En kongelig affære

23.05.15
Som medlem af Biografklub Danmark får man adgang til at se 7 film til halv pris, og i 2012 var en af de tilbudte film været "En kongelig affære" med bl.a. Mads Mikkelsen på rollelisten. Filmen bygger på Bodil Steensen-Leths roman "Prinsesse af blodet", men instruktør Nikolaj Arcel har naturligvis skabt sit eget værk.

"En kongelig affære" handler om en af de mest dramatiske kærlighedshistorier i Danmarkshistorien, nemlig affæren mellem Christian VIIs tyske livlæge Johan Struensee og den engelskfødte dronning af Danmark Caroline Mathilde i starten af 1770’erne.

Caroline Mathilde er kun 15 år, da hun kommer til Danmark og bliver gift med den mentalt uligevægtige Christian. Hun opfylder dog hurtigt sin pligt og føder en arving, den senere Frederik  VI. Af gode grunde bliver ægteskabet aldrig lykkeligt, så da Christian efter en længere udenlandsrejse vender hjem med sin nye livlæge, og denne tilsyneladende er alt det, Caroline Mathilde drømmer om ved en mand, ender det med, at de tilsidesætter alt fornuft og forelsker sig i hinanden.

Samtidig får Struensee større og større magt over Christian og dermed over Danmark, og han iværksætter en lang række reformer, drevet af oplysningstanken som i den periode rammer Europa. Men adlen og ikke mindst Christians stedmor, enkedronning Juliane Marie ser ikke med milde øjne på Struensee, og hans indflydelse får en brat ende, da han bliver arresteret og henrettet for majestætsfornærmelse i 1772.

Arcels film tager udgangspunkt i det pikante og livsfarlige trekantsdrama mellem den stadigt mere sindssyge kong Christian, oplysningsmanden og idealisten Struensee, og den unge dronning Caroline Mathilde, og som sådan er det en yderst vellykket film. Den er smukt filmet, godt fortalt og med fantastiske skuespilspræstationer af bl.a. Mads Mikkelsen som Struensee og den unge Mikkel Boe Følsgaard som Christian VII - en rolle han i øvrigt vandt Sølvbjørnen for i Berlin.

Ser man på filmen i forhold til de historiske fakta, så tegner Arcel dog et noget mere positivt billede af Struensee end virkelighedens. Han springer let hen over de politiske intriger, Struensee stod bag, som f.eks. at fjerne kongens yndling og i stedet indsætte sin egen mand, Enevolt Brandt, for at have sin mand i kongens nærhed konstant. Ligesom han også isolerede kongen fra resten af hoffet, hvilket med stor sandsynlighed var medvirkende til at kongens mentale tilstand blev forværret.

Så hvor “En Kongelig Affære” lægger vægten på den gribende fortælling om et passioneret, forbudt kærlighedsforhold mellem modige idealister, der risikerede alt, for at bane vejen for frihed til et helt folk, så er virkeligheden knap så romantisk. Det rykker dog ikke ved indtrykket af en vellykket film, som da også har solgt mere end 510.000 billetter i biografen.

Der findes mange bøger, både fag- og skønlitteratur, som handler om Struensee, Caroline Mathilde og Christian VII, hvis du skulle have fået lyst til at vide mere.

Romaner:

Livlægens besøg / Per Olov Enquist
Samleren, 2001. - 354 sider
Romanbiografi om Johann Friedrich Struensee (1737-1772), der den 5. april 1768 tiltrådte som livlæge for den mishandlede og sindssyge Christian den 7., fik enorm magt, indførte vidtrækkende reformer, elskede dronning Caroline Mathilde og blev henrettet for sine gerninger.

Mathilde, magt og maske / Maria Helleberg
Gyldendal, 1991. - 231 sider
Romanbiografi om den engelske Caroline Mathilde (1751-1775), der som 15-årig blev gift med den sindssyge Christian VII, fik et kærlighedsforhold til Struensee og døde 24 år gammel, landsforvist til Celle.

Caroline Mathildes revolution / Henning Rovsing Olsen
Holkenfeldt 3, 2006. - 353 sider
Struensee er blevet henrettet og den ulykkelige Caroline Mathilde skilt fra Christian den 7. og sendt til Celle. Herfra planlægger hun et statskup mod Danmark, mest for at gense sine børn.

Prinsesse af blodet / Bodil Steensen-Leth
Forum, 2000. - 371 sider
Romanbiografi om den engelske Caroline Mathilde, der 15 år gammel ægtede den sindssyge danske konge, Christian VII, og senere havde et inderligt kærlighedsforhold til kongens livlæge og rådgiver Johann Friedrich Struensee, med fatale følger for begge.

Biografier:

99.4 Caroline Mathilde
En kongelig affære: Caroline Mathilde og hendes søskende / Stella Tillyard
Høst, 2007. - 464 sider
Om Caroline Mathildes (1751-1775) liv og skæbne som en del af den royale engelske søskendeflok, søster til den engelske konge George III (1738-1820) og om den kongelige families historie fanget mellem pligt, begær og protokol.

99.4 Caroline Mathilde
Caroline Mathilde : magt og skæbne : en biografi / Michael Bregnsbo
Aschehoug, 2007. - 280 sider
Om Caroline Mathilde (1751-1775) med hovedvægt på hende som begivenhed i danmarkshistorien. Skildrer spændingerne i tiden, de politiske modsætninger, personlige magtkampe og forskellige interesser, der førte til Struensees fald og bortvisning af den unge dronning Med litteraturhenvisninger.

99.4 Christian VII, konge af Danmark
Den afmægtige : en biografi om Christian 7. / Ulrik Langen
Jyllands-Posten, 2008. - 542 sider : ill.
Biografi om Christian 7. (1749-1808) der ikke bare beskrives som en uartikuleret sindssyg, men som et intelligent og følsomt menneske, der måtte døje med traumer fra en forfærdelig barndom, et intrigerende hof og menneskelig isolation.

99.4 Christian VII, konge af Danmark
Christian 7. : den gale konge / Henning Dehn-Nielsen
Sesam, 2000. - 203 sider : ill.
En skildring af Christian VII's (1749-1808) liv, hans forkvaklede opvækst, hans relationer til en række af datidens personprofiler samt den hjemlige og storpolitiske udvikling.  

99.4 Struensee, J. F.
Struensee : til nytte og fornøjelse / Asser Amdisen
Lindhardt og Ringhof, 2012. - 286 sider : ill. i farver
Om J.F. Struensee (1737-1772), hans liv og betydning samt en præsentation af oplysningstidens ideer og tanker.

99.4 Struensee, J. F.
Doktor Struensee : en rebel blandt hofsnoge / Paul Barz 
Bogan, 1986. - 239 sider : ill. 
Om J.F. Struensees (1737-1772) virke som læge i Altona, hans lynkarriere som kongelig livlæge og rådgiver hos Christian d. VII, hvor han gennemførte en række reformer samt hans fald og henrettelse.

Materialer