3 krimifilmatiseringer på bibliotekt
3 krimier på film - og på biblioteket

3 filmatiserede krimier du skal se

I filmatiseringen kan den skrevne krimi styrte til jorden - eller løfte sig til et selvstændigt værk. Vi har fundet tre film, der gør det sidste.

Det er ikke nemt at overføre detalje- og stemningsmættede skrevne krimier til filmmediet. Men nogle gange lykkes det alligevel, ja, nogle skrevne krimier kan ligefrem vinde ved en filmatisering og i nogen grad rive sig fri af bogforlægget. De tre fine filmatiseringer herunder er helt tilfældigt udvalgt og alle tilgængelige på biblioteket - og en af filmene er altså et lille mesterværk. Det er film, du roligt kan se eller gense - også selv om du allerede har læst bogen. Og du kan selvfølgelig låne dem på biblioteket - se links nederst.

Headhunterne (2011)

Morten Tyldums filmatisering af Jo Nesbøs roman har en støt stigende spændingskurve og afvikles på baggrund af et stemningsfuldt landskab. Det er måske ikke en film med dybde i persontegningen, men det er sublimt håndværk og effektiv underholdning. Filmen handler om kunsttyven Roger Brown, der stjæler et Rubens-maleri fra Claes Greve. Heldigt for plottet, men uheldigt for Roger, har Claes en fortid som lejesoldat...

Mænd der hader kvinder (2009)

Når alt sidder i skabet - billeder, skuespil, plot, musik -, kan man stadig have fornemmelsen af, at der er noget mere på spil, noget ekstra. Det er tilfældet i Nils Arden Oplevs filmatisering af Stieg Larssons roman, hvor mord, et forsvindingsmysterie og nazisme er på tapetet. Her er intensitet og unik dynamik imellem de to hovedpersoner, spillet af Noomi Rapace og Michael Nyqvist. Og de stemningsskabende billeder af miljøer og landskaber kan noget, bogen ikke kan, de suger nemlig seeren ind. Check også "Mænd der hader kvinder"-tegneserien ud HER. Se traileren til Mænd der hader kvinder HER..

Mystic River (2003)

Clint Eastwoods filmatisering af Dennis Lehanes bog er båret frem af blændende skuespil mellem Kevin Bacon, Sean Penn og Tim Robbins. Den oscarvindende film er stilren og holdt i stramt komponerede billeder - tilføjet musik af Eastwood selv. Det er sjældent, at en krimi ligefrem er rørende, men her er en kompleks og mørk historie, der rammer lige dér, hvor det gør allermest ondt. Et lille mesterværk, som er svært at ryste af sig. Se traileren Se traileren til Mystic River HER.

Go' fornøjelse - vi ses på Krimimessen.

Materialer