Zombie-sommer for unge

06.07.17
Er du bange for zombier? Så skal du gå i dækning nu! Vi har fundet en række fede zombiebøger til unge frem. Nogen af dem er skrevet i horror-stil, andre tilhører sci-fi-genren og andre igen er bare noget helt for sig selv… Så hvis levende lig, rådnende kød, dødelige epidemier og/eller de sidste menneskers næsten umulige overlevelse er noget for dig, så læs videre! Vi har 10 bud på, hvordan du skal komme i gang med din zombie-sommer!

1. ”Lich” af Nordbjerg Pedersen

"Lich" er en mild gyser med morbide detaljer, sådan som det hører sig til i zombie-genren.

Da Rasmus’ hund dør i et trafikuheld, går han på biblioteket for at finde en bog om sorg. I stedet finder han en bog om at vække de døde. Han vækker sin hund og derefter sin længe afdøde mor, men gensynet med de døde er mere skræmmende end glædeligt…

2. ”De levende døde” af Mette Thomsen

Miriams sidste skoledag inden sommerferie får en ubehagelig drejning, da hun pludselig opdager, at folk omkring hende ikke er sig selv. De er apatiske og fjerne i blikket – og de forsøger at bide efter hende…

Miriams stigende desperation og isolation over at være den sidste normale tilbage blandt folkene i byen beskrives med snigende uhygge.

3. ”Kadavermarch” af Dennis Jürgensen

"Kadavermarch" er en moderne, dansk klassiker indenfor genren. Er du til zombier, skal du læse den her! Historien er fyld med action og uventede tvist.

I et samfund, hvor rig og fattig er adskilt af høje mure, findes der et medikament, som kan forlænge livet med op til 30 år. Desværre har det den bivirkning, at man bliver til zombie. Da en af medejerne af medicinalfirmaet beslutter at fortælle præsidenten om sammenhængen imellem zombierne og medicinen, må der tages mange foranstaltninger for at sikre, at hverken de rige, der tjener fedt på medicinen, eller zombierne får has på ham, inden han kommer til præsidenten.

4. ”De døde vågner” af Line Kyed Knudsen.

Kort tid inden Emilys 18-års fødselsdag, begynder folk omkring hende at hoste og dø. Pludselig står Emily alene uden familie og venner. Emily finder dog nogle få andre overlevende og sammen prøver de at klare sig, da de døde vågner op som zombier. Emily stiller sig selv spørgsmålet: Hvorfor blev hun og de andre ikke smittet som alle andre? Er der andre overlevende?

Beskrivelsen af, hvordan flere og flere bliver syge, og samfundet på kort tid falder fra hinanden, er uhyggeligt realistisk.

”De døde vågner” er 1. del af en serie. De to første bøger i serien findes allerede på biblioteket, den 3. bog udkommer til efteråret…

LÆS MERE: Pandemier, zombies og vampyrer

5. “Høstens engle” af Alden Bell

Med både uhygge og humor følger vi pigen Tempel, som bor på en lille, isoleret ø. Men da en zombie skyller op på øen, er hun ikke længere sikker der, og hun beslutter at rejse igennem USA. Hun får følgeskab af tumpen Maury. Vi følger deres rejse igennem sydstaterne lagt øde af zombier, muntanter og galninge.

Bogen er godt skrevet, og stemningen er en blanding af postapokalyptisk sci-fi og klassisk road movie.

6. ”Camp 41” af Patrick Leis

Mennesket har forskanset sig i lejre for at overleve i en verden fyldt med zombier. Lomis bor på sådan en camp, her lever hun sit ungdomsliv, imens verden udenfor falder mere og mere fra hinanden og Lomis spekulerer på, om hun skal blive i lejren hele sit liv?

Camp 41-serien består af 2 bøger, som hænger løst sammen med Leis’ andre bøger i Necrodemic-sagaen, så får man smag for universet, er det bestemt værd at læse de andre bøger også!

7. ”Råd og fordærv” Jonathan Maberry

Benny er 15 år og arbejder i sin brors zombie-dræber-firma. En stor del af USA er lagt øde af en zombie-epidemi og hverdagen er et barskt sted for de overlevende mennesker. Genren fornyes, idet Benny opdager, at zombierne ikke altid er de værste monstre i denne barske verden, hvor mennesker kan finde på hvad som helst…

”Råd og fordærv” er 1. del af en serie, hvoraf de to første bøger er oversat til dansk.

SE OGSÅ: Zombieland

8. ”De dødes nat” Charlie Schneider

Endelig en spilbog, som er skrevet til unge!

Du vågner op i en lejlighed og opdager, at byen er blevet ramt af en zombie-epidemi. Nu gælder det om at finde andre overlevende, så I kan hjælpe hinanden med at komme ud af byen, inden militæret jævner hele området med jorden.

9. ”Zam” af Jesper Wung-Sung

Zam bor i et samfund, hvor zombier lever side om side med menneskerne. Zam er selv zombie, men han er mere begavet end sine artsfælder, som arbejder som fugleskræmseler eller skilteholdere. Zam er en sød fyr, som er ked af ikke at passe ind. Han går i skole og øver sig i at være menneske-agtig, men han bliver drillet og en dag bliver det for meget…

Bogens barske humor og klamme detaljer er ikke for sarte sjæle!

10. ”Maze Runner – infernoet” af James Dashner

Hovedpersonen, Thomas, skal sammen med en flok drenge kæmpe sig igennem et afbrændt og barskt landskab for at nå frem til et område, som de har fået at vide er sikkert, og hvor der findes medicin imod den hjerne-ødelæggende virus, som hærger blandt de overlevende i samfundet.

OBS! ”Infernoet” er 2’eren i en serie og du bør læse 1’eren først – men det er altså først i 2’eren, at der optræder zombie-agtige skabninger. Men 1’eren er spændende og fyldt med action, så den får du hurtigt læst… 

Læs også 1'eren: Maze Runner - Labyrinten

Se filmen bag bøgerne: Maze Runner-filmene
Materialer