at jeg kan blive meget bekymret over den politiske retorik og de mange stramninger, som jeg oplever, i høj grad baserer sig på frygt – frygt for at tabe stemmer, frygt for velfærdssamfundets holdbarhed og frygt for globaliseringens konsekvenser generelt. Her bliver flygtninge og den almindelige ordentlighed meget nemt ofre.

Men samtidig er jeg fortrøstningsfuld, fordi jeg oplever, at der – på trods og tværs af politiske strømninger – er et stærkt folkeligt engagement på lokalt plan. Den tradition for at tage ansvar for sit lokalsamfund synes jeg, at Venligboerne viser, er meget stærk. Det er slående, at så mange mennesker tilsyneladende bare ventede på at få chancen for at gøre noget for sig selv og for deres lokalsamfund og for andre mennesker, som var i en udsat position. Så kom Venligboerne, og danskerne strømmede til.

Som førnævnte Fawaz siger, så er Venligboerne efter hans mening en bevægelse, som minder os alle om, hvem vi egentlig gerne vil være. Det tror jeg, at der er noget meget sandt i. Og samtidig giver bevægelsen os en mulighed for at omsætte vores værdier i praksis. Det bliver pludselig nemt og overskueligt at vise venlighed og åbenhed – og mærke, hvor meget man får igen, når man gør det. På den måde bliver der en gensidighed i relationerne, som også er karakteristisk for Venligboerne, og som kan være svær at skabe i meget såkaldt integrationsarbejde.

Jeg ved, du snart udkommer med endnu en børnebog. Hvad arbejder du ellers på nu?

Ja, det er rigtigt. Det er fjerde bind i en serie om pigen Anna, der er adopteret fra Kina, og hendes familie og veninder og venner. Den hedder ”Anna vil have en hund”, og den er skrevet på opfordring fra en række af de trofaste læsere, som har fulgt Anna gennem de første tre bøger i serien, ”Kan man spise softice med pinde?”, ”Anna og Aisha bliver uvenner” og ”Anna og Karl bliver (næsten) kærester”. Bøgerne er skabt i samarbejde med illustrator Annemette Bramsen og forlægger Ulla Rose Andersen fra det lille fine forlag CDR-Forlag. Annemette og jeg er begge adoptivmødre, og bøgerne er inspireret af vores egne erfaringer, men er helt igennem fiktion.

Som en afslutning beder jeg gerne om lidt inspiration til læserne: når nu folk har læst "Venligboerne", hvad ville du så anbefale som den næste bog, de burde åbne?

Så vil jeg anbefale en skønlitterær og en faglitterær bog. Den skønlitterære er romanen ”Hjem”, skrevet af debutanten Sara Linderoth Bouchet. Den udkom på Tiderne Skifter sidste år og var vinder af en konkurrence om at skrive en roman med den aktuelle flygtningekrise som tema. Det er en sanselig og meget stærkt indfølende roman, der både handler om identitet, flugt og livet i eksil, men også om at blive ung, om spirende seksualitet og om bånd og brud i en familie. Jeg anmeldte den på netavisen Sameksistens, hvor jeg kaldte den ’årets bog’.

Den faglitterære er en helt ny bog, skrevet af samfundsforsker og professor på RUC, Thomas P. Boje, som er en af de eksperter, jeg har interviewet i min bog om venligboerne, og som er ekspert i bl.a. civilsamfund og demokratisk deltagelse. Hans nye bog hedder ”Civilsamfund, medborgerskab og deltagelse”, og den udkom på Hans Reitzels Forlag den 30. maj i år. Jeg er selv kun lige gået i gang med den, men jeg har store forventninger til, hvordan den perspektiverer og giver forskningsmæssigt belæg for nogle af de temaer og pointer, som står centralt i bogen om Venligboerne – ikke mindst om det folkelige engagement og de nye former, det antager.

Du kan følge Malene Fenger-Grøndahl på hendes hjemmeside.

Materialer
Reservér
  • Bog

Venligboerne : historien om en bevægelse

Af Malene Fenger-Grøndahl (2017)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Kan man spise softice med pinde?

Af Malene Fenger-Grøndahl (2011)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Anna og Aisha bliver uvenner

Af Malene Fenger-Grøndahl (2012)
Læs mere
Malene Fenger-Grøndahl: Anna og Karl bliver (næsten) kærester
Reservér
  • Bog

Anna og Karl bliver (næsten) kærester

Af Malene Fenger-Grøndahl (2015)
Læs mere
Sara Linderoth Bouchet (f. 1980): Hjem : en roman
Reservér
  • Bog

Hjem : en roman

Af Sara Linderoth Bouchet (f. 1980) (2016)
Læs mere