Claus Hagstrøm: ”Kristian Wang opstod som en forbandet krimikliché ” – om Måneskin

11.01.18
Interview med Claus Hagstrøm om mord, sex og alt det andet, man arbejder med som krimiforfatter.

Forfatteren Claus Hagstrøm er vendt tilbage til Horsens – og har skrevet sin anden roman. Det er krimien “Måneskin”, en fortsættelse til “Solstrejf” fra 2016. Fælles for dem er hovedpersonen Kristian Wang -  en hårdt ramt tidligere politimand, som hutler sig igennem ved at arbejde på konsulentbasis – og mord, som foregår i miljøet, som de fleste danskere ikke stifter bekendtskab med på daglig basis. I ”Solstrejf” er det sm-verdenen, vor helt må dykke ned i, mens mordet i ”Måneskin” sker på en baggrund af voyeurisme og prostitution.

Vi har taget en snak med Claus Hagstrøm om hans seneste bog, om at skrive krimiserier i dagens Danmark og om at researche de ubehagelige sandheder, der ligger bag hans historier.

Claus Hagstrøm

Kan du starte med at præsentere Claus Hagstrøm og Måneskin? Hvilken oplevelse ser du gerne, at læserne sidder tilbage med efter endt læsning?

Jeg er født i Horsens i 1973, opvokset samme sted, og jeg er nu også bosiddende der.

Jeg har en akademisk baggrund fra Københavns universitet, hvor jeg har læst kommunikation, informationsvidenskab og kulturformidling. Jeg skriver bøger, fordi, det er en naturlig forlængelse af det at være læser. De bøger, jeg selv har konsumeret gennem livet, har næret min fantasi, der aldrig står stille, og affødt en trang til selv at fortælle historier. Jeg er også en drømmer og ikke mindst en dagdrømmer. Hvis man er indrettet sådan som menneske, så ender man nok uvægerligt med at fortælle historier i en eller anden form

Senest har jeg skrevet scandinoir-krimien “Måneskin”. En bog med et socialrealistisk snit, hvor temaerne er voyeurisme, trafficking, narkotikahandel og organiseret kriminalitet. Hovedvægten i bogen er ligesom i min første bog, “Solstrejf”, lagt på en seksuelt motiveret forbrydelse, fordi det faktisk ofte er tilfældet med forbrydelser i virkeligheden. Begær, hævn og jalousi er statistisk set de mest almindelige grunde til, at nogen begår et drab. I “Måneskin” er både den afstumpede vold og de seksuelle scener meget eksplicit beskrevet, det er de, fordi jeg gerne vil give mine læsere en så realistisk oplevelse som muligt. Jeg vil tage dem i hånden og føre dem lige ind til ondskabens eller vanviddets epicenter, fordi det kan man i bogens verden gøre mere eller mindre toldfrit. Desuden tror jeg, at vi alle til hobe er fascinerede af, og bliver draget af, det mørke i menneskets sind. Det mørke, der måske i sidste ende kan få os til at vælge den mest desperate udvej af alle, drabet…

Måneskin er din anden bog og en fortsættelse til Solstrejf. De har begge samme hovedperson - kan du fortælle lidt om ham: hvordan opstod han, og hvordan blev han til hovedpersonen i en serie på flere bind?

Min hovedperson, Kristian Wang, opstod som en forbandet krimikliché. Jeg havde det første plot til bogen “Solstrejf” i tankerne, men jeg havde ikke nogen til at opklare forbrydelsen. Jeg har selv læst en hel del klassiske detektivromaner som f.eks. drengebøgerne om Jan eller Kim, og så selvfølgelig de store klassikere i form af Agatha Christie og Sherlock Holmes, så jeg ønskede mig brændende en privatdetektiv som min protagonist, men det virkede simpelthen for urealistisk, med en dansk privatdetektiv, så derfor opfandt jeg den forhutlede konsulent, Kristian Wang. Han er en hovedperson med hele den skandinaviske krimipakke i rygsækken: forsvundet, måske endda død kæreste, eneboer i sommerhus, alkoholproblemer og så videre.

En konsulent er jo i dagens Danmark ofte i manges øjne en lidt anløben person med en svært definerbar stillingsbetegnelse. Wang er sikkerhedskonsulent med eget firma. Et firma, der udelukkende består af ham selv og hans indre dæmoner samt en række småopgaver, han knap nok kan leve af. Men det var jo ikke gjort med blot at give ham et erhverv, han skulle også have nogle menneskelige egenskaber, og her kommer klichéen i spil. En hovedperson i en krimi er bare mest interessant, hvis han eller hun ikke er alt for poleret og velfungerende, det er bare mere spændende at læse om en dysfunktionel personage midt i en menneskelig deroute, end det er at læse om Jensen, der kører hen på sit kontor og opklarer forbrydelser fra klokken 8 til klokken 16 mandag til fredag, inden han kører hjem for at putte sine 2,2 børn, og derefter  sorterer sine frimærker resten af aftenen. Sådan er Kristian på ingen måde. Han er alkoholiseret, utilregnelig, humørsyg, uorganiseret og ofte deprimeret. Han er i starten af fyrrerne, og han er blevet afskediget fra drabsafdelingen på grund af sit stigende alkoholforbrug og et stort problem med autoriteter. Faktisk synes jeg i perioder, at han er pænt irriterende, derfor har jeg også opfundet et sidekick til ham. En mønster-borger i skikkelse af politikvinden Susan Hviid. En kvinde, der på mange områder er langt mere organiseret, tilregnelig og effektiv end vor forhutlede antihelt Kristian Wang.

Wang er dog ikke udelukkende lutter maskuline krimiklichéer i form af daggamle skægstubbe, trenchcoat og ufortyndede drinks. Han har også en elskelig og følsom side, der holder af poesi og musik. Hans retfærdighedssans er desuden ulastelig. Han står op for ikke kun sine nærmeste, men også for de svage i samfundet, uanset hvilke omkostninger det måtte have for ham selv. Den egenskab ved ham holder jeg selv meget af, og jeg nød at give ham den side i fødselsgave, da jeg skabte ham.

Er der fordele ved at arbejde med den samme hovedperson over flere bind - giver det dig muligheder eller begrænsninger.

Den åbenlyse fordel ved at arbejde med samme hovedperson gennem flere bøger er, at jeg kender ham så godt. Jeg ved lige præcis, hvordan han tænker, og agerer allerede inden, at jeg har fået ordene ud gennem fingrene og ned i tastaturet. Det giver mig desuden mulighed for, at udvikle ham undervejs. For mig er hans personlige historie og menneskelige udvikling en endda meget stor del af det at skrive mine kriminalromaner. De enkelt forbrydelser, han skal opklare i bøgerne, er primært stilladser, som jeg kan anvende til at fortælle Kristian Wangs historie. Han er bare et interessant menneske med mange lag. Men deri ligger også begrænsningen. Han kommer simpelthen til at fylde meget, og i perioder så meget, at jeg selv bliver pænt irriteret på ham. Så tag dig dog sammen mand, har jeg lyst til at råbe til ham ned i min computerskærm, men det gør han ikke. Man kan ikke tage sig sammen ud af en depression og en menneskelig deroute, der er man nødt til at vente på at se, hvor historien tager en med hen.

Krimien har en lang historie og selvfølgelig også nogle rammer. Dine bøger skiller sig blandt andet ud i kraft af de sexmiljøer, de gerne foregår i. Hvordan har du arbejdet med genren, og er miljøet et bevidst valg?

Mit arbejde med genren bestod i første omgang af en grundig forberedelse. Jeg har simpelthen læst enorme bunker af kriminalromaner selv. Primært romaner skrevet af skandinaviske forfattere. Desuden er jeg personligt meget glad for research-delen af mit arbejde. Jeg bruger en del tid på at trave byer rundt, for at finde de helt rigtige lokationer til mine bøger, og jeg har altid foretaget en grundig research af politiets, retsmedicineren, narkomanen eller den prostituerede for den sags skyld, inden jeg skriver et eneste ord i en ny bog.

Miljøerne og det seksuelle er et helt bevidst valg. Sex er bare for evigt interessant, og seksualakten indeholder alle menneskets facetter, gode såvel som dårlige. Og som tidligere nævnt, så er sex en af de hyppigste årsager til forbrydelser og drab, og den realistiske vinkel vil jeg gerne have med i mine bøger. Desuden irriterer det mig ofte som læser af andres kriminalromaner, når seksualakten nærmest er redigeret bort. Jeg kan selv lide at læse en krimi, der rummer en vis grad af realisme og troværdighed, og så er det altså svært at komme uden om sex.

LÆS MERE: Find flere krimier

Når du nu starter en roman, som er del af en serie, hvor meget har du så på plads til at begynde med? Har du den enkelte historie helt fastlagt, før du begynder at skrive? Og har du en overordnet plan for serien?

I serien om Kristian Wang, havde jeg faktisk ideen til både en fortløbende historie, der langsomt oprulles gennem seriens bøger, og ideer til flere historier og dermed også flere bind. Dermed var det givet på forhånd, at jeg måtte skrive en serie fremfor en enkeltstående historie. Jeg arbejder desuden meget struktureret, modsat Kristian Wang, så jeg har faktisk udtænkt både historie i detaljer, og jeg har også et færdigt persongalleri på plads, inden jeg skriver bogen.

Måneskin foregår til dels i Randers, hvor du tidligere har boet. Skal vi forvente, at Kristian Wang begiver sig til Horsens på et tidspunkt?

Det skal vi bestemt forvente! En del af realismen i mine bøger er blandt andet, at de foregår på virkelige lokationer. I den næste bog om Kristian Wang starter vi ud på Statsfængslet i Østjylland, og så ville det jo være underligt, hvis ikke han derefter dukker op inde i Horsens by, ikke sandt?

Ifølge din hjemmeside kommer din næste bog til at hedde Nordlys og den vil også omhandle Kristian Wang. Er du i gang med den nu? Og kan du afsløre noget om den?

Jeg har lavet et plot, og et persongalleri til “Nordlys”, ligesom jeg faktisk har skrevet de første par kapitler, men efter at have skrevet to Kristian Wang -bøger på to år, og med hans ikke altid vindende væsen in mente, så har jeg simpelthen brug for et lille hvil fra ham. Derfor skriver jeg i øjeblikket på en bog i en helt anden genre, nemlig en ungdomsroman, der foregår i en fiktiv dansk provinsby, der godt kunne hedde Horsens. Temaerne i den bog er kærlighed, religion, tro, mobning og homoseksualitet. Jeg forventer dog at genoptage “Nordlys” senere i år, således at den er klar til udgivelse i forbindelse med krimimessen i 2019. I “Nordlys” kan jeg afsløre så meget, at temaerne bliver: date-rapes, sugardating, racisme, lokalpolitik og religion…

LÆS MERE: Flere interviews med forfattere og bogfolk

Hvis du skulle udpege nogle inspirationskilder, hvad ville det så være?

Mine inspirationskilder er underligt nok primært svenske. Jeg er selv meget stor fan af Maj Sjöwall og Per Wahlöös socialrealistiske kriminalromaner. De er i min optik stadig ikke overgået, og så synes jeg, at Leif G.W. Persson nok er den største nulevende krimiforfatter. Men jeg finder også inspiration uden for krimiens verden ved at læse forfattere som Jan Guillou eller sågar Dan Turèll, som min hovedperson Kristian Wang sjovt nok også er begejstret for.

Afsluttende spørger jeg gerne til noget inspiration til videre læsning. Når folk har læst Solstref og Måneskin, hvad synes du så, de burde lægge frem på natbordet?

Jeg synes ikke, at man skal snyde sig selv for at læse krimikongen Jo Nesbøs samlede værker om Harry Hole, og bagefter kan man kaste sig over endnu en mester i form af Arne Dahls serie om a-gruppen. Så skulle der vist være læsning til en nat eller to.

Følg Claus Hagstrøm på hans hjemmeside, Facebook og Instagram.

 

Materialer