"Bogen skal opleves som en trodsig blomstring af fortælleglæde og skrivelyst."

24.03.17
Vi har interviewet Mikkel Harris Carlsen om hans seneste bog med den korte og samtidig stemningsfulde titel: M

Mikkel Harris Carlsen udkom første gang på bogform tilbage i 2013 med Kakerlakmennesket, en samling af 18 groteske fortællinger. Siden har han holdt sig til de korte fortællinger med Midnatsmuse og Fuglene - men med M har han for første gang skrevet en historie, der breder sig over romanlængde.

M er historien om en ung forfatter i 1930ernes London. Han forsøger at udleve forfatterdrømmen og slår sig ned i en lille lejlighed for at lade inspirationen flyde, men et møde med den lokale antikvar bringer ham i kontakt med mysteriet om den tidligere lejers forsvinden. Snart er han fanget i et net af historier, vigtigst af alt den om kvinden M.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af M

1. Kan du starte med at præsentere dig selv og M? Hvilken oplevelse ønsker du, at læserne sidder tilbage med i brystet efter endt læsning?

Jeg har skrevet drypvist og udisciplineret i årtier og nogenlunde seriøst og dedikeret siden 2011. Det er foreløbig blevet til fire udgivelser samt en række bidrag til diverse antologier og undergrundsmagasiner. M er tænkt som en ”kunstnerroman” om begejstringen og betydningen ved at læse og skrive skønlitteratur og udfordringen ved at finde sin egen stemme i det store kor af fortællere. Jeg tror, at mange forfattere, heriblandt mig selv, oplever en splittelse mellem, hvem de er som forfatter og menneske, og hvem de gerne ville være, nok typisk inspireret af diverse litterære helte, og det er denne splittelse, som ligger til grund for bogens handling om en yngre forfatterspire, der får sine skæbnetråde viklet sammen med en i hans øjne mere autentisk kollega. Jeg så allerhelst, at læseren efter endt læsning oplever en glødende og sjaskliderlig nyforelskelse i skønlitteratur og styrter hen på sit lokale bibliotek for at låne 20-30 bind, helst klassikere og gerne nogle af dem, der citeres i M, for så at barrikadere sig derhjemme med rigelige mængder af cognac og cigarer.

Mikkel Harris Carlsen, fotograferet af Simon Falkentorp.

2. M består af flere små historier, der flyder ind og ud mellem hinanden - endda fortællinger og noveller fra bogens univers. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvordan den form opstod, og hvordan du arbejdede med at udbygge den.

Strukturen med de sammenvævede historier er løst inspireret af 1001 nats eventyr og har noget med bogens overordnede tematik at gøre. Handlingen udspiller sig jo i 1930’ernes London og spiller på, at du som læser ved, at krigen og alle dens rædsler, inklusiv bombardementerne af London, venter lige om hjørnet. Ligesom Scheherazade i 1001 nat skal undgå at blive halshugget ved at pirre kaliffen med sine eventyr, lader jeg i M litteratur, skrøner og fortællinger udgøre en opposition mod det kommende mørke, fantasi og indlevelse over for undertrykkelse og bogafbrændinger. Det var planen, at bogen skal opleves som en trodsig blomstring af fortælleglæde og skrivelyst, hvor den ene fortælling nærmest snubler over i den anden i sin iver efter at blive fortalt. I arbejdet med bogen tillod jeg derfor mig selv at være mere spontan, end jeg tidligere har været, da ”det ekstatiske” var en essentiel del af bogens idé, altså det at skrive ud fra inspiration og spontanitet. Bagefter, når rusen er brændt ud, må man så feje og gå ud med skraldet og prøve at få lidt struktur på tingene.

3. Gennem indtil videre fire bøger har du udviklet dig fra enkeltstående noveller til længere tekster, der dog ofte kan opdeles i mindre historier. Hvad er det ved den korte fortælleform, der er så fascinerende?

Det var vistnok Poe, der mente, at det ideelle litterære værk er et, man kan læse i ét hug. Det kan man være enig eller uenig i, men en indlysende kvalitet og fascination ved novellen er, at den kan rumme et helt univers på forholdsvis lidt plads, en verden i et sandskorn.

LÆS OGSÅ: Anbefalinger af novellesamlinger

4. M er proppet med referencer til klassisk litteratur, både inden for den højere og lavere ende af spektret. Hvem betragter du selv som dine inspirationskilder?

Mange af mine litterære helte bliver både nævnt og citeret direkte på siderne i M – oven i købet i et sådant omfang, at jeg syntes, det var nødvendigt med kildehenvisninger bagerst i bogen. Samtidig handler romanen også om faren ved at drikke sig så beruset af inspirationskilderne, at man glemmer at dyrke sin egen identitet som forfatter. I begyndelsen af historien indlogerer den navnløse hovedperson sig i en nedslidt taglejlighed for at udleve sin drøm om at skrive og opdager, at den tidligere lejer, forfatteren og drukkenbolten Thomas Bradbury, er forsvundet på mystisk vis. Han har med andre ord efterladt et tomrum, som den nye lejer skal forsøge at udfylde – uden at imitere. På en måde repræsenterer den forsvundne Bradbury den klassiske litteratur og de store skæbner – Dostojevskij, Hemingway osv. – hvis skygge falder tungt over senere tider, og hvis indflydelse kan være svær at frigøre sig fra.

5. Dine bøger er udkommet på mindre forlag - samtidig har jeg svært ved at udpege noget samtidigt, der "minder om Mikkel Harris Carlsen". Er det med vilje, at du har valgt forlag som Kandor og Æther - og giver det dig nogle ekstra friheder som forfatter?

Med undtagelse af M har jeg skam forsøgt at få mine manuskripter afsat til større forlag, men det er i hvert eneste tilfælde blevet et pænt, men kontant nej. M ligger på en pudsig, meta-agtig måde i forlængelse af min novellesamling Midnatsmuse, som udkom på forlaget Kandor i 2015, så det var nærliggende, at de skulle have tilbuddet som de første. Jeg har hverken erfaring med eller indsigt i udgivelsesprocessen på de store forlag, så det er umuligt for mig at sammenligne. I sidste ende vil jeg tro, at kemien med ens redaktør er altafgørende, og det har jo ikke noget med forlagets størrelse at gøre. Ulempen ved at udkomme på et mikroforlag er naturligvis, at de har meget begrænsede muligheder for at få bøgerne ud over rampen – medmindre forlæggeren er et marketingsgeni. Som forfatter til smal litteratur kan man godt føle, at man, med min kollega A. Silvestris ord, skriver ”døde bøger”, der udånder med en ynkelig rallen, så snart de ser dagens lys ude på markedet. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at udgivelsen af en ny bog bliver fulgt af en periode med dyb livslede og uklædelig misundelse på mere succesfulde kollegaer.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Fuglene

6. Din forrige bog, Fuglene, er nomineret til prisen som årets horrorudgivelse, men dine værker virker noget anderledes end resten af feltet. Hvilken eller hvilke genrer ville du selv placere dig i?

Fuglene udkom to dage efter M og er derfor teknisk set min nyeste udgivelse. Selvom jeg er umådelig flatteret over nomineringen til årets horrorudgivelse, må jeg alligevel undre mig over, at man har valgt at opfatte Fuglene som horror. Som alt andet, jeg skriver, har den bestemt elementer af gru og skræk, men de er på ingen måde dominerende. Jeg har det egentlig bedst med at lade jer bibliotekarer vurdere, hvilken hylde jeg skal samle støv på. Med pistolen for tindingen ville jeg nok kategorisere mig selv under ”magisk realisme”.

7. Som nævnt har du bevæget dig mod længere, mere sammenhængende historier. Men hvad byder fremtiden på? Er du i gang med noget nyt, og i så fald: hvilken form?

At forberede en ny bog er en utrolig intim og delikat proces, som jeg ikke engang deler med mine nærmeste. Jeg kan antydningsvist røbe, at mit næste projekt er en slags søsterroman til M, hvor hovedmotivet ikke er litteratur, men arkitektur.

8. Som en afslutning beder jeg gerne om et par anbefalinger. Når nu man har læst sig igennem dit forfatterskab, hvad ville du så anbefale til natbordet bagefter?

Mine bøger er jo så fantastisk komplekse og sofistikerede, at det ville give stort udbytte at læse dem igen. Nej, spøg til side … En anden roman, der ligesom M handler om processen med at skrive og læse, er Italo Calvinos Hvis en vinternat en rejsende, som jeg for nylig har haft stor fornøjelse af, så den vil jeg ikke tøve med at anbefale. I bibliotekernes lektørudtalelse blev stemningen i M sammenlignet med Steppeulven af Hermann Hesse, og den er da i hvert fald uomgængelig læsning. Hvis jeg selv skal pege på bøger, hvis stemninger jeg var hjemsøgt af, da jeg skrev M, må det være Golem af Gustav Meyrink og Døden i Venedig af Thomas Mann – uden nogen sammenligning i øvrigt.

Find flere interviews her.

Materialer