Elly Griffiths på Horsens bibliotek

05.12.19
Onsdag d. 4. december 2019 besøgte den britiske forfatter, Elly Griffiths, Horsens bibliotek

Først deltog hun i et hyggeligt bloggermøde arrangeret af Gads Forlag, hvor der blev spist sandwich og hyggesnakket lidt. Herefter gik turen hen i bibliotekets store sal, hvor publikum ventede, og hvor Elly Griffiths i samtale med journalist og blogger på ’Vild med Krimi’, Rebekka Andreasen, talte om stort og småt i forfatterskabet. I pausen var der mulighed for at købe bøgerne om Ruth Galloway til absolut bogelsker-priser, idet Grenå Bog & Idé stod klar iført nissehuer og højt humør. Det var i det hele taget en rigtig dejlig aften, hvor Elly Griffiths fortalte levende, så hvis man ikke allerede var fan, blev man det helt sikkert.

Elly Griffiths, som i virkeligheden er døbt Domenica de Rosa, fortalte, at hun nogle gange spekulerede på, om hendes navn i virkeligheden er grunden til, at hun blev forfatter. Hendes søstre har ’almindelige’ engelske navne, men da Elly dukkede op som en efternøler, blev hun døbt Domenica de Rosa. Og som hun sagde – det lyder næsten som et opfundet forfatternavn.

Elly skrev allerede som barn, men sprang først ud som forfatter langt senere. Først studerede hun engelsk på universitetet, dernæst arbejdede hun på et bibliotek, derefter blev det til flere år på et forlag, og først da hun gik på barsel herfra, tog hun springet til forfatterlivet. Som hun fortalte, så var det lidt spøjst, at hun havde arbejdet ’klassisk’ med litteratur i så mange år uden at skrive selv, men som hun sagde, var det jo stort set kun ’hvide mænd’, der blev repræsenteret ad disse kanaler.

De første fire romaner skrev hun under sit eget navn, Domenica de Rosa. Men så fik hun idéen til Ruth Galloway under en ferie i Norfolk. Hendes mand er arkæolog, og han fortalte om de mange myter og sagn der er knyttet til marsklandet. Det fandt Elly så interessant, at hun skrev ”Pigen under jorden” og sendte den til sin redaktør. Hun var heldigvis interesseret, men udbrød: ”Oh, it’s a crime novel. Then you need a crime name!” Så Elly tænkte på sin bedstemor Ellen Griffiths og foreslog det. Når det så alligevel endte med Elly Griffiths, var det igen redaktøren. Hun syntes Elly lød ”a bit tidier”.

Noget af det, jeg personligt holder meget af ved serien, er, at plottet altid udspiller sig om virkelige arkæologiske steder. Det kunne Elly så fortælle, også er noget af det hun gør sig stor umage med. Som krimiforfatter må man til en vis grad forlade sig på ’suspension of disbelief’, idet en politimand i virkeligheden sjældent oplever at opklare et mord om året. Til gengæld mener Elly så, er forfatteren nødt til at være troværdig i alle andre henseender. Derfor er for eksempel alt det arkæologiske i romanerne virkeligt, ligesom hun gør sig stor umage med personerne.

I løbet af aftenen blev Elly spurgt om valget af en arkæolog og en politibetjent som hovedpersoner. Til det svarede hun, at hun synes, der er meget stor lighed mellem de to professioner. Begge undersøger beviser, begge undersøger lig og begge leder efter svar. Samtidig syntes Elly også, at det er vigtigt at skrive om en kvinde, der er venner med en mand. Og det er Ruth og Nelson jo, trods de forskellige komplikationer.

Et andet spørgsmål handlede om vigtigheden af første linje. Her kunne Elly fortælle, at første linje er meget vigtig, for det er den, der skal fange læseren ind. Men til gengæld er det meget forskelligt, hvornår i processen første linje bliver skrevet. Nogle gange er det, det første der bliver skrevet, men for eksempel i bind 12 om Ruth Galloway var det, det sidste hun skrev. Elly kunne også fortælle, at når redaktøren læser indsendte bøger igennem, er det altid første og sidste kapitel, der læses. De skal lige sikre sig, at der ikke dukker ’en ufo’ op og får plottet til at falde fra hinanden.

Om sin skriveproces kom Elly ind på, at hun efter mange år nu har fået bygget et lille skriveværksted i sin have, hvor hun kan gå ud og skrive. Så om morgenen kl. 7.45 går hendes kat Gus ud til skuret og står og venter på, at hun kommer. Hendes mål er at skrive 1000 ord om dagen, og hendes bøger er som regel stort set færdige, når hun er færdig med første gennemskrivning.

Der blev også spurgt til en filmatisering af Ruth Galloway-serien, og det var Elly lidt ambivalent over. På en måde kunne det være spændende. På den anden side har hun svært ved at se sine personer på det hvide lærred. På et tidspunkt var hun dog til et møde med en interesseret filmproducer, der havde taget en kendt manuskriptforfatter med. Denne startede mødet med at hilse Elly med ordene: ”I have solved the problems with your books!” Forståeligt nok blev Elly Griffiths lidt fortørnet over de ord, og projektet endte da også med at blive afvist.

Til sidst blev Elly også spurgt om brugen af vold i bøger. Hun svarede, at hun ikke selv brød sig om at læse ’gory violence’, men at mord i sig selv er voldeligt, også selvom man ikke beskriver det i grafiske detaljer. Derfor gør hun altid meget ud af at beskrive offeret, så vi lærer det at kende som et menneske og ikke bare en død. I et af de endnu ikke oversatte bind går en stor del af handlingen ud på at finde ud af, hvem offeret er. Derfor afsluttes bogen med en nekrolog over offeret. Den tankegang synes jeg er meget sympatisk, og gør også at mordene i Elly Griffiths bøger ikke bliver ligeså ren underholdning, som f.eks. serien om Barnaby, hvor der dør mindst 3-4 personer i hvert afsnit, uden at det tilsyneladende påvirker nogen.

Til slut kunne Elly Griffiths løfte sløret for, at der er to bøger på vej i dansk oversættelse til marts i 2020. Her udkommer nemlig bind 6 om Ruth Galloway, og samtidig kommer Ellys første børnebog ”My Name is Justice”, der er en krimihistorie for børn.

Serien med Ruth Galloway:
Pigen under jorden, 1
Løgnens hus, 2
Huset på klippen, 3
Døden på museet, 4
Det tavse vidne, 5
The Outcast Dead, 6 (udkommer på dansk til marts)

Som Domenica de Rosa:
To uger i Toscana

Besøg Elly Griffiths hjemmeside

Materialer