Gode dokumentarfilm

01.11.21
I denne uge har Jette Holst fundet et par gode dokumentarfilm fra Filmstriben, der tager os fra 2. verdenskrig til mordet på en journalist.

Lyt til ugens podcast her (eksternt link)

”Havets frihedskæmpere” er instrueret af Jens Pedersen, og fortæller historien om de 6300 danske sømænd som 9.april 1940 gik i allieret tjeneste. I besættelsens første tre år var de stort set de eneste danskere, der ydede en aktiv indsats mod nazismen, og 1080 af disse sømænd omkom i krigen. Men deres indsats er blegnet i efterkrigstidens historiefortælling, som har haft fokus på modstandsfolkene. 

I filmen møder vi Arne, der er søn af krigssejleren Axel. Arne vil have styr på sin fars historie, så han kan give den videre til næste generation. Under arbejdet støder Arne på Eli, som sejlede på et af de samme skibe som Axel. Eli er det sidste førstehåndsvidne fra de danske sømænds indsats i afgørende begivenheder som Dunkirk-evakueringen, undsætningen af Rusland, Slaget om Atlanten og D-Dag. 

”The Dissident” er instrueret af Bryan Fogel. Den 2. oktober 2018 gik journalisten Jamal Khashoggi fra Washington Post ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul for at hente sine vielsespapirer. Udenfor konsulatet ventede hans forlovede, Hatice Cengiz, forgæves. Han kom aldrig ud igen. I de følgende dage blev verdens opmærksomhed vendt mod et komplot sat i gang af Saudi-Arabiens højeste leder, kronprins Mohammed Bin Salman. 

Instruktør Brian Fogel giver i ”The Dissident” en hårrejsende skildring af et brutalt mord, der afslører en diktators taktikker for at lukke munden på systemkritikere verden over, gennem cyberangreb såvel som snigmord.
 

Materialer