Hvad nu hvis der er noget i mørket, der vil os det ondt? - Interview med Teddy Vork

Teddy Vork debuterede som forfatter i 2008 med novellesamlingen "Hvor skyggen falder". Samlingen består af seks noveller, som hver især beskæftiger sig med skygger enten i bogstavelig eller overført betydning. Debuten blev rost af Michael Mogensen i Jydske Vestkysten for de nærmest filmiske beskrivelser som får læseren til at befinde sig på stedet sammen med fortællingens personer.

Et par år senere i 2010 udgav Vork bog nummer to, ”Diget”, som blandede horror med det middelalderlige Danmarks sagn og myter, og siden er det blandt andet blevet til romanen "Ex" samt novellesamlingen, "Sprækker", der vandt Årets Danske Horrorudgivelse 2014.

Og nu er han som sagt aktuel med romanen "Mulm".

1) ”Mulm” udkom d. 13. marts. Fortæl lidt om hvad den handler om, og hvordan idéen opstod
“Mulm” handler om en lille familie, som pludselig står i en krise, da moren, Maja, bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. Jacob, faren, er alene med deres femårige søn, Johannes, i deres nyerhvervede hus. I løbet af forholdsvis kort tid, oplever Jacob, at noget i huset stemning har ændret sig, især når mørket falder på. Jacob føler sig overvåget af nogen eller noget med ond vilje, Johannes taler med en usynlig ven, og Jacob bliver i tvivl om, hvad det egentligt er der foregår. Har den mærkelige stemning i huset haft indflydelse på Majas indlæggelse? Da mystiske og uhyggelige hændelser eskalerer, forsøger Jacob at finde ud af, hvad der ligger til grund for det hele, da det er umuligt at handle, hvis man ikke ved, hvad man har med at gøre. Og Jacob må handle i tide, hvis han skal redde Johannes, Maja, og ikke mindst sig selv.

Ideen opstod, fordi jeg har oplevet at være alene med min lille søn i vores nykøbte hus, mens hans mor var indlagt i flere måneder. Jeg havde svært ved at falde i søvn. Lå i sengen og stirrede op i mørket, alt for bevidst om nattens lyde. Bange for fremtiden for os alle. På et eller andet tidspunkt brød en tanke ind: Hvad nu hvis … hvis jeg ikke kunne passe ordentligt på min søn … hvis jeg ikke kunne regne med mig selv i den her situation … hvis der var noget her i mørket, som ville os ondt. Det var en tvedelt tanke. Rationelt vidste jeg godt, det var noget vås, men hvad nu hvis … Da min søns mor kom hjem igen, tænke jeg, at det jeg havde oplevet, måske kunne være udgangspunktet for en bog.

2) Vil du fortælle lidt om arbejdet med bogen?
Jeg satte nogle begrænsninger op for mig selv, inden jeg begyndte at skrive. Det hjælper ofte på min kreativitet at have nogle rammer, jeg skal forsøge at bevæge mig indenfor. Begrænsningerne i "Mulm" var ret simple, men de skulle hjælpe med at trække indholdet frem. Jeg ville have, det skulle være et kammerspil. Altså meget få medvirkende karakterer og få steder. Det blev til familiens tre medlemmer, og huset, hvor de bor (næsten en af de andre titler, der var i spil: Huset, hvor vi bor). Jeg håbede, denne begrænsning kunne hjælpe mig med at skabe den rette stemning af klaustrofobi og isolation … at læseren som Jacob skulle opleve at være fanget … af stedet og omstændighederne. Det syntes jeg, er lykkes godt, men det var også et af de elementer, som gjorde bogen svær at skrive og fik færdiggørelsen til at trække ud i omkring ti år.

Det tog selvfølgelig ikke ti år at skrive romanen fra ende til anden, men teksten var igennem mange udkast og har set meget anderledes ud, end den gør nu. Der var flere indflettede fortællinger, nærmest en novelle eller to vævet ind, og et par avisartikler. Men mine betalæsere syntes ikke, det fungerede. I øvrigt havde jeg fire af dem til at læse manus igennem, hvilket er flere, end jeg plejer, og ad flere omgange. Så jeg havde tilsyneladende længe en grundlæggende tvivl på, om teksten fungerede. Jeg kan se nu, at det skyldtes tvivl på lige netop den præmis, jeg grundlagde for mig selv, nemlig at historien skulle være et kammerspil. Men jeg havde flettet for mange sidehistorier ind, fordi jeg ikke stolede på, at fortællingen kunne bære at være at være så bar og simpel, hvilket jo er dens styrke. Mine betalæsere og redaktør hjalp mig tilbage til det syn på teksten, og det skal de have stor tak for.

3) ”Mulm” handler om en helt almindelig familie, og dit forfatterskab generelt tager oftest udgangspunkt i hverdagen. Hvor de fleste af os ser normalitet, ser du noget andet. Hvorfor/hvordan gør du det almindelige så skræmmende?
Edvard Munch, i øvrigt en af mine yndlingsmalere, sagde noget i retning af, at man ikke skulle male det, man ser, men det, man så. Det, man så, mens man var i en særlig følelses vold. Man kan måske på en anden måde sige, at man ser det gennem mørktonet glas eller i et troldspejl. Måske bare et glimt, og det kan man så lege med, udvide, når man skriver en historie. Det er vel det, jeg gør. Det er så det mørke og dystre, mit blik falder på. Grunden til at det er lige der, min opmærksomhed rettes, er nok et spørgsmål om personlighed og psykologi, hvad man er fascineret af, og hvad der slå en genklang an i ens sjæl. På mit civile arbejde har jeg mange kollegaer med sundhedsfaglig baggrund. En af dem, en ret så indsigtsfuld psykiatrisk sygeplejerske, havde læst nogle af mine bøger, og hun spurgte mig engang om det at skrive mine historier “gav mig mere kontrol over angsten, eller slap den fri, gjorde den værre?”

Øh … jeg vidste ikke, det handlede om angst. Og jeg har stadig ingen ide om, hvorvidt skrivning inddæmmer eller slipper den fri. Men interessant betragtning fra hende.

Med hensyn til at hvordan man gør det almindelige skræmmende: Jeg synes, det er mere interessant, og lettere, at gøre det almindelige uhyggeligt end det usædvanlige. Det almindelige har større potentiale for gyset. Hvis man vil overbevise læseren om, at der findes en anden, usynlig verden, må man går varsomt til værks, så illusionen ikke brydes. Det almindelige er jo netop almindeligt og derved umiddelbart genkendeligt, og hvis det genkendelige på et tidspunkt ikke længere er genkendeligt, er det per definition uhyggeligt. Hvis man langsomt og næsten umærkeligt introducerer små brud i det normale, kan man forføre læseren til at, at det utrolige måske kunne ske, eller at man under de rette omstændigheder kunne være presset psykisk nok til, at man ville opleve det som sandt. Små sprækker, detaljer, gisninger, reaktioner. En dæmon er jo ikke uhyggelig, hvis den står i fuldt flor med rød, skællet hud og sorte horn omspændt af flammer, så bliver den mere komisk og utroværdig. Men en dæmon man ikke kan se, kun ane gennem næsten umærkelige sansninger, som måske ikke engang er til at stole på, bare en fiks ide … måske? Det er noget helt andet og mere faretruende, fordi det eroderer det fundament, man har bygget sin forestilling om verden på.   

4) Historien har også tråde til gamle sagn og myter. Hvad fascinerer dig ved fortidens fortællinger og tro?
Jeg har en mistanke om, at sagn og myter hvisker til os på tværs af årtusinder, erkendelser vi mennesker har gjort os, som udtrykkes gennem ord, men alligevel ikke helt kan udtrykkes med ord. De slår en streng an i os, som resonerer, men vi ved ikke helt hvorfor. Det er på samme måde, som når vi ved, uden refleksion, hvornår noget er smukt. Det er proportionerne. Men hvorfor er det lige de proportioner, der tiltaler os som art. Nogle forskere mener, det er genetisk nedarvet, et slags kollektivt ubevidste. Det er virkelig interessant

Der en hel scene i "Mulm", som handler om myter, hvordan de har formet vores forståelse af verden, og at vi ikke altid er bevidste om, at fortællinger er det brilleglas igennem hvilke, vi ser verden. Fortællingerne og myterne er fulde af figurer og handlingsmønstre, vi har brugt til at forstå verden i utallige generationer, ad omveje fordi vi ikke kan erfare det direkte og håndgribeligt. Det glider os af hænde, så snart vi ser direkte på det.

5) Hvad håber du, at læseren tager med sig, når de har læst ”Mulm”?
Først og fremmest håber jeg, at læseren blev bange, eller utryg, et øjeblik i tvivl om verdens beskaffenhed. Tvivl er vel central i "Mulm", hvordan tvivl kan æder sig ind og forgifte og lamme. Forhåbentlig har læseren også oplevet et intenst og nærgående portræt af en mand og en familie i kamp med ødelæggende kræfter, hvor kærlighed er et mægtigt våben, men ikke altid tilstrækkeligt.