Drama-komedie og moralsk forfald

08.11.21
Hver uge fortæller bibliotekar Jette S.F. Holst om de nye film og tegneserier. I denne uge er der film om en hyggelig hjemsøgelse og en tegneserie om vold, incest, voldtægt, og moralsk forfald.

Lyt til podcasten her (eksternt link)

”Juan Solo” er skrevet af Alexandro Jodorowsky og tegnet af Georges Bess og er en barsk historie om vold, incest, voldtægt, og moralsk forfald. 

Juan Solo sendes væk af sine forældre efter fødslen, fordi han er født med en hale. En prostitueret tager ham til sig og opdrager ham sammen med sine hunde, og han udvikler sig til en følelseskold dræber. Så bliver Juan ansat som livvagt for præsidenten, og herfra tager historien en række overraskende drejninger. 

Serien udkom oprindeligt i 4 bind tilbage i 1995-1999, hvoraf de to første har været udgivet på dansk. Nu er alle 4 bind samlet, og resultatet er en historie, der er skarpt skåret, fuld af overraskelser og med god fremdrift. Makkerparret Jodorowsky og Bess har bl.a. også lavet serien ”Den hvide lama” sammen.

På Filmstriben kan man nu se drama-komedien ”My Better Halves”, som er instrueret af Edward Hall.

Charles Condomine er succesfuld krimiforfatter og gift med den rige Ruth, efter at hans første kone døde i en hesteulykke. Charles kæmper med at finde inspirationen til det filmmanuskript han er hyret til at lave. Pludselig dukker hans tidligere kone dukker pludseligt op som spøgelse og Charles er den eneste der kan se og høre hende. 

Lektøren anbefaler ”My Better Halves” til fans af ”Downton Abbey” og Agathe Christies mysterier, og roser filmen for at være en hyggelig uforpligtende komedie tilsat amerikansk screwball-stil.
 

Materialer