Paul Anthony Sørensen
Privatfoto: Paul Anthony med sine sønner

5 hurtige til Paul Anthony Sørensen

12.10.21
Vi har lavet et mini-interview med forfatter Paul Anthony Sørensen om fantasyromanen ”De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse”

Paul Anthony Sørensen debuterede som forfatter med fantasyromanen ”De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse” i 2020. 

Historien handler om vennerne Seb, Eliot og Bjørn, der finder et magisk skrin på bunden af Øresund. Skrinet viser sig at være en portal til en anden verden - Mogthunheim. Her har den onde fyrste Liarn forhekset landets konge, Will den Gode, og kidnappet hans datter, prinsesse Laura. Som de tre udvalgte må drengene tage kampen op og redde Mogthunheim. Men det er lettere sagt end gjort - især da det går op for vennerne, at fyrst Liarn også har sendt sin ondskab til deres egen verden.

Vi har stillet Paul Anthony Sørensen 5 hurtige spørgsmål.

1. Hvordan opstod idéen til ”De III udvalgte”?

Ideen opstod, fordi jeg besluttede mig for at nu ville jeg endelig skrive en bog, hvor jeg gav mine værdier og tanker videre til mine børn, så de altid har mig ved deres side, også når de er voksne og jeg ikke er her mere. Men det måtte ikke blive en moralprædiken, så min ramme skulle være maks underholdende, sjov og med masser af action. Jeg havde en gammel sjov ide om, at hvad nu hvis man mødte ens skytsengel og efter noget tid fandt ud af at han gav vildt dårlige råd, hvad ville der så ske? Så det var denne lille flig af en karakter, der satte det i gang.

Jeg havde brug for et univers, hvor man rent faktisk kunne tænkes at møde sin skytsengel - altså en anden dimension. Herudover ville jeg prøve at tilføre noget nyt til fantasy genren, ved at drengene kun kan komme til Mogthunheim, når de falder i søvn i vores verden - og her syntes jeg, det ville være et fedt twist, hvis de fik fuld adgang til deres underbevidsthed, som man jo får i drømme. Det gav mig mulighed for at alt, hvad de læser i bøger eller ser af videoer på nettet, ville de kunne bruge til perfektion. Det giver mulighed for at tilføre drengene næsten superkræfter inden for hver deres område.

Omvendt var det vigtigt for mig, at man ikke bare tror, at det er en drøm, men at det er virkelighed. Derfor twistet med at lade de skader drengene pådrager sig i Mogthunheim være virkelige og lade skaderne følge med ind i vores verden. Dette var først tænkt for at sikre at alt var på spil - altså dør de i Mogthunheim, dør de også i virkeligheden. Men pludselig gik det op for mig, at det også kunne skabe en række humoristiske og akavede situationer, som da Seb endnu er under en besværgelse fra Mogthunheim, da han møder op til den store dag på skolen, hvor den svenske skole er på besøg. Han er jo virkelig pinlig, fordi hans ego er blevet forstørret i en helt urimelig grad, og det er også med til at fortælle historien om, at når ens ego bliver for stort, så kan det gå ud over rigtig mange mennesker. Han afslører jo næsten al tophemmelig viden, som sætter hele Mogthunheims skæbne yderligere på spil og Bjørn og hans familie rammes hårdt af den konsekvens. Så det er på overfladen en sjov og mega pinlig situation, men der ligger alvor nedenunder og lurer.

 

2. Du har opbygget en helt ny verden, som hovedpersonerne lever i, mens de sover i vores verden. Hvordan griber man sådan et projekt an?

Ja, som nævnt var det en spinkel grundide, men det gik hurtigt op for mig hvad grebet kunne, og hvad det kunne tilføre ikke bare på spænding, men også humor og det kunne skabe en udviklingshistorie for hovedpersonerne, når de kunne bruge deres erfaringer i begge verdner.

Selve det at opbygge en helt ny verden, syntes jeg var så inspirerende og netop fordi det er en fantasy-verden kunne jeg give den alt hvad den kunne trække i “production-value.”  Jeg kunne opfinde de mest afskyelige væsner. Jeg kunne have de smukkeste slotte og borge med en enorm rigdom og de mest cool våben. Udfordringen er at være konsekvent i de valg man træffer, så logikken ikke brydes og der skal man holde tungen lige i munden nogle gange.

Jeg elskede at lave de mest imponerende landskaber og med høje bjerge og vild natur og så den her middelalderstemning, jeg altid selv har kunnet lide. Det var vigtigt for mig at universet var så langt væk fra Danmark, så man som læser virkelig oplever at komme på eventyr, og at det opleves eksotisk for at gøre rejsen levende.

Jeg har forsøgt at gå i detaljer men uden at være overbeskrivende, da det kan opleves tungt. Når jeg siger detaljer, mener jeg, at jeg f.eks. i forbifarten nævner frugten tritts, og hvordan den smager. Ordmæssigt er det ikke tungt, men du får lige et lille udsnit, der kan folde sig ud i din hjerne og gøre Mogthuneim levende og nærværende og ja næsten smage det.

3. Har du haft en særlig inspirationskilde til at udvikle Mogthunheim? 

Ja - jeg har haft mange. I virkeligheden har jeg trukket på alt hvad jeg har læst og oplevet. Mine helt store inspirationskilder er naturligvis, “Ringenes Herre” og Narnia universet. Det er de to værker der har skabt hele fanatsy-genren og som stadig holder hele vejen hjem. Men jeg ville også tilføre genren noget nyt og derfor er det, at drengene kan bruge al den viden de har i deres underbevidsthed for fuld udblæsning.

Herudover har jeg trukket på både Stephen King, David Lynch, Jan Guillo (bogen klar reference til tempelridderen Arn). Peter Høegs måde at skrive dialog på har også inspireret, men selvfølgelig sat i en ramme, der henvender sig til børn. 

Hvis jeg skal nævne to store inspirationskilder er det Stephen King - ikke så meget gyset men hans evne til at skabe baggrundshistorie for sine karakterer og hvordan de nogle gange har deres helt eget sprog. Zyrrs egne opfundne ord er inspireret af den kvindelige hovedperson i "Misery", der i sin ensomhed og i sit syge sind har lavet egne ord. Herudover har Stephen King en blød og varm side, når han beskriver venskaber og sammenhold, som jeg har elsket, siden jeg var barn.

David Lynch’s "Twin Peaks" har også inspireret. Ikke historien men følelsesregisteret. Når du ser et afsnit af "Twin Peaks" kommer du igennem en række forskellige følelser i et og samme afsnit. Du vil opleve det uhyggelige, det absurde, det humoristiske og det rørende. Disse fire grundfølelser er jeg gået efter at få ind i historien. Det giver mulighed for at skabe fremdrift , gearskift og overraskelse/uforudsigelighed i læseoplevelsen. De unge læsere kender jo nok ikke disse universer, men det gør ikke noget, hvis bare fortælleteknikken virker, som de har gjort på mig, og det synes jeg tilfører fantasygenren noget nyt.

For mig har det at fortælle og producere en historie mange lighedspunkter med at lave en god middag med tre retter. Der skal være det salte, det syrlige, det bitre, det stærke og det søde - men ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Det er, når man blander smagene og introducerer dem i vilkårlig rækkefølge, at magien kan opstå.

 

4. De tre hovedpersoner Bjørn, Seb og Eliot er meget forskellige og ikke perfekte helte. Hvorfor du valgte at skrive dem sådan?

Af en meget vigtig årsag! Jeg tror mange mennesker kan føle sig forkerte, og at de ikke passer helt ind. Mange glemmer, at de hver især er fantastiske lige præcis, som de er. I stedet stiller man sig spørgsmålene, hvorfor er jeg ikke stærk og atletisk, eller hvorfor er jeg ikke så klog som andre, eller hvorfor er jeg bare en nørd, der ved en masse, men ikke pæn eller populær. Det tror jeg er et grundvilkår, og jeg vil gerne vise at alle evner er vigtige og det der kan skabe unikke løsninger - især når man forstår at kombinere dem med andres evner. Og så skal man vide værdien af lige præcis det du selv kan. Det er der med garanti nogle andre der har brug for.

Derfor hylder jeg også mangfoldigheden i vores moderne verden. Succesfulde virksomheder er netop dem der forstår at sætte folks forskellige evner i spil. Og jeg synes det er så smukt, når mennesker ikke skal forsøge at lave sig selv om, men i stedet lede efter hvad de hver især kan bidrage med - bare ved at være sig selv.

En anden grund er, at mine egne venner fra barndommen var vidt forskellige. En af dem stadig er min bedste ven, og vi har kendt hinanden i snart 40 år. Han er typen, der kan stort set alting, men alligevel er ekstrem ydmyg omkring det. Vores veje har været vidt forskellige. Jeg har været den kreative og nok søgende sjæl, hvor han har gjort stor karriere i flere internationale virksomheder og boet over hele verden. Igennem vores venskab har vi inspireret hinanden, når vi har været udfordret. Vi er vidt forskellige, men vores værdier ligger tæt på hinanden -og det er netop at hylde forskellighederne og se værdien i dem og aldrig sparke nedad. I vores klasse var der meget lidt mobning, da vi var nogle af de stærke elever og slog benhårdt ned, hvis nogen forsøgte at ydmyge andre. Det er jeg faktisk stolt af den dag idag!

I forhold til at de tre drenge ikke er perfekte, så er det jo fordi jeg ikke synes, vi skal være perfekte. Og jeg synes også det er en fin øvelse, at beskrive folk med deres fejl og mangler og så stadig kunne holde af dem. Det er nemt nok at kunne holde af folk der er perfekte, men den sande kærlighed og venskab opstår, når man elsker folk for hele deres personlighed.

Det er lidt ligesom at være forælder - i mit tilfælde far. Jeg kan se, hvor mine børn er de sødeste og de rareste unger, men de har, ligesom jeg selv, også mangler og er fejlbarlige - og alligevel elsker jeg jo dem ubetinget. Det er det jeg gerne har ville opnå - at læserne kan elske vores hovedpersoner og OO, selv om de er uperfekte.

Som en anmelder skrev: “De er tre meget forskellige drenge, men sammen er de stærke og loyale overfor hinanden… deres humor er fed, og jeg ville ikke have noget imod at være venner med dem i virkeligheden.” Det blev jeg så rørt over, for det er det jeg gerne ville skabe - nogle gode drenge med gode værdier, ikke perfekte, men nogle du på trods af det virkelig godt gad have som dine egne venner.

5. Hvad er det fantasy kan, når det gælder om at italesætte de store følelser og udfordringer? 

Jamen fantasygenren er jo en genial ramme, fordi den er så dramatisk og storslået. Det gør at man kan italesætte store følelser og også kunne turde beskrive sårbarhed og tvivl uden at det bliver sentimentalt - og selv hvis det gør, er det okay, da rammen kan bære det. Du kan tage de helt store værktøjer i brug, som jeg også har gjort det med Churchills store tale, der får en afgørende betydning i at vende et nederlag til vilje og til aldrig at give op. Universet tillader det bedre, end hvis hele handlingen havde foregået i Tappernøje eller på Faxe Ladeplads - ikke at jeg har noget som helst at udsætte på de to steder :) - men store eventyrlige universer af en anden verden giver andre muligheder for at beskrive følelser mere intenst.

Når det så er sagt, elsker jeg, at vi i romanen også er i en del i Danmark i et lille fiskerleje i Nordsjælland, hvor der er ganske almindelig hverdag med teenageproblemer, snobbede klassekammerater, der er bedre stillet end vores tre drenge, der er mobning, at føle sig forkert, socialrealisme, ensomhed og gråvejr og regn. Det giver igen et gearskift, og det er nemmere at skabe identifikation på de problemer, vi alle går og tumler med, når det er en verden vi kender.

Materialer