Spillenes verden - en podcast

12.11.21
Fjerde og sidste podcast i temaet Andre verdener. Denne gang er Jonas taget en tur på biblioteket for at høre mere om hvad Gamingugen er for noget. Bibliotekarerne Emma og Emil viser rundt og kommer blandt andet med deres bud på gode brætspil du kan låne på biblioteket.

Lyt til podcasten her (eksternt link)

På musikbiblioteket på Horsens Bibliotek kan man lige nu sidde og øve sig i temaet fra Super Mario-spillene. Det, at man kan lære at spille Mario-temaet er en del af Gamingugen, som er et nationalt initiativ i uge 45.

Gamingugen er et tiltag fra Medierådet for Børn og Unge, som inviterer kulturinstitutioner over hele landet; biblioteker, foreninger osv. til at sætte spil på programmet, både analoge og digitale spil. Det gør de fordi flere og flere børn og unge begynder at spille spil og har det som en naturlig del af deres kulturforbrug og det vil bibliotekerne gerne understøtte.

Én af de måder vi på Horsens Bibliotek formidler spil, er ved at stille brætspil til rådighed for udlån.
Her kommer et lille udpluk af samlingen, hvor bibliotekarerne Emma og Emil har fundet hver deres top 3 over spil man kan låne fra Horsens Kommunes Biblioteker:

Emmas top 3:

1. Sushi Go!
2. Lost Cities
3. Splendor

Emils top 3:

1. Small World
2. Hanabi
3. Mysterium

Men brætspillene er kun den ene side af sagen, for bibliotekerne låner faktisk også computer- og konsolspil ud, så man kan spille med venner og familie hvis man har en konsol derhjemme.

Til daglig kan man i børnebiblioteket spille på de 4 pc'ere, blandt andet er Roblox meget populært, både til aldersgruppen, men også fordi det ikke kræver så meget af de relativt små computere.
Der er en Playstation 4, som ofte bliver benyttet til at tage et slag FIFA på, når man skal afgøre hvem der er bedst til at betvinge den digitale fodbold og for de kræsne gamere, som skal bruge mere kraft og koncentration, er der Gamer-rummet for enden af børnebiblioteket, hvor der bliver spillet alt fra Fortnite til League of Legends og Minecraft.

Så biblioteket har et væld af tilbud til både nye og erfarne gamere, også når det ikke er Gamingugen der er overskriften.

I anledning af Gamingugen har vi gerne villet fremhæve, at der er noget for alle og derfor har vi sat en række retrokonsoller frem til fri afbenyttelse, fra den orignale Nintendo til Sega Mega Drive og Playstation 1. Det giver en mulighed for at bygge bro mellem generationerne, så bl.a. forældre kan vise deres børn hvad de selv voksede op med og børnene kan vise hvad en yngre og hurtigere reagerende gamer kan præstere, når der skal mases knapper i bund i Tekken 3.

Udover det, har vi også vejledninger fra Medierådet til forældre, der vil lære mere om, hvad deres børn spiller for tiden og hvordan man kan sætte grænser, eller tale med børnene om gaming, så det ikke lyder helt urimeligt eller akavet.