Claus Schjødt: Jeg er en varm tilhænger af John Irving-metoden

I 2016 udgav den lokale forfatter Claus Schjødt novellesamlingen "Stop ved blink". Vi interviewede ham i forbindelse med udgivelsen, hvilket du kan læse her under overskriften "Det er dybest set tosset at skrive noveller".

Den overskrift forhindrede ham dog ikke i to år senere at udgive endnu en samling med titlen "De bortrejste" - men nu er han kommet dertil, hvor det er blevet til en roman. Den har fået titlen "Talemåder til enhver lejlighed" og kan lånes på biblioteket nu.

"Talemåder til enhver lejlighed" er historien om Alexander. Han er 37 år gammel og lever et afgrænset liv med sin mor i en villa i Aarhus. Der er modeljernbanen i kælderen, indkøbene bliver foretaget i Salling, og alt er, som det altid har været. Men moderen er begyndt at blive glemsom, og det betyder ændringer i deres liv - Alexander må ansætte Vivi som hjælper for moderen, og både Vivi og dennes tiårige datter bringer forandringer og ny forståelse ind i den boble, der har været Alexanders liv indtil nu, på godt og ondt.

Jeg har snakket med Claus Schjødt om hans romandebut og om, hvad det er, talemåder kan.

Interview

Nu hedder bogen jo "Talemåder til enhver lejlighed" - så det er fristende at starte med at spørge: hvad er din yndlingstalemåde og hvorfor?

Talemåder kan både være skægge - Et æble om dagen holder doktoren fra døren, hvis man kan ramme ham - og snusfornuftige - Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Men også undertrykkende - Lige børn leger bedst.

En talemåde som den sidste bryder jeg mig virkelig ikke om. Den er for mig at se opstået i et samfund med klasseskel, som nogen – de der har mest og størst indflydelse – ønsker at fastholde. Og jeg mener ikke, store sociale eller økonomiske skel fører noget godt med sig, tværtimod. Et samfund er mest stabilt og velfungerende, hvis få har for meget og færre for lidt. Derfor er det afgørende vigtigt, at ulige børn leger sammen og bliver bekendt med hinandens virkelighed.

Til gengæld er Ikke alt der skinner er guld en talemåde, jeg holder meget af. For det er uendelig let at lade sig forblænde. Af magt, rigdom, gyldne politiske løfter eller flokkevis af følgere på de sociale medier. Det er vigtigt at holde fast i sin kritiske sans og ikke bare løbe af sted i samme retning som alle andre.
 
Man siger gerne, at forfattere skal undgå klicheer - og talemåder er jo i sagens natur noget, der gentages og måske kan opfattes som sådan. Kan du fortælle lidt om, hvordan ideen til "Talemåder til enhver lejlighed" opstod, og hvordan disse sproglige genveje kom til at spille deres rolle i historien?

Du har helt ret. Mange talemåder er klicheer. Så det kan være klogt at hæve dem op på liften og give dem et eftersyn, før de kommer ud ad munden på dig. Nogle er ren tomgang. Og mener du faktisk, at Når enden er god, er alting godt? Altså uanset omkostningerne undervejs eller hvad? Måske ikke.

Men i romanen er talemåderne en af de ting, Elinor, hovedpersonens mor, stadig husker midt i sin begyndende demens. Når andre minder blegner, når hun ikke kan huske, hvad sønnen Alexander sagde til hende for et øjeblik siden, så er det katalog af talemåder, som hun har opbygget gennem et helt liv, stadig tilgængeligt for hende. Som når demente har en klar erindring om deres barndom, men ikke aner, hvad de har fortalt dig ét minut tidligere.

Så titlen skyldes Elinor. Den første, der dukkede op i skriveprocessen, var Alexander, den her enspænder, som mest opholder sig i kælderen, beskæftiget med sin modeljernbane. Den her 37-årig mand uden sociale relationer til mange andre end sin mor. Så kom Elinor, karakteriseret ved de her talemåder som illustrerer, hvordan hendes hjerne fungerer – eller ikke fungerer. Så min idé til en titel var der tidligt, og da den først var der, holdt jeg fast i den.

 
"Talemåder til enhver lejlighed" er din romandebut, efter du har skrevet to novellesamlinger. Hvordan har arbejdet med den været anderledes end det, du førhen har prøvet?

Mange læsere kender sikkert den amerikanske forfatter John Irving. Han skrev engang, at man må kende historien – hele historien – fra start til slut for at kunne fortælle den. Det er én måde at fortælle historier på. En anden er bare at begynde og så se, hvor historien bevæger sig hen. Jeg har prøvet begge – både på romaner og noveller, og den ene er ikke mere rigtig end den anden. Men den med at begynde et sted og så se, hvordan historien udvikler sig, fungerer bedst for mig, når jeg skriver noveller. For her er udgangspunktet ofte en konkret hændelse eller noget, jeg har set eller hørt, som jeg så ”broderer” videre på. En novelle er ikke nødvendigvis en sammenhængende fortælling, selv om mine nu ofte er. Den kan godt bare være et nedslag i tid og sted.

En roman derimod skal efter min mening have et tydeligt fortælleforløb, en intrige og nogle karakterer, som gennemgår en interessant udvikling.

En roman er desuden meget længere end en novelle – for det meste i hvert fald. Den canadiske forfatter Alice Munro har skrevet noveller der næsten er romaner, hvad længden angår.

Så længden alene, synes jeg, gør det nødvendigt at angribe skrivearbejdet på en anden måde. Ellers risikerer man at løbe vild i sin historie, før man når slutningen. For det nemmeste er altid begyndelsen, hvor man bliver båret frem af den gode idé. Man kan se det hele for sig, historien skriver næsten sig selv og stakken af sider vokser støt, indtil man pludselig ikke kan se nogen vej frem. Fortællingen hænger ikke sammen, man har skrevet sig ind i en blindgyde eller ladet sig lokke ud ad en spændende sidevej. Man er kommet så meget ud på landet, at man, når man ser sig over skulderen, ikke længere kan få øje på den hovedvej, der skulle føre én frem til slutdestinationen.Så når det gælder romaner, er jeg en varm tilhænger af John Irving-metoden: Kend din historie og find ud af, hvordan du vil præsentere den for læserne, før du for alvor går i gang med at skrive. Det forhindrer ikke, at man lader sig inspirere undervejs, tilføjer sidehistorier, nye karakterer eller opdager andre måder, hvorpå man kan gøre sin historie endnu bedre – alt det der gør skriveprocessen sjov. Men skal man blive færdig med sin roman, er det ret hjælpsomt hele tiden at have historiens hovedvej inden for synsvidde.   
 

Du har arbejdet med forfattergerningen de senere år, ved jeg, i nogle uddannelsesforløb. Kan du fortælle lidt om det - og hvordan det har påvirket det, du skriver? Er det en anden forfatter, man møder her?

Dels er jeg, efter jeg skrev min anden novellesamling, blevet medlem af Dansk Forfatterforening og har benyttet mig af nogle af deres fine kurser. Dels har jeg været heldig først at blive optaget på en masterclass og siden et mentorforløb for forfattere arrangeret af Aarhus Litteraturcenter. Ad den vej er jeg blevet præsenteret for andre, veletablerede og erfarne forfatteres måde at arbejde på. Og det lærer man virkelig noget af, også selv om det måske kan være svært at identificere præcist hvad.

Men det er noget med at blive bedre til at læse andres og ikke mindst egne tekster. Det sidste er noget af det sværeste. Den ene dag snuser man til stratosfæren af begejstring over det, man har skrevet. Næste dag er skraldespanden næsten et for fint sted til sådan noget bras. Begge dele kan ikke være rigtigt. Så man må lære sig at vurdere, hvorfor en tekst er god? Hvorfor er den ikke? Jeg tror, jeg ved at lytte til andre forfattere, læse meget, skrive meget og omskrive meget er nået til et punkt, hvor jeg har fået større tillid til min egen vurderingsevne. Læser jeg noget igennem og synes, det knirker, jamen så ER der noget galt med teksten. Altså skal den kasseres eller skrives om. Der er ikke noget der hedder, mon ikke den er god nok!?

Så er det en anden forfatter, man møder i romanen set i forhold til novellerne? Både ja og nej. Det er stadig de samme historier, jeg kan lide at fortælle. Nemlig om mennesker vi kender og genkender os selv i. Men jeg arbejder hele tiden hårdt på at flytte mig og blive mere velovervejet og professionel som forfatter.  
 
Nu har du prøvet både at skrive kort og langt. Hvad foretrækker du?

Mine næste to bøger er efter planen romaner. Den ene er jeg allerede langt med, og jeg har nogle ret klare ideer omkring den anden. Det betyder ikke, at jeg har opgivet novellerne. Men nu og her er det sjovere og mere udfordrende at skrive romaner. Blandt andet fordi det er svært. At holde styr på en masse personer, en bærende handling og adskillige sidehistorier hen over flere hundrede sider, dét gør man ikke bare lige. Men på et tidspunkt vil jeg måske igen få brug for at skrive noveller. Til den tid vil det måske føles nyt, og jeg holder meget af noveller og novellesamlinger. Det er synd, de generelt har meget få læsere.  
 
Handlingen er henlagt til Aarhus - har du et forhold til byen, eller var det historien, der krævede det?

Jeg har både boet og læst i Aarhus en del år, men flyttede derfra for godt 25 år siden. Nu kommer jeg der mest i forfattersammenhæng, men holder stadig meget af byen. Når romanen foregår i Aarhus, er det, fordi familien er ret velhavende og bor i en stor gammel villa med masser af plads i kælderen. Den slags huse findes også i Horsens. Men så er der det med, at familien nærmest kun handler i Salling. Det er en del af familiehistorien, fortæller noget om dens excentricitet og viser lidt om, hvor isoleret et liv Alexander og hans mor lever. Vi har ikke et tilsvarende stormagasin i Horsens. Bilka kommer vel tættest på. Men dér ville Elinor aldrig sætte sine ben, det er hun for snobbet til. Men hvorfor så ikke Magasin, kunne man spørge. Det afgørende er her, at familien har rødder i Aarhus. Salling betyder noget ganske særligt for folk i Aarhus. Så det kunne aldrig være Magasin.
 
Og så et stort spørgsmål: jeg synes, at romanen handler meget om lykken. Hvad er lykken for dig?

Lykken er en kompliceret størrelse. Alexander erklærer på et tidspunkt, at han aldrig er lykkeligere, end når han pusler med sin modeljernbane nede i kælderen. Lige dér lyver han nok for sig selv. For jeg tror, han ubevidst længes efter at komme ud i verden og være sammen med andre mennesker. Men han oplever en stor ro og glæde ved at pusle med sin hobby, og det kan bestemt være en lykke. På samme måde har jeg det, når jeg skriver. Det giver mig en stor glæde – kan endda fylde mig med lykkefølelse, når teksten overrasker mig på en god måde. Men så vil jeg jo gerne have romanen udgivet. Så vil jeg gerne have, nogen læser den. Og så vil jeg gerne have, nogen synes om den. Hver gang et af ønskerne går i opfyldelse fylder det mig med glæde – eller lykke. Men lykkefølelsen er som duften af parfume. Den hænger et kort øjeblik i luften for øjeblikket efter at blive erstattet af noget mere jordnært. Lykken består for mig af øjeblikke, som man må forsøge at opbygge en samling af og værne om, ligesom Elinor samler på talemåder. Så lykken er også så forskellige ting som en tur i skoven med min hund, en løbetur uden skader, lyden af den første vibe i engen eller at være på stadion, når AC Horsens sikrer sig en hjemmesejr.
 
Der er et gennemgående tema omkring litteraturens betydning i "Talemåder til enhver lejlighed" - særligt én bog spiller en rolle (jeg vil ikke nævne titlen her, den må man læse sig til, synes jeg). Hvilke bøger trak dig selv ind i bøgernes verden?

Det var bestemt ikke et finkulturelt hjem, jeg voksede op i. Men mine forældre var dog medlem af Lademanns bogklub, Union, som mange vist var i 1970’erne, og senere vist også af en anden bogklub. Så de bøger, mine forældre fik ad den vej – eller glemte af afbestille - læste jeg i, da jeg blev ældre. Blandt andet en del spændingsromaner af forfattere som Alistair MacLean og Wilbur Smith. Men før det – fra det øjeblik da jeg begyndte selv at kunne læse – slæbte jeg stakkevis af bøger hjem fra skolebiblioteket og senere folkebiblioteket i Hornsyld. Tit var jeg på biblioteket flere gange om ugen. Tegneserier, Jan- og Kim-bøger, Enid Blyton’s De 5-bøger, senere bøger af Bjarne Reuter, Bent Hallers ”Katamaranen” og Jules Verne. Efter folkeskolen gik jeg i gang med forfattere som Leo Tolstoj, Hans Scherfig, Kirsten Thorup, Isabel Allende, Anne Tyler, John Irving, John Steinbeck.
 
Til afslutning er det altid spændende at få lidt inspiration til videre læsning. Er der bøger, som du tænker på som beslægtede til "Talemåder til enhver lejlighed", som har inspireret den - eller som bare er noget, folk bør læse?

Romanen er ikke inspireret af en bestemt bog, men den spiller både i sin handling og tematik sammen med den bog, som nævnes i romanen (men ikke skal nævnes her!)

Nu kan bøger jo være beslægtede på mange måder. Både hvad angår handling, tema, sprog og meget andet. For mig er min roman beslægtet med bøger som ”Ar” af islandske Audur Ava Olafsdottir og ”Døgnkioskmennesket” af japanske Sayaka Murata. Begge lavmælte og enkle fortællinger om ensomme mennesker, der forsøger at finde sig til rette i livet. Men også med Dorthe Nors’ fine roman ”Spejl skulder blink”. Kan man lide de bøger, er der en god chance for, man også vil kunne lide min. Og har man ikke læst dem, kan de varmt anbefales.

Videre

Læs mere på Claus Schjødts hjemmeside: claus-schjødt.dk