Kværnen af Martin Schjönning

Zombier og diesel - Kværnen af Martin Schjönning

12.07.17
Zombier. Masser af zombier. Og maskiner. Store maskiner.

Det er svært ikke at have visse forventninger, når man begynder på en zombiefilm eller -roman. Hovedsageligt går de forventninger nok på blod og hjerneskaller. Hvis det er det, man ser frem til, bliver man budt indenfor med vidt åbne arme i Kværnen - for første scene foregår i titlens kæmpemæssige monstrum af en zombiekvasermaskine, da den møder en sværm af vandrende døde af hidtil usete proportioner.

Det er hovedpersonen, Rebecca, som kører Kværnen - men præcis hvordan scenen ender, får vi ikke at vide, for historien springer frem i tiden, hvor hun er ved at falde fra hinanden. Hendes elsker, Johnny, er forsvundet i ødemarken, og hun er ikke god til at håndtere situationen.

Snart bliver hun dog tvunget tilbage i vildnisset, for der er fundet tegn på menneskeliv, hvor der ellers kun er døde. Måske er Johnny stadig i live.

Sammen med en lille gruppe overlevere og en stor portion våben drager Rebecca ud for at finde lys i det mørke, der har sænket sig over verden.

LÆS MERE: De bedste danske zombie-romaner

Der er gang i den stort set fra første sætning, og der bliver ikke sparet på knuste hjerneskaller, sværd og ammunition. Med andre ord: det er som en sætte en zombiefilm med et ordentligt budget på og så bare læne sig tilbage. Kværnen er hurtigt læst, men leverer til fulde al den underholdning, man kunne ønske sig. Som en bonus er bogen gennemillustreret af Tom Kristensen - i en blanding af enkelttegninger og deciderede tegneseriesider. Nu har jeg en forkærlighed for Kristensens tegninger, så jeg er måske forudindtaget, men jeg er især positivt overrasket over den mængde illustrationer, bogen rummer, uden de bliver forstyrrende for teksten.

LÆS MERE: Deadboy af Tom Kristensen

Kværnen er rigtig god tjubang - som dansk zombieroman udmærker den sig især ved at kombinere en vis ambition i sin beskrevne verden med en evne til at holde tingene korte. Schjönning forfalder ikke til at docere om sin baggrundsverden, men holder speederen nede i stedet. Kværnen kan køre forbavsende hurtigt, når den først kommer op i fart.

 

Materialer