Forside til bogen William Sidis' perfekte liv af Morten Brask

William Sidis' perfekte liv af Morten Brask

06.11.14
Romanen handler om det superintelligente vidunderbarn, William Sidis, som blev født i New York i 1898.

Forsømte og misbrugte børn har mange ansigter. Morten Brask har skrevet en fantastisk fin roman om en vanskelig barndom.

Romanen handler om det superintelligente vidunderbarn(og her snakker vi en intelligenskvotient på mellem 250 og 300) William Sidis. Han bliver født i 1898 i New York. Forældrene er jøder og russiske emigranter. Begge forældre et højtuddannede læger, og specielt Williams far har høje ambitioner på sønnens vegne.

Lille William kunne læse inden han var fyldt 1½ år, og som treårig læste han flydende latin.  Ved romanens start holder William et foredrag på Harvard i 1910 – et foredrag for medlemmer af ” Harvard Mathematical Society” med titlen ”Størrelser i den fjerde dimension”. Williams far gør alt hvad han kan for at fremme udviklingen af Williams særlige begavelse – og forsømmer fuldstændigt at udvikle hans sociale færdigheder.

William er SÆR – han er besat af at samle på sporvognsbilletter, og han kan hele togplanen udenad – den slags intelligens, som vi nok ofte vil forbinde med autisme. Hans hjerne tæller og beregner alt hvor han end færdes og han taler 16 sprog. Som ung og voksen går det helt galt for ham i en undervisningssituation, hvor han har produceret undervisningsmateriale til de matematikstuderende på oldgræsk – for det er jo Euklids sprog, og William har slet ikke strejfet tanken, at det kunne være et problem for en helt almindeligt begavet matematikstuderende at læse oldgræsk.

Hvordan det går med William senere i livet, med kærligheden og arbejdet og forholdet til forældrene, må I selv læse. Morten Brask har researchet rigtig meget for at kunne skrive denne roman om et fantastisk usædvanligt menneske. Sproget er gennemarbejdet  og kontrolleret.

Materialer