Clint Eastwood af Marc Eliot

Clinten fylder 90

31.05.20
Søndag d. 31. maj 2020 fylder filmlegenden Clint Eastwood 90 år.

Clint Eastwood blev født i Californien og voksede op i skyggen af Wall Street krakket i 1929, der efterlod verdensøkonomien i sin hidtil dybeste krise. Familien flyttede en del rundt, og efter skoletiden tog Eastwood job som alt lige fra skovhugger til arbejder på et stålværk. Da USA i 1950 gik i krig mod Korea, blev han indkaldt. Under indkaldelsen (hvor han ikke kom i krig) overlevede han et flystyrt over havet, hvor piloten døden, mens Eastwood formåede at svømme flere kilometer, før han nåede i land.

Starten på karrieren

Filmkarrieren startede, da Eastwood mødte sin første kone. Hun fik ham til Hollywood, hvor han kom til audition hos Universal på en 18 måneders kontrakt. Fra den periode husker jeg ham i en mikroskopisk rolle som jagerpilot i "Tarantula - kæmpeedderkoppen" fra 1955. Men tilsyneladende var Universal ikke tilfreds, for ved kontraktens udløb blev han fyret. Så fik han en rolle i western-serien "Rawhide", og det var her, at den italienske instruktør Sergio Leone opdagede ham. Eastwood fik rollen som pistolmanden Joe i "En nævefuld dollars", og herfra gik hans karriere kun i én retning.

Eastwood som instruktør

Clint Eastwood har også mange gange stået bag kameraet som instruktør, første gang i 1971 med filmen "Mørkets melodi". I 1992 vandt han flere Oscars med filmen "De nådesløse" (bl.a. for bedste instruktør og bedste film), og det gentog han i 2004 med "Million Dollar Baby".

Eastwood har dog også instrueret en række film, han ikke selv spiller hovedrollen i. Bl.a. "Miraklet på Hudsonfloden der har Tom Hanks i hovedrollen som piloten Sully, der lykkes med at nødlande sit fly midt på Hudsonfloden. Men også "Mystic River" fra 2003 der baserer sig på en roman af Dennis Lehane, og vandt to Oscars for bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige birolle.

Af andre film kan nævnes "J. Edgar" med Leonardo Di Caprio, "Changeling" fra 2008 med Angelina Jolie og de to 2. verdenskrigs film "Letters From Iwo Jima" og "Flags of Our Fathers", begge fra 2006.

Karriereskiftet                      

Gennem sin karriere har Eastwood bevidst skiftet synsvinkel. Den amerikanske filmkritiker Carrie Rickey har beskrevet hans karriere med ordene: "I den første halvdel af Eastwoods karriere spillede han mænd, der skød først og tænkte over det bagefter. Den anden del af karrieren har han stort set brugt på at udforske konsekvenserne af det." (Horsens Folkeblad: "Helten der ville være antihelt", 30.05.20)

Det er "Gran Torino" fra 2008 et godt eksempel. Eastwood spiller her den aldrende Korea-veteran Walt Kowalski, der har mistet sin kone og nu holder sig for sig selv. Modvilligt bliver han involveret med den syøstasiatiske nabofamilie, og det rokker ved hele hans livssyn.

Seneste udspil fra Clint Eastwood er filmen "The Mule" fra 2018, hvor han selv spiller hovedrollen som den 90-årige krigsveteran, Earl Stone, der bliver smugler for et mexicansk narkokartel.

Eastwood på biblioteket

Et stort tillykke til 'Clinten', og har du fået lyst til at se eller gense nogle af hans film, kan de selvfølgelig lånes på biblioteket eller ses via Filmstriben

Hvis du vil læse mere om Clint Eastwoods liv og karriere, kan du låne Marc Eliots biografi, og tjek fakta om hans film på IMDB.

Materialer