Japansk film - et vue over 100 års filmskat
Japan er i besiddelse af en af verdens ældste filmindustrier, som går tilbage til slutningen af 1800-tallet. Der har været muligt for landet at holde en sund filmproduktion kørende med originalitet og opfindsomhed i over et århundrede uden hjælp fra udlandet.
De fleste konventionelle genrer har i løbet af filmhistorien været afprøvet på det store lærred i Japan. Heriblandt kærlighed og romantik, melodramaer, gangsterfilm, musicals, horror- og monsterfilm, og selvfølgelig samuraifilm. Men genrehybrider er i stor stil også blevet prøvet og plejet i japansk film, særligt siden 1960´erne og frem til i dag. Denne fusionstendens med et mix af genreelementer har banet vejen for et smagsnuanceret suppekog af subgenrer, som tæller alt fra splattererotik til spacespaghetti (sci-fi & western).
Stumfilm og krig
På et overordnet plan har de fleste film kunne indskrive sig under to hovedretninger inden for japansk film. Genredefinitionerne ”jidaigeki” og ”gendaigeki” har siden begyndelsen af 1900-tallet dannet rammen om den japanske filmproduktion.” Jidaigeki” er stort opsatte kostumedramaer, som har en stærk forankring i historiske begivenheder og perioder. Det er film, som f.eks. fortæller noget om, hvordan det var at være handelsmand, samurai eller geisha i fortidens Japan. ”Gendaigeki” derimod er film med samtiden som kulisse.
Disse typer af film prægede landskabet i stumfilmens æra, som i Japan strakte sig helt ind i 1930´erne trods lydens gennembrud flere år tidligere. Inden filmene fik en indbygget lydside brugte man i Japan foruden levende musik en ”benshi”. Betegnelsen dækker over en fortæller, som havde til formål på dramatisk vis at levere dialog og plotmæssig ballast til filmens billedside. ”Benshien” var hentet direkte fra det japanske kabukiteater da filmen i sin tidlige fase var en naturlig forlængelse af teaterformen.
Krigen kom og filmen blev i vid udstrækning brugt som et led i utvetydig national propaganda. Filmen var, som i så mange andre lande, et stærk redskab til at fremme både kampgejst og nationalfølelse.
Det vi i Vesten typisk finder kendetegnende for japansk film tog sin begyndelse i efterkrigstiden, hvor Japan for alvor trådte i karakter. Det var en knækket nation, der måtte rejse sig fra ruinerne – ikke mindst mentalt. Japan var over kort tid blevet nulstillet og stod nu overfor, at skulle kickstarte samfundet i en omfattende moderniseringsproces. Der var brug for underholdning til at holde modet oppe og maskineriet kørende. Krigen havde givet Japan varige mén, men i filmens verden kunne man for en stund glemme virkelighedens altoverskyggende rædsler.
Japansk films guldalder
1950´erne er filmens guldalder i Japan. Det var her japansk films tre store legender for alvor slog deres instruktørtalent fast. Det var Akira Kurosawa, som i årtiet blandt andet leverede de episke mesterværker Rashomon (1950) og De Syv Samuraier (1954), som begge mødte stor anerkendelse, også fra udlandet. Kurosawa blev ved med jævnligt at udgive storfilm frem til begyndelsen af 1990´erne.
Instruktøren Yasujiro Ozu satte også sit præg på årtiet, med filmen Tokyo Story (1954) – et familiedrama om hverdagsliv, generationsforskelle, tid og forandringer. Den sidste af de tre sværvægtere er Kenji Mizoguchi, som med en fintfølende fornemmelse for skønhed skabte gys og dramaer med distance i henholdsvis Ugetsu (1953) og The Life of Oharu (1952).
Monsterfilmen
En anden type film som bragede ind i folks bevidsthed i 1950´erne var den såkaldte "kaiju-eiga" – monsterfilmen. Mange af filmene var en reaktion på atombomberne og behandlede både frygten for død og smitte samtidig med, at de hårdt og brutalt iscenesatte atomvåbens destruktive potentiale. Mest berømt i den boldgade er uden tvivl Ishiro Hondas Gojira (Godzilla) fra 1954. Gennem filmen fik japanerne mulighed for på det store lærred at efterbehandle krigens realitet i et fantasifuldt og ufarligt scenarie. Og desuden muligheden for at genopleve krigens afslutning med et andet udfald.
Monsterfilmen blev uhyre populær i både Japan og uden for landets grænser. Inden længe blev der skabt en hel industri, med det formål at spytte hæslige skabninger ud i landets biografsale. Et andet populært eksempel er filmen Mothra om et gigantisk natsværmerlignende dræbervæsen med stort had til menneskeracen – dog fra start 1960´erne.
De syrede årtier
Japansk film blev plotmæssigt mere jordbunden i løbet af 1960´erne, hvor der i høj grad blev eksperimenteret med filmens form og fylde. Det var blandt andet her den japanske nybølge fandt fodfæste En filmbevægelse, hvis agenda var at bruge filmmediet til at bearbejde og kritisere aspekter af landets sociale og politiske fremtoning. Nagisa Oshima er ét af instruktørnavnene, som satte sit mærke på verdenskortet med film som Cruel story of youth (1960) og Night and Fog in Japan (1960).
Også film om yakuzaen – de japanske gangsterkarteller rullede i en lind strøm ind i biografmørket i løbet af 1960´erne. Instruktøren Seijun Suzuki stod for en hel serie af yakuza gangsterfilm, som i dag har fået kultstatus på grund af deres sære men opfindsomme visuelle stil. Ofte var det kulørte og til tider surrealistiske film med et glimt i øjet. Filmene var stærkt inspireret af både James Bond og film noir, men brugte også elementer fra den japanske teatertradition og fra nybølgen.
Det kom der mange bizarre gangsterfilm ud af i 1960´erne. Heriblandt de to underholdende b-film Tokyo Drifter (1966) og Branded to Kill (1967).
Tendensen fortsatte ind i næste årti, hvor filmindustrien skruede op for ekstremerne i film som en modreaktion til fjernsynet. Biograferne mistede publikum i takt med tv-apparatets udbredelse og tilbød derfor noget som man ikke kunne se derhjemme – nemlig sex og vold. I perioden opstod blandt andet ”Pinku-eiga” (pink film), som var en bølge af voldserotiske film. Også Quentin Tarantinos darling og store inspirationskilde til Kill Bill-filmene Lady Snowblood så dagens lys i 1970´erne. En æstetisk smuk og blodig film om en kvindes hævntogt i et mandsdomineret samfund.
Anime og manga
Langsomt men sikkert begyndte det populære tegnserieformat manga at snige sig mere og mere over i filmens verden under betegnelsen anime. Det blev i slut 1980´erne til flere markante titler fra hånden af blandt andet Hayao Miyazaki og Katsuhiro Otomo. Sidstnævnte er manden bag det dystopiske sci-fi-fænomen Akira, som fik sin debut i 1988. Desuden blev serien Ghost in the Shell modelleret fra manga til anime i 1995 og fik stor kommerciel succes. Det er blevet til flere film i serien gennem årene.
Miyazaki kan vel siges at være en af Japans største importvarer næstefter Kurosawa. Han har stået for en lang række fantastiske fabler som blandt andet Min nabo Totoro (1988), Princess Mononoke (1997) og Chihiro og heksene (2001). Hans særegne visuelle stil og fortælleteknik har placeret ham i en liga for sig, hvor poesi, samfundskritik, eventyr, leg og fælles ansvarstagen går op i en højere enhed.
J-horror - japansk horror eksploderer (og eksporteres)
Et andet japansk fænomen, som opnåede en intens global opmærksomhed var den bølge af horrorfilm, der satte skræk i livet på folk i slutningen af 1990´erne. Fænomenet som senere fik betegnelsen J-Horror blev med raketfart kickstartet med udgivelsen af Hideo Nakatas horrorhit Ringu (1999). Filmen er baseret på Koji Suzukis roman af samme navn og naglede Japan bestandigt fast på den internationale horrorscene. Filmen kredser om japansk folklore og især om forestillingen om fænomenet ”onryo” dvs. hævngerrige ånders tilstedeværelse i virkelighedens verden. Ringu trak lange dybe spor gennem filmhistorien og havde en hale med sig af visuelt og fortællemæssigt ligesindede film.
Heriblandt Takashi Shimizus Ju-on – forbandelsen (2002), Ju-on 2 (2003), Hideo Nakatas Dark Water (2002), Kiyoshi Kurosawas Pulse (2001) og Takashi Miikes One missed call
(2003). Fælles for filmkonceptet var en stilistisk idé om, at repræsentere genfærdet som en ung pige eller et barn, med langt løsthængende hår som dækker for ansigtet. En slagkraftig og gysende effekt – og ikke desto mindre et trademark for J-horror bølgen.
Sidstnævnte titel var den kontroversielle filmmand Takashi Miikes første og eneste livtag med horror i den klassiske forstand. Han er kendt for at lave film udi ekstremerne og har stået bag en række groteske sager som bl.a. den banebrydende Ichi the Killer (2001). Filmen satte nye standarder for eksplicitte voldsudbrud på film og en lang række af nutidens blandingsprodukter med træk fra både splatter, horror, cyperpunk og pinku ligger stilmæssigt meget tæt op ad Ichi the Killer og desuden Miikes øvrige film. Heriblandt Audition (1999) og Visitor Q (2001).
Den følende socialrealisme
På den mere afdæmpede front havde den tidligere dokumentarist Hirokazu Koreeda en række smukke og gribende spillefilmsperler som bl.a. Nobody Knows (2004) og Still Walking (2008). Førstnævnte om en børneflok på fire i alderen 5-12 år, som bliver forladt af deres forældre og må klare sig selv i en lille lejlighed i Tokyo. En knugende beretning om, hvordan børn bliver frarøvet adskillige kapitler i deres barndom og oplever, at voksenlivet truende rejser sig og tager kvælertag på dem. Begge film er prisbelønnede for deres medrivende historier.
Alsidig filmskat
Listen over fremtrædende titler i japansk filmhistorie er lang. Japan besidder en kuriøs og alsidig filmskat, med titler som har gjort sig bemærkede både nationalt og globalt og desuden har været bannerførere for nye trends og tendenser. Japansk film er ofte repræsenteret på filmfestivaler verden over og viser med både stilrene genrestykker og skæve eksperimenter billedet af en kulørt filmkultur og et interessant folkefærd. Der er masser af gode oplevelser at hente i den japanske filmskat, hvad enten man er til kæmpeøgler, hævngerrige ånder eller 60´er trendy nybølge.