Dinner with friends

30.10.14
Toni Collette i en rigtig "samtale-film"

Jeg kan rigtig godt lide Toni Collette, og det var nok primært pga. at hun var med, at jeg lånte "Dinner with friends", som er en rigtig voksen "samtale-film".

De to par, Gabe & Karen (Dennis Quaid og Andie MacDowell) og Tom & Beth (Greg Kinnear og Toni Collette), har været venner i mange år. Til en middag kommer Beth overraskende alene og smider bomben - Tom har mødt en anden og vil skilles.

Det får store konsekvenser for venskabet, for hvem holder man med, når manden svigter konen? Og har Tom svigtet, eller er Beth selv årsag til, at han har fundet en anden? Hvordan forholder man sig til de anklager mod fortiden, som både Beth og Tom kommer med? Og ikke mindst - hvordan ser det ud med ens eget ægteskab?

"Dinner with friends" er som sagt en rigtig "samtale-film", der bygger på et skuespil af Donald Margulies. Filmisk minder den også meget om et teaterstykke, hvor vi har en scene med to eller flere personer hele tiden. Der er ikke gjort meget ud af omgivelserne, men det er selvfølgelig også personerne og deres tanker og følelser, der er i centrum.

Jeg havde mest sympati for figuren Gabe, men alle fire skuespillere gør det godt. Det er ikke en film, som går over i historien for mit vedkommende, men den stiller alligevel nogle interessante spørgsmål, så den er bestemt et kig værd.

Og skulle du ligesom jeg være vild med Toni Collette, så har biblioteket også andre film med hende.

Tags
Materialer